Lad datacentre levere mere varme til danskerne
25.10.2024 08:59:26 CEST | Ingeniørforeningen, IDA | Pressemeddelelse
Nuværende regulering forhindrer effektiv udnyttelse af overskudsvarme fra datacentre og står i vejen for den grønne omstilling. Hul i hovedet, mener IDA.

Mens datacentrenes elforbrug forventes at eksplodere i de kommende år, blokerer den nuværende lovgivning for, at overskudsvarmen fra de store datacentre kan strømme ud i fjernvarmenettet.
Det er spild af god energi, mener Ingeniørforeningen, IDA, der opfordrer politikerne til at skrotte et omdiskuteret prisloft på overskudsvarme, som ofte står i vejen for at udnytte de store mængder af varme fra datacentrene, der kan mindske brugen af fossile varmekilder og biomasse.
”Klimamæssigt er det tåbeligt, at vi på den ene side tillader udbygning af voldsomt energislugende datacentre med rekordfart, men på den anden side blokerer for, at kommunerne kan udnytte overskudsvarmen. I stedet lader vi datacentrene fyre for gråspurvene. Det er hul i hovedet”, siger Laura Klitgaard, der er formand for Ingeniørforeningen, IDA.
Prisloftet rammer i høj grad datacentre, hvor temperaturen på overskudsvarmen er forholdsvis lav, og hvor der derfor skal investeres i varmepumper, som booster temperaturen op til et passende niveau for at indgå i fjernvarmenettet.
Loftet blev indført i 2018 for at forhindre energiselskaber i at udvikle urentable projekter, der vil give højere varmeudgifter for forbrugerne.
Reglerne spænder blandt andet ben for at udnytte overskudsvarmen fra Apples datacenter ved Viborg, selv om Apple tilbød varmen gratis ved åbningen i 2020.
I et åbent brev til forsyningsminister Lars Aagaard (M) skriver fjernvarmeselskabet Viborg Varme, at projektet ikke kan realiseres, fordi investeringen kolliderer med prisloftet. Dermed går selskabet glip af varme til en værdi af tre millioner kroner om måneden, som i stedet bruges på naturgas.
”I takt med at der kommer flere og større datacentre i Danmark, skal vi selvfølgelig sikre, at vi udnytter overskudsvarmen maksimalt. Datacentre vil om få år være ansvarlige for en femtedel af Danmarks samlede energiforbrug. Derfor er det absolut magtpålæggende, at vi genanvender så meget af den energi som muligt”, siger Laura Klitgaard og tilføjer, at prisloftet også udfordrer den nye Energibyen i Holbæk, hvor der er planer om at opføre et af Nordens største datacentre.
IDA-formanden påpeger, at Danmark er et af de få lande, der har et udbygget fjernvarmenet, som er en forudsætning for at udnytte overskudsvarmen effektivt, og at overskudsvarme fra industri og datacentre har potentiale til at opvarme hundredtusinder af parcelhuse.
Men i dag genanvendes kun omkring 13 procent af den industrielle overskudsvarme i Danmark.
”Prisloftet er endt som en barriere for at foretage de nødvendige investeringer, som kan skabe en renere varmeforsyning. Forbrugerne er allerede godt beskyttet af varmeforsyningsloven, så jeg håber, at politikerne hurtigst muligt vil skrotte den bureaukratiske spændetrøje”, siger hun og understreger, at EU også presser på for, at medlemslandene i højere grad udnytter potentialet i overskudsvarme.
En ny prognose fra Energistyrelsen spår, at datacentrenes elforbrug vil vokse massivt i de kommende år i takt med, at flere store selskaber planlægger at bygge datacentre i Danmark.
Sidste år forventede styrelsen, at datacentre på danske jord ville forbruge 15TWh i 2040. Det tal er nu fordoblet til 29 TWh.
Prognosen bygger på data fra Energinet, hvor virksomheder, der ønsker at bruge det danske elnet i fremtiden, melder ind, hvor meget strøm de skal bruge, og hvornår de skal bruge det.
”Det her jo ikke et isoleret dansk fænomen. Både Google og Microsoft har mere end svært ved at indfri deres klimamål, fordi AI er en så energislugende teknologi, som kræver flere og større datacentre. Derfor haster det med at få koblet datacentrene på fjernvarmenettet, og vi skal sikre, at de bliver bygget dér, hvor vi bedst kan udnytte overskudsvarmen til fjernvarme”, siger Laura Klitgaard.
Nøgleord
Kontakter
Ole Hoff-Lund, presserådgiver i IDA, telefon 26 83 81 84
Følg pressemeddelelser fra Ingeniørforeningen, IDA
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Ingeniørforeningen, IDA
IDA: Regeringen mangler en plan B for klimamålene26.2.2026 11:01:40 CET | Pressemeddelelse
Klimarådets årligt statusrapport slår fast, at regeringens 2030-mål står og vakler, og 2035-ambitionerne stadig mangler en konkret retning. En kommende regering skal hurtigt i arbejdstøjet for at lægge en konkret plan B, lyder det fra IDA-formand.
Fremtidens råderum styrkes kun med flere teknologiske tiltag24.2.2026 10:41:40 CET | Pressemeddelelse
Hvis dansk økonomi skal forblive robust, kræver det større fokus på den teknologiske udvikling.
Akutpakke til dansk beredskab er tiltrængt20.2.2026 12:02:31 CET | Pressemeddelelse
Regeringens opprioritering af det hjemlige beredskab med over en milliard kroner til udvalgte sektorer i den kritiske infrastruktur er et vigtigt skridt
Stort flertal af danskerne er villige til at dele deres sundhedsdata13.2.2026 10:00:42 CET | Pressemeddelelse
Danskerne er parate til at stille deres sundhedsdata til rådighed for forskning, diagnostik og behandling. Det viser en ny befolkningsundersøgelse fra IDA. Villigheden er klar, men tilliden kræver rammer for datasikkerhed, anonymitet og brug.
IDA: Godt forlig på det statslige område11.2.2026 10:38:33 CET | Pressemeddelelse
Der er indgået forlig på det statslige område. IDA har fået indfriet sine krav og er tilfredse med forliget.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum