50 mio. kr. skal hjælpe SMV’er med at blive bedre rustede til at dokumentere deres bæredygtighed
Fra 2024 stiller europæisk lovgivning krav om, at store børsnoterede virksomheder skal rapportere om deres arbejde med bæredygtighed – og det kommer indirekte til at påvirke SMV’erne. Efter den europæiske bæredygtighedslovning (CSRD) er trådt i kraft, er ESG blevet det nye buzzword, og både store, mellemstore og små virksomheder vil have behov for at kunne oplyse om og dokumentere deres arbejde med bæredygtighed.

ESG giver allerede nu udfordringer for mange små og mellemstore virksomheder. Men der er også mulighed for at opnå en konkurrencefordel med bedre adgang til store kunder og kapital, hvis man har styr på dokumentation og compliance.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har besluttet at afsætte 50 mio. kr. i en ny pulje i Virksomhedsprogrammet, hvor små- og mellemstore virksomheder kan få tilskud til individuelt tilpasset rådgivning om at indsamle, udarbejde og håndtere og dokumentere bæredygtighedsdata samt forbedre deres forudsætninger for at arbejde med bæredygtighed fremadrettet.
Indsatsen skal bidrage til bestyrelsens strategi om at understøtte bæredygtighed og grøn omstilling i SMV’er, herunder at SMV’er kan dokumentere deres arbejde med bæredygtighed. Puljen kan ansøges hos erhvervshusene primo 2025.
EU’s direktiv om bæredygtighedsrapportering, der gradvist implementeres i dansk lovgivning fra den 1. januar 2024, indebærer, at store virksomheder og børsnoterede små og mellemstore virksomheder (SMV’er) skal afrapportere om deres bæredygtighed inden for miljø og klima (E), sociale (S) og ledelsesmæssige forhold (G). Langt de fleste SMV’er er ikke direkte omfattet af rapporteringskravene, men bliver alligevel påvirket, fordi de store virksomheder, der er omfattet af direktivet, skal indhente ESG-oplysninger fra deres samarbejdspartnere.
Kathrine Forsberg, CEO i Atea og medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, udtaler:
”SMV’er oplever i stigende grad at blive mødt af kundekrav fra store virksomheder, banker og investorer om at levere data og oplysninger om for eksempel udledninger, ressourceforbrug, arbejdsvilkår, påvirkning af det omgivende samfund og beskyttelse af whistleblowere. SMV’er kan have vanskeligt ved at overskue, hvordan bæredygtighedslovgivningen påvirker dem, og hvordan de kan imødekomme de krav, de møder. Det kan som mindre virksomhed være en udfordring at afsætte ressourcer til kompetenceudvikling og rådgivningsydelser relateret hertil, og det skal den nye indsats fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse være med til at afhjælpe.”
Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) er et direktiv fra EU, der stiller krav om virksomheders bæredygtighedsrapportering. Fra 2024 og frem skal alle store børsnoterede virksomheder rapportere om bæredygtighed efter særlige standarder. Reglerne vil omfatte flere virksomheder i de kommende år. Formålet med de nye regler er at sikre, at virksomheder både i Danmark og øvrige medlemslande i EU rapporterer om bæredygtighed på samme måde.
Det skal hjælpe med at øge gennemsigtigheden, så det bl.a. bliver nemmere for investorer og andre interessenter at forstå en virksomheds bæredygtighedstiltag, når de vil investere eller indgå nye samarbejdsaftaler.
Fakta om indsatsen
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har på sit møde 17. september 2024 besluttet at give i alt 50 mio. kr. til erhvervshusene til oprettelsen af en ny pulje i Virksomhedsprogrammet, der skal udvide og styrke værditilbuddene inden for grøn omstilling og bæredygtighed i Virksomhedsprogrammet.
Virkemidlet i ESG-indsatsen er en rådgivningsvoucher (tilskud til indkøb af privat rådgivning for SMV’er). SMV’er får tilskud til rådgivning om at indsamle, udarbejde, håndtere og dokumentere ESG- og bæredygtighedsdata, og indsatsen skal resultere i konkret bæredygtighedsdokumentation samt bedre forudsætninger for SMV’ernes videre arbejde med bæredygtighed.
Dokumentationen kan være virksomhedens miljøaftryk, livscyklusberegninger, strategier, politikker og lignende i det omfang, at de er i overensstemmelse med de europæiske rapporteringsstandarder på bæredygtighed (ESRS) og den kommende frivillige SMV-standard.
En mindre del af midlerne kan anvendes til tilskud til IT-systemer (licenser/systemer), som kan hjælpe SMV’erne med specifik bæredygtighedsdokumentation.
Følg pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen
Nye investeringer i pyrolyseprojekter skal udvikle og skalere nye grønne produkter og løsninger3.4.2025 09:23:08 CEST | Pressemeddelelse
Investeringer i grøn teknologi kan føre til innovation og vækst, skabe nye jobmuligheder, og reducere afhængigheden af importerede fossile brændstoffer. Men der er også betydelige omkostninger forbundet med at skifte fra fossile brændstoffer til vedvarende energikilder, modernisere infrastruktur og implementere nye teknologier, og flere grønne teknologier er fortsat på et stadie, hvor der er teknologisk usikkerhed. Nye pyrolyseprojekter understøtter derfor teknologiudvikling, modning, test og demonstration samt opskalering igennem hele værdikæden.
Øgede investeringer i udvikling, test og forskning skal styrke virksomhedernes konkurrenceevne på CCUS-området3.4.2025 09:21:37 CEST | Pressemeddelelse
Danske virksomheder har gode muligheder for at indtage en styrkeposition i et voksende marked for CCUS-teknologier ved at udvikle og levere økonomisk bæredygtige og skalerbare CCUS-løsninger. Investeringer i grøn teknologi og kompetenceudvikling hos fire ambitiøse CCUS-projekter skal bidrage til både kommerciel og bæredygtig vækst.
Ny indsats skal få flere SMV’er ind i grønne leverandørkæder31.1.2025 12:36:18 CET | Pressemeddelelse
Nu får små og mellemstore virksomheder i Syd- og Nordjylland mulighed for at styrke deres forudsætninger for at levere til store virksomheder, der arbejder med teknologier som CO2-fangst, -lagring og -anvendelse, power-to-X, pyrolyse og cirkulær økonomi. Virksomhederne kan få støtte på mellem en og fem mio. kr. til blandt andet investeringer, køb af rådgivning og indsigt i nye markeder, som kan styrke deres position i værdikæden.
100 mio. kr. til udvikling af Power-to-X i Syd- og Nordjylland9.12.2024 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Indstillingsudvalget for Fonden for Retfærdig Omstilling har bevilget 100 mio. kr. til fire projekter i Syd- og Nordjylland. Gennem teknologisk udvikling, investeringer og kompetenceudvikling skal projekterne styrke værdikæderne og øge konkurrencedygtigheden på Power-to-X-området.
”Kunderne og jeg er drevet af en fælles passion for godt håndværk”16.10.2024 08:57:12 CEST | Pressemeddelelse
Perioden, hvor det meste af verden lå underdrejet af Coronapandemien, har fået skyld for meget. For Jennie Dai gav den tilhørende nedlukning imidlertid mulighed for at stoppe op og tage arbejdslivet op til revision. Skulle hun fortsætte karrieren som jurist i et af landets største pengeinstitutter, eller skulle hun måske prøve noget helt andet?
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum