Miljøkonsekvensvurdering af Marselistunnelen er færdig og klar til offentlig høring
Vejdirektoratet har i perioden 2022 – 2024 gennemført en miljøkonsekvensvurdering af en to kilometer lang tunnel under Marselis Boulevard i Aarhus. Vurderingen er nu færdig, offentliggjort og klar til den afsluttende høringsfase.

Marselistunnelen bliver en knap to kilometer lang nedgravet tunnel under Marselis Boulevard. Tunnelen skal øge fremkommeligheden mellem Aarhus Havn og motorvejsnettet og forbedre byrummet i området.
I dag udgør Marselis Boulevard sammen med Åhavevej og Aarhus Syd Motorvejen forbindelsen fra Aarhus Havn til motorvej E45. Aarhus Havn er Danmarks største containerhavn, hvorfor der er meget tung trafik til og fra havnen. Ved at etablere en tunnel under Marselis Boulevard vil der komme en mere direkte og højklasset forbindelse mellem havnen og motorvejen/E45.
”Vejdirektoratet har i miljøkonsekvensvurderingen haft stort fokus på at sikre den bedste byggemetode, sikre god trafikafvikling i anlægsfasen og reducere støjen i og efter anlægsperioden for de mange naboer langs Marselis Boulevard. Marselis Boulevard er en vigtig indfaldsvej til Aarhus med megen trafik, og det har været en forudsætning for vores arbejde, at vi kan opretholde trafikken på Marselis Boulevard i anlægsperioden,” siger René Juhl Hollen, projektleder i Vejdirektoratet.
Derfor bygges tunnelen i to halvdele, så der altid kan køre trafik i ét spor i hver retning på Marselis Boulevard. Det sikrer, at den tunge havnetrafik ikke skal køre af andre ruter, imens der bygges.
Langs Marselis Boulevard er der mange naboer både private boliger, virksomheder, uddannelsesinstitutioner mv., og med tunnelen vil den tunge trafik komme væk fra boulevarden. Det betyder en væsentlig støjreduktion for naboerne langs Marselis Boulevard. Støjberegningerne viser, at antallet af støjbelastede boliger (> 58 dB) vil falde med cirka 1.000 boliger. Tilsvarende falder antallet af stærkt støjbelastede boliger også med cirka 1.000 (> 68 dB).
”Ved at flytte den tunge trafik ned i tunnelen kan vi skabe et bedre byrum for de mange naboer langs Marselis Boulevard,” siger René Juhl Hollen.
Miljøkonsekvensvurderingen kan læses på https://www.vejdirektoratet.dk/mkv/tunnel-under-marselis-boulevard
Projektet gavner også borgerne i Stavtrup
I forbindelse med anlæg af Marselistunnelen bliver der en masse jord i overskud. En stor del af jorden vil blive brugt til at lave støjafskærmning i Stavtrup. Det skyldes, at placeringen er tæt på projektet, og at omgivelserne her giver plads til en støjvold.
Omkring 350.000 m3 – som svarer til omkring 60 % af overskudsjorden i Marselistunnelprojektet – vil blive anvendt til at etablere en cirka 1.500 meter lang og 12 meter høj støjvold ved Stavtrup. Udover støjvolden er det planen at montere en cirka 900 meter og 8 meter høj støjskærm, hvorved hele Stavtrup støjdæmpes.
Indsatserne mod støj har en god effekt for borgerne i Stavtrup. Støjberegninger viser, at der i 2040 uden støjafskærmning vil være mere end 1.000 boliger med en støjbelastning over 58 dB. Når støjafskærmningen er etableret, falder dette med næsten 800 boliger.
Processen fra nu
Den offentlige høring går i gang nu og forventes afsluttet den 9. januar 2025. Derefter vil der blive udarbejdet et høringsnotat, som vil blive gjort offentligt tilgængeligt på Vejdirektoratets hjemmeside.
Inden afslutning af høringsfasen afholder Vejdirektoratet et borgermøde, hvor alle er velkomne. Borgermødet afholdes d. 27. november kl. 17 – 19 hos VIA University College, Ceresbyen 24, 8000 Aarhus C i auditoriet i bygning A. Før borgermødet vil der være fra kl. 16 og i en time frem være åbent hus, hvor man kan få en dialog med Vejdirektoratets fagmedarbejdere.
Miljøkonsekvensvurderingen skal sikre det bedst mulige grundlag for Folketingets behandling af lovforslaget for en tunnel under Marselis Boulevard i Aarhus.
Fakta
- På hverdage kører der cirka 18.000 køretøjer på Marselis Boulevard (Hverdagsdøgn (HDT) 2019). Den tunge trafik, som her hovedsagelig er trafik til havnen, har i perioden (2015-2019) i gennemsnit udgjort mellem 16 og 19 pct. Det svarer til, at der i gennemsnit kører ca. 3.000 lastbiler og sættevognstog i døgnet.
- Det er forventningen, at anlægsarbejdet vil starte i 2028 og afsluttes 7 år senere. Anlægsaktiviteterne vil flytte sig langs strækningen i perioden, så der vil ikke være fuld aktivitet på hele strækningen i samtlige 7 år.
- Den samlede forventede udledning af CO2 på anlægsprojektet forventes at være mellem 92.000 og 165.000 tons i løbet af hele anlægsprojektet.
Kontakter
René Juhl HollenSenior projektleder
Tlf:72 44 20 47rhp@vd.dkAnne-Mette NyhuusKommunikationskonsulentVejdirektoratet
Tlf:72 44 30 78Tlf:22 98 30 78an6@vd.dkVejdirektoratets pressetelefon
Tlf:51 83 33 93Følg pressemeddelelser fra Vejdirektoratet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Vejdirektoratet
Vejdirektoratet inviterer til markedsdialog om tunnelbyggeri i Aalborg10.7.2025 14:51:45 CEST | Pressemeddelelse
Vejdirektoratet indleder en dialog med markedet for at finde de bedste løsninger til byggeriet af en tunnel under Limfjorden med tilhørende veje og broer.
Ejer Bavnehøj rastepladser åbner og klar til sommerferiens kørepauser8.7.2025 09:17:05 CEST | Pressemeddelelse
Ombygningen af til- og frakørslerne ved <54> Ejer Bavnehøj på E45 Østjyske Motorvej er færdige. Dermed kan rastepladserne åbne til sommerens ferietrafik. Sneptrup-stien, der løber under til- og frakørslerne nord for rastepladserne, åbner også i denne uge.
Den gamle bro over E45 ved <58> Hedensted rives ned den 23. og 24. august – motorvejen spærres i aften- og nattetimerne4.7.2025 09:02:00 CEST | Pressemeddelelse
I forbindelse med udbygningen af E45 Østjyske Motorvej fra fire til seks spor, skal den gamle bro for Gesagervej over motorvejen ved <58> Hedensted rives ned. Både før, under og efter bronedrivningen vil der være gener og omkørsler for trafikanterne i området.
Ny asfalt på hovedvejen mellem Snoldelev og Solrød3.7.2025 12:56:43 CEST | Pressemeddelelse
Vejdirektoratet lægger ny asfalt på Roskildevej mellem Snoldelev og Solrød fra mandag 7. juli til torsdag 24. juli. Vejen er spærret i aften- og nattetimerne.
Spærringer ved kryds syd for Grindsted i sommer og efterår3.7.2025 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Vejdirektoratet er i gang med at ombygge krydset mellem Tingvejen og Søndre Ringvej/Vesterhedevej syd for Grindsted by ved Billund til en rundkørsel. I forbindelse med arbejdet er der behov for spærringer af bl.a. Søndre Ringvej, som spærres fra på mandag.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum