FOA: Psykiatriens ansatte skal kunne hemmeligholde navne
12.11.2024 06:00:00 CET | FOA | Pressemeddelelse
Navnebeskyttelse bør være normen for ansatte i psykiatri og ældrepleje. Sådan lyder opråb fra FOA. Flere oplever at blive opsøgt privat og udsat for vold og trusler, viser ny undersøgelse.

”Det normale bør være, at man ikke har sit navn synligt. Hverken på navneskiltet på sit tøj eller i de elektroniske journaler. For det er ikke rimeligt, at man som ansat kan risikere at blive kontaktet privat af borgere eller pårørende. Det kan i værste fald være farligt.”
Sådan siger formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA, Tanja Nielsen, som vil give ansatte på en række arbejdsområder mulighed for helt at hemmeligholde deres efternavne for borgere og pårørende.
At der er behov for navnebeskyttelse, fremgår klart af en ny undersøgelse blandt FOA-medlemmer, som er ansat i ældreplejen, på hospitaler, i behandlings- og distriktspsykiatrien, socialpsykiatrien, på specialområdet samt på genoptræningstilbud og rehabiliteringscentre.
I alt har 2.352 medvirket i undersøgelsen. Af dem er 12 procent blevet kontaktet og opsøgt privat på mail, sms, telefon eller Facebook. 11 procent har oplevet truende adfærd og trusler uden for arbejdspladsen. For ansatte i behandlings- og distriktspsykiatrien gælder det hele 28 procent.
1 ud af 25 er blevet opsøgt på deres private adresse mindst én gang. Lige så mange har været udsat for fysisk vold fra borgere eller pårørende uden for arbejdstiden. Igen topper de ansatte inden for behandlings- og distriktspsykiatrien, hvoraf hele 7 procent har været udsat for vold uden for arbejdstiden. Endelig har 1 ud af 50 i undersøgelsen oplevet truende adfærd mod deres familie eller pårørende.
”Undersøgelsen er dybt ubehagelig læsning. Min største frygt, som jeg nok deler med de ansatte, er, at nogen skal komme til skade, for det kan være meget syge eller fortvivlede mennesker, som opsøger de ansatte. Navnebeskyttelse er et nødvendigt greb for at skabe større tryghed,” siger Tanja Nielsen.
Også de ansatte selv er optagede af navnebeskyttelse. 9 ud af 10 synes i undersøgelsen, at navnebeskyttelse er en god idé på deres arbejdsområde. 82 procent ville benytte sig af det om muligt.
Om efternavn må udelades på navneskilte kan besluttes i MED-systemet med lønmodtager- og arbejdsgiverrepræsentanter på den enkelte arbejdsplads eller på et mere overordnet ledelsesniveau. I undersøgelsen er 6 ud af 10 på arbejdspladser, der udelader efternavne. Men i journaler, som borgere kan tilgå på sundhedsportalen, fremgår de ansattes navne fortsat fuldt og helt. Og det er altså for usikkert, mener Tanja Nielsen. Hun afventer med interesse resultaterne af en forsøgsordning, som kører i en række regioner netop nu. Her kan en ansat bede om i en afgrænset periode over for en bestemt borger at få sløret sit navn i elektroniske journaler, hvis den ansatte af en årsag føler sig utryg.
”Jeg ser frem til erfaringerne fra forsøgsordningen. Men jeg ville da ønske, at vi her og nu kunne indføre navnebeskyttelse for alle, der vil have det,” siger Tanja Nielsen.
Et argument imod navnebeskyttelse, som går igen, er, at det af retssikkerhedsmæssige grunde skal være muligt for borgere at vide, hvem de har været i kontakt med i sundhedssystemet.
”Det kan man stadig, uden at den enkelte ansatte skal lægge sit fulde navn frem. Det kan man klare med tjenestenumre, som man for eksempel gør i politiet. For selvfølgelig skal man i systemet vide, hvem der er involveret i en borgers sag, men hvis man som borger har en sag, er det for så vidt lige meget hvilket menneske, der er bag det nummer,” siger Tanja Nielsen.
Nøgleord
Kontakter
Tanja NielsenSektorformand, Social- og Sundhedssektoren
Tlf:2259 0735tani@foa.dkOm FOA
FOA er Danmarks tredjestørste fagforbund - med ca. 167.000 medlemmer fordelt på 32 afdelinger. Størstedelen er ansat i kommuner og regioner, og vi organiserer også privatansatte.
Følg pressemeddelelser fra FOA
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra FOA
FOA indgår overenskomst med BPA Pro Team28.1.2026 11:51:32 CET | Pressemeddelelse
Efter FOA varslede strejke og blokade mod BPA Pro Team, har virksomheden nu valgt indgå overenskomst. Fornuften sejrede, lyder det fra FOA.
FOA: Tiltrængt aftale mod snyd og svigt på botilbud, men tag nu et opgør med profit9.1.2026 11:36:23 CET | Pressemeddelelse
Ny aftale, som skal forhindre kriminelle i at udnytte botilbud, rummer mange gode tiltag, lyder det fra fagforbundet FOA. Men der mangler stadig et stop for at der kan trækkes profit ud, hvis vi for alvor skal problemet til livs.
Slut med klip og bøder efter uheld med udrykning lover minister - på høje tid siger FOA8.1.2026 12:30:12 CET | Pressemeddelelse
Nu skal det være slut med, at ambulancepersonale risikerer klip i kørekortet og bøder for at passe deres arbejde. Minister lover lovændring efter pres fra FOA
Højrisikofag kræver bedre vilkår for PTSD-ramte11.12.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Pressemeddelelse fra FOA, Fængselsforbundet, Politiforbundet og Reddernes Udviklingssekretariat i 3F
Samfundets sårbare mangler pædagogisk uddannede10.12.2025 08:56:11 CET | Pressemeddelelse
Ikke kun børn i dagtilbud har brug for flere voksne med en pædagogisk uddannelse. Det samme gælder på det specialiserede socialområde, hvor 4 ud af 10 ansatte mangler relevant uddannelse.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum