
Ti års jubilæum fejres med tilskud og sparring til iværksættere
Foreningen Sparringspartnerne, som tilbyder erfarne sparringspartnere uden beregning til vækst- og iværksættervirksomheder, fejrer den 31. oktober sit 10-års jubilæum.
Ved samme lejlighed uddeler foreningens grundlægger og formand, Niels Buchholst, yderligere tre af Sparringspartnernes iværksætterpakker – bestående af et kontant tilskud på 40.000 kr. og 12 timers sparring til hver af de unge iværksættere.
Dermed har i alt 10 iværksættere over de seneste knap to år modtaget dette velrettede puf i ryggen fra Sparringspartnerne og den erfarne erhvervsmand.

”Danmark har brug for, at flere vælger og får succes med et liv som selvstændig og iværksætter. For mig selv personligt har det at være selvstændig givet mig et spændende arbejdsliv, indblik i mange brancher og mange forskellige landes kulturer,” siger Niels Buchholst og tilføjer:
”Desuden har jeg for mange år siden opnået økonomisk frihed og kunnet hellige mig arbejdet med at hjælpe nye virksomheder godt på vej gennem Sparringspartnerne. Det er en særlig glæde for mig, at jeg også har mulighed for at kombinere dette med en økonomisk håndsrækning til unge og dygtige iværksættere.”
Gennem de seneste 10 år har erfarne erhvervsfolk i Sparringspartnerne løbende tilbudt 12 timers gratis sparring til vækstvirksomheder og iværksættere i Østdanmark. Mere end 300 sparringsforløb er afsluttet i perioden. Initiativet til foreningen blev taget i slutningen af 2013 af Niels Buchholst, som i dag stadig er formand for bestyrelsen.
Jubilæumsreception med fokus på unge iværksættere
Sparringspartnernes jubilæum markeres ved en reception for indbudte gæster og pressen den 31. oktober kl. 15:00-17:30 hos Lund Elmer Sandager, Kalvebod Brygge 39-41 i København V.
Her kommer deltagerne bl.a. til at høre Emil Nissen fra Bland Selv Frø fortælle om udviklingen af sin iværksættervirksomhed. Emil Nissen blev i øvrigt prisvinder ved den nyligt afholdte Nordic Scale Up Conference i København, som var arrangeret af Dansk Erhverv, NyföretagarCentrum og Sparringspartnerne.
Også Sara Dahl Nielsen fra House of Share, som fik tildelt Sparringspartnernes iværksætterpakke i 2023, kommer til receptionen og fortæller om udviklingen af sin egen virksomhed det seneste år. Hendes virksomhed driver en app, der muliggør udlejning og leje af modetøj og festkjoler.
Som en festlig afslutning på receptionen afsløres det, hvilke tre af de iværksættere som har søgt om en iværksætterpakke, der tildeles hver 40.000 kr. og et 12 timers sparringsforløb.
Niels Buchholst Invest A/S har doneret 450.000 kr. til iværksætteri
Niels Buchholst etablerede i december 2022 et investeringsselskab, som bærer hans navn, og som har til formål at uddele af det årlige afkast til iværksættervirksomheder.
”Med mindst tre årlige uddelinger à 40.000 kroner til iværksættere samt tilknytning af en sparringspartner håber jeg, at de udvalgte iværksættere får det venlige puf i ryggen, som skal til for at udvikle sunde og levedygtige virksomheder,” sagde Niels Buchholst, da investeringsselskabet blev etableret.
Den 31. oktober 2024 uddeles iværksætterpakke nummer otte, ni og ti. Ydermere står Niels Buchholst Invest A/S også bag donationen på to gange 25.000 kr. til prisvinderen ved Nordic Scale Up Conference. Det betyder, at investeringsselskabet inden for mindre end to år har kunnet yde et kontant tilskud til iværksætterne på i alt 450.000 kr. i kombination med tilhørende sparringsforløb.
Dansk iværksætteri skal op i den rette liga
”Jeg har selv haft en lang karriere som selvstændig og i flere omgange boet i udlandet. Det ligger mig meget på sinde at være med til at skubbe Danmarks iværksætteri og selvstændige virksomhedsdrift op i den liga, hvor vi normalt hører til på alle andre områder,” siger Niels Buchholst og tilføjer:
”Arbejdet med Sparringspartnerne er hjerteblod for mig, og jeg nyder at kunne hjælpe nye iværksættere og unge vækstvirksomheder med min viden, erfaring og mit internationale netværk inden for flere brancher.”
-------------------------------------------------------------------------------------------
Program for jubilæumsreceptionen
15.:00 – 15:10 Velkomst v/ Michael Møller Nielsen og Niels Buchholst
15.:10 – 15:20 Kort præsentation af Øresundskonferencen den 5. september og fremtidige initiativer v/ Anne Marbrandt, NyföretagarCentrum Øresund & Niels Buchholst
15.:20 – 15:30 Præsentation af prisvinder ved Nordic Scale Up Conference v/ Emil Nissen, Bland Selv Frø
15.:30 – 15:40 Præsentation af mentorforløb og prismodtager 2024 v/ Sara Dahl Nielsen, House of Share
15.:40 – 16:10 Networking
16.:10 – 16:40 Udlodning af tre iværksætterpakker fra Niels Buchholst Invest
16.:40 – 17:30 Afrunding og networking
-------------------------------------------------------------------------------------------
Fakta om Niels Buchholst Invest A/S
Bestyrelsesformand i Niels Buchholst Invest A/S:
- Advokat Henrik Løbger – Advokatfirmaet Jon Palle Buhl
Komité for indstilling til Iværksætterpakken:
- Formand Niels Buchholst – Sparringspartnerne
- Advokat Michael Møller Nielsen – Lund Elmer Sandager
- Direktør Susanne Lindø Grønbech – Grønbech PR og Kommunikation
- Finansiel rådgiver Peter Hoffmann – Hoffmann Investment Company
Mere information på www.sparringspartnerne.dk/ivaerksaetterpakke
-------------------------------------------------------------------------------------------
Tidligere modtagere af Sparringspartnernes iværksætterpakker:
2022 Marie Birna Olafsdottir, Finklusiv ApS i København
2022 Karla Pitt Winther, Keypitt ApS i København
2022 Niels Bille Tyge, Haandholt i Hårlev
2022 Andreas Johansen, Lager Gym i Nykøbing F.
2023 Elena Poulsen, Elena Poulsen collection i Hørsholm
2023 Sara Dahl Nielsen, House of Share på Østerbro, København
2023 Daniel Dorph, D2el i Virum
Kontakter
Journalister er velkommen til dele eller hele jubilæumsreceptionen – tilmelding hos:
Kommunikationsrådgiver Susanne Lindø Grønbech på 40330555 eller sl@groenbech.com
Billeder



Følg pressemeddelelser fra Sparringspartnerne
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Sparringspartnerne
Grundlægger lancerer iværksætterpakke26.1.2023 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Danmark har brug for, at flere vælger og får succes med et liv som selvstændig og iværksætter. Det er baggrunden for, at Sparringspartnernes grundlægger og formand, Niels Buchholst, nu etablerer et investeringsselskab, som vil uddele af sit overskud til iværksættere – i kombination med tilknytning af en erfaren sparringspartner.
Svært for iværksættere at få en erhvervskonto3.3.2022 06:15:00 CET | Pressemeddelelse
Abdulhakim ønskede sig noget så basalt som en erhvervskonto tilknyttet sin nystartede elektronikforretning i Sorø. Men som så mange andre små forretningsdrivende fik han afslag fra bankerne. Med hjælp fra et erhvervsnetværk lykkedes det ham til sidst at få en konto.
Konference om fremtidens bestyrelsesarbejde19.8.2021 13:43:01 CEST | Pressemeddelelse
Verden er under hastig forandring. Er bestyrelserne i danske SMV’er rustet til at skabe udvikling i virksomhederne og tilpasse forretningsmodellerne til de nye markedsvilkår? To eksperter kommer med bud på svaret, når de holder oplæg om fremtidens bestyrelsesarbejde på en konference den 26. august i København.
Mindre sjællandske virksomheder giver råd om kæmpe marked2.9.2020 14:38:20 CEST | Pressemeddelelse
Du skal være sikker på, du har råd til aftalen. Du skal have tålmodighed. Og det kan være en god ide at hente juridisk bistand. Til gengæld er der sket en stor historisk og kulturel udvikling i Kina, ligesom der er sket en væsentlig professionalisering – kineserne er blevet langt mere vedholdende. Det er blot nogle af de erfaringer, som en række mindre sjællandske virksomheder har høstet på det enorme kinesiske marked, hvor de alle oplever vækstrater. Mød dem på konferencen ”Varekøb og outsourcing af produktion til Kina,” der arrangeres af Sparringspartnerne hos Dansk Erhverv i København den 28. september.