Godt, grønt startskud for stort CCS-udbud
Dansk Fjernvarme glæder sig over stort CCS-udbud, der skal være med til at bane vejen for vigtige CO2-reduktioner og udbygningen af en dansk CCS-værdikæde. Vi og vores medlemmer er klar, lyder det fra brancheorganisationen.

Udbudsbetingelserne for det til dato største udbud af CCS (fangst, transport og lagring af CO2) i Danmark er nu offentliggjort. Det 28 mia. kr. store udbud er et led i udmøntningen af den politiske aftale om styrkede rammevilkår for CCS i Danmark, som skal sikre, at CCS kommer op i skala og ned i pris og bidrage med store CO2-reduktioner til at indfri de danske klimamål.
Dansk Fjernvarmes medlemskreds, der bl.a. består af forsyningsselskaber og affaldsenergianlæg, huser mere end halvdelen af det vurderede samlede potentiale for CO2-fangst i Danmark på cirka 10 mio. tons CO2 i 2030.
- Mere end halvdelen af det danske potentiale for CO2-fangst findes i fjernvarmesektoren, der dermed har en vigtig rolle at spille i Danmarks opnåelse af de danske klimamål og målene for CCS. Vi er derfor meget glade for, at udbuddet for CCS nu er offentliggjort, så der er klarhed om rammerne. Nu kan vores medlemmer komme videre med deres forberedelser af helt konkrete projekter, der skal levere store CO2-reduktioner og bidrage til videreudvikling af værdikæden for CCS i Danmark, siger Jannick Hauschildt Buhl, der er områdechef for CCUS og PtX i Dansk Fjernvarme.
Bekymring om vi får nok for pengene
Statsstøtte er for nuværende helt afgørende for, at vi får udviklet CCS-værdikæden i Danmark. Det skal selvfølgelig gøres klogt og udmøntningen skal sikre, at de afsatte støttemidler giver flest mulige CO2-reduktioner for pengene. Derfor opfordrer Dansk Fjernvarme til, at myndighederne får adgang til åbne bøger og dermed indsigt i de enkelte projekters økonomi, sådan som man gjorde ved det første udbud af tilskud til CCS.
- Vi forventer god konkurrence om midlerne fra blandt andre vores medlemmer, der vil fange CO2 fra anlæg, der energiudnytter ikke-genanvendeligt restaffald og bæredygtig biomasse. Men da støttebehovet til CCS er meget forskelligt afhængig af typen af punktkilde, og der er mindre intern konkurrence i andre sektorer, så er vi bekymrede for, om et udbud med helt lukkede bøger kan sikre, at midlerne fordeles effektivt og ikke fører til overkompensation af enkelte bydere.
Infrastrukturen skal på plads
Dansk Fjernvarmes medlemmer, der skal indfri ambitionerne, står helt bag regeringens ambition om, at CO2-fangst skal være et redskab til at nå de danske klimamål. Men Dansk Fjernvarme vurderer, at succes i udbuddet hænger nøje sammen med, at der samtidig sikres sammenhæng med resten af værdikæden, herunder de kommende CO2-lagre.
- En af de ting, vi har haft meget fokus på, er sammenhængen mellem tidsrammen for udbuddet og udviklingen af de onshore CO2-lagre, som forventes at blive etableret i Danmark. Vi håber på, at udbudsbetingelserne og den endelige tidsramme for udbuddet vil understøtte, at også resten af værdikæden, herunder især onshore lagring, bliver en reel mulighed, og at rammebetingelserne gør, at også lageroperatørerne vil forpligte sig til at lagre CO2’en indenfor tidsfristen, slutter Jannick Hauschildt Buhl.
Med offentliggørelse af udbudsbetingelserne for CCS-puljen er vi kommet et skridt tættere på, at CO2-fangst kan levere som forventet til 2030-målet, men det kræver hurtig implementering af de politiske aftaler i konkret lovgivning. Dansk Fjernvarme glæder sig derfor samtidig til at fortsætte dialogen i det pågående arbejde med udarbejdelse af detaljerne for, hvordan rammerne for CCS i forsyningssektoren skal udmøntes.
Fakta om udbuddet:
I alt udbydes ca. 28 mia. kr., der kan tildeles flere aktører over en årrække på 16 år fra 2029, hvor der dog først er krav om idriftsættelse fra 2030. Deltagerne skal sende deres bud i december 2025, hvorefter udbuddet afgøres i april 2026.
Nøgleord
Kontakter
Områdechef, Jannick Hauschildt Buhl, tlf. +45 28693606 el. jhb@danskfjernvarme.dk
Pressechef Rune Birk Nielsen, tlf. +45 2490 4197 el. rbn@danskfjernvarme.dk
Links
Om Dansk Fjernvarme
Dansk Fjernvarme er en af Danmarks største brancheorganisationer og er interesseorganisation for cirka 350 fjernvarmeselskaber, der leverer 99,9 procent af fjernvarmen i Danmark og forsyner omkring 66 procent af alle danske boliger med grøn og effektiv varme. Dansk Fjernvarmes medlemmer er desuden affaldsenergianlæg og kraftvarmeværker, der står for den samlede danske termiske elproduktion.
Følg pressemeddelelser fra Dansk Fjernvarme
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dansk Fjernvarme
Danskernes fjernvarme bliver i højere grad produceret på el21.10.2025 06:15:16 CEST | Pressemeddelelse
Fjernvarmesektoren har rundet et elforbrug på 2 TWh om året, svarende til samme årlige strømforbrug for over en halv million husstande. Det er en vigtig milepæl i elektrificeringen og den grønne omstilling af varmeproduktionen i Danmark.
CCS-aftale er positiv for udvikling af CCS-værdikæden10.10.2025 08:44:04 CEST | Pressemeddelelse
Regeringen har med et bredt flertal i Folketinget indgået en aftale om smidigere myndighedsprocesser for CCS-projekter under land. Aftalen forventes at sætte fart på udviklingen af CCS-værdikæden og kan dermed bidrage til opfyldelsen af Danmarks klimamål, kommenterer Dansk Fjernvarme.
Udspil: Nedlukning af gasnet nødvendig for grøn omstilling af varmeforsyningen10.10.2025 06:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Der er behov for klar besked til de danske gasfyrsejere, hvis den grønne omstilling af varmeforsyningen i den private rumopvarmning skal fortsætte. Dansk Fjernvarme har samlet en række anbefalinger i et politisk udspil, som skal fortsætte tempoet på gasudfasningen fra 2022 ind i fremtiden.
Radikale Venstres udspil hilses velkommen af fjernvarmesektorens brancheorganisation20.9.2025 07:14:35 CEST | Pressemeddelelse
Dansk Fjernvarme hilser Radikale Venstres udspil velkomment i forhold til at løfte den grønne omstilling af varmeforsyningen og øge elektrificeringen i Danmark.
Finanslovsudspil efterlader den grønne omstilling på perronen29.8.2025 11:01:00 CEST | Pressemeddelelse
Regeringens finanslovsforslag vil lykkes med at øge elforbruget. Men hvis vi skal fortsætte den grønne omstilling og den fossile gas skal udfases, er der behov for at fortsætte fjernvarmepuljen og sikre elforsyningen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum