SMVdanmark ser mange gode tiltag i nyt turismeudspil
21.10.2024 14:08:18 CEST | SMVdanmark | Pressemeddelelse
Regeringen har i dag fremlagt et nyt udspil med en række konkrete initiativer og 100 mio. kr. til at styrke turismen i Danmark. Der er ros til udspillet fra erhvervsorganisationen SMVdanmark.

Turismen er en dansk styrkeposition, som bidrager til økonomisk vækst, skaber arbejdspladser, styrker bosætning i hele landet og giver både udenlandske og danske rejsende unikke oplevelser.
Med et nyt turismeudspil vil regeringen udvikle den styrkeposition. Den samlede fortælling om Danmark styrkes, potentialet i event-turismen skal foldes mere ud, og der etableres en række fælles målsætninger for turismen i Danmark frem mod 2030. Blandt andet skal omsætningen øges til 200 mia. kr., og antallet af overnatninger skal runde 74 millioner. Der afsættes i alt 100 mio. kr. over de næste fire år fra turismereserven på Finansloven.
Fra erhvervsorganisationen SMVdanmark, der repræsenterer 18.000 små og mellemstore virksomheder, er der ros til regeringens udspil:
”Regeringen har fat i mange af de rigtige værktøjer i værktøjskassen med dagens udspil. Derfor er jeg sikker på, at turismeerhvervene nu vil kunne skabe endnu flere gode danske jobs. Der er en række områder, hvor Danmark har et stort potentiale, og jeg vil gerne kvittere for, at det er netop der regeringen sætter ind. Det gælder for eksempel i forhold til at få flere turister til udenfor højsæsonen,” siger Jesper Beinov, direktør i SMVdanmark.
Jesper Beinov siger videre:
”Det er positivt, at regeringen ser på, hvordan vi kan tiltrække flere events som messer, kongresser og kulturbegivenheder. Vi har en stærk og voksende eventbranche i Danmark, og vi bør have som ambition, at Danmark er det bedste land i Europa at afvikle events i. Hvis det skal lykkes, så mangler vi dog hjælp fra regeringen i form af afbureaukratisering, så det bliver lettere at afholde events i Danmark,” siger Jesper Beinov.
Liberalisering af lukkeloven og midler til Visitdata
Udspillet indeholder et forslag til ændring af lukkeloven for at øge vækst og omsætning i landdistrikterne. Ændringen skal gøre det muligt for alle butikker i bymidten i byer med færre end 15.000 indbyggere at holde åbent på lukkedage. Også det høster ros fra SMVdanmark. Jesper Beinov siger:
“Det er en fornuftig liberalisering af lukkeloven, som regeringen her lægger op til. Det er meget positivt, at initiativet er målrettet bymidter, så vi kan få skabt endnu mere liv i byerne. Forslaget vil gøre det muligt for flere butikker i de mindre byer selv at vurdere om, det kan give mening for dem at holde åbent på helligdage og grundlovsdag, hvor der kan være mange turister i byen.“
En stor del af midlerne i regeringens strategi – 24 mio. kr. - skal gå til at udvikle det såkaldte ”Visitdata”. Det skal gøre det muligt at forudsige antallet af turister på en given destination ud fra bl.a. vejrudsigter.
”Hvis vi bliver bedre til at forudsige antallet af turister, så ved virksomhederne, hvornår de skal skrue op for bemanding og markedsføring. Derfor kan dette initiativ få stor værdi. Men det kræver, at de enkelte virksomheder, f.eks. et lokalt destilleri, får adgang til denne data, så den ikke bare samler støv inde hos de offentlige turisme-selskaber," siger Jesper Beinov.
SMVdanmark ser også et stort potentiale i styrket gastro-turisme.
”Turisterne efterspørger autentiske oplevelser. Det handler dels om kultur, men det handler også om Danmarks kulturhistorie, som man kan komme tættere på ved at besøge nogle af vores lokale fødevareproducenter, som bygger bro til Danmarks historie som landbrugsland. Derfor opfordrer vi til, at nogle af de resterende midler fra turismereserven på Finansloven for 2025 øremærkes til en kampagne for dansk gastro-turisme herunder markedsføring af de lokale producenter af føde- og drikkevarer,” siger Jesper Beinov, der også gerne så, at man styrkede finansieringsmulighederne.
Kontakter
Asbjørn LindsøKommunikations- og pressechef
Tlf:21534364lindsoe@smvdanmark.dkBilleder

SMVdanmark er paraplyorganisation for brancheorganisationer, lokale tværfaglige håndværker- og industriforeninger og over 1.000 direkte medlemsvirksomheder. SMVdanmark repræsenterer omkring 18.000 små og mellemstore virksomheder og er den eneste hovederhvervsorganisation, der udelukkende arbejder for SMV’ernes interesser – både nationalt, lokalt og på EU-plan. Læs mere på SMVdanmark.dk.
Følg pressemeddelelser fra SMVdanmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra SMVdanmark
Ny analyse sætter tal på byrderne: Bureaukrati koster SMV’erne 53 mia. kr. årligt og kræver 83.500 fuldtidsstillinger13.6.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Små og mellemstore virksomheder bruger i gennemsnit 7,4 timer om ugen på bureaukrati. Det svarer til 83.500 fuldtidsstillinger og en samlet regning til SMV’erne på 53 mia. kr. om året. Det viser ny analyse fra SMVdanmark, der håber på handlekraft fra den ny regering, som har høje ambitioner om at nedbringe byrderne.
80 pct. af danskerne holder sommerferie i Danmark - lokale smagsoplevelser trækker10.6.2026 11:50:56 CEST | Pressemeddelelse
Fire ud af fem danskere holder hele eller dele af sommerferien i Danmark, og hver femte gør det for at støtte dansk turisme og lokale virksomheder. Det viser en ny analyse fra SMVdanmark, der peger på et stort potentiale for bl.a. destillerier, bryggerier og vingårde.
96 af 98 kommuner får færre unge de næste ti år: Truer især virksomheder uden for de store byer8.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danmark står til at miste omkring 66.000 unge frem mod 2036, viser en ny analyse fra SMVdanmark. Udviklingen rammer over hele landet, men især i land- og udkantskommuner, hvor det vil forværre manglen på arbejdskraft.
Folkeskolen er i fagligt forfald og kommunale forskelle vokser: SMVdanmark med 10 forslag til en national redningsplan6.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Flere og flere elever forlader folkeskolen uden at bestå dansk og matematik. Samtidig vokser forskellene mellem kommunerne, viser beregninger fra SMVdanmark, der nu lancerer et nyt udspil med ti forslag til et målrettet kvalitetsløft af folkeskolen.
SMVdanmark om regeringsgrundlag: Færre byrder og lavere skat er rigtig godt nyt for danske virksomheder2.6.2026 16:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Det nye regeringsgrundlag indeholder flere markante initiativer, som kan styrke danske virksomheders konkurrenceevne. SMVdanmark glæder sig især over ambitionerne om færre administrative byrder, lavere selskabsskat, bedre adgang til kapital og en ny iværksætterpakke - og ser frem til samarbejdet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum