Københavns Universitet - Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Vikingerne var del af globalt handelsnetværk med elfenben fra Grønland

Del

Ny forskning fra Københavns Universitet viser, at vikingerne rejste over 6000 kilometer til Arktis for at jage hvalrosser. DNA-analyser afslører, at hvalroselfenben fra Grønland nåede Europa og sandsynligvis Mellemøsten gennem omfattende handelsnetværk.

Vikingebåd
Vikingerne rejste meget, meget langt, når de skulle forsyne Europas elite med elfenben. Steiner Engeland/Unsplash.com CC

I middelalderens Europa og Mellemøsten blev sjældne og værdifulde varer handlet mellem købmænd fra fjerne egne. Blandt de mest eftertragtede varer var elfenben, som fandt vej dertil fra steder, som de færreste kunne forestille sig.

Med korstogene blev der nemlig sat en midlertidig stopper for elfenben fra elefanter, og i stedet blev elfenben fra hvalrosser populært. Men når hvalrossen kun findes i iskolde klimaer, måtte de være rejst langvejs fra.

Ny forskning fra Københavns Universitet afslører nu, vikingerne var første led i denne lange handelskæde, der supplerede ikke bare Europa og Mellemøsten men givetvis også Østasien med hvalroselfenben.

”Vores studie viser at vikingerne regelmæssigt besøgte det barske Nordvandet i Nordvestgrønland, som er et område, der ligger omkring 6000 kilometer væk fra deres hjemlige egne. Den lange rejse tog de sandsynligvis ikke kun for eventyrets skyld, men også for at sikre sig den værdifulde ressource, som de bragte med hjem til Nordeuropa og videre ud i verden,” fortæller lektor på Globe Institute ved Københavns Universitet Morten Tange Olsen, der er delt sidsteforfatter på studiet.

Arbejdet har de lavet ved hjælp af DNA-analyser, og de peger nu på, at vikingernes søgen efter hvalrosser var langt mere omfattende, end man hidtil har troet.

Studiet er blevet til i samarbejde med ph.d.-studerende og kolleger fra Lund Universitet og Groningen Universitet, samt internationale partnere fra Grønland, Island og Canada.

Her ses vilde hvalrosser på Svalbard (foto: Morten Tange Olsen)

Handel og udveksling af jagtteknikker

For at dokumentere vikingernes lange rejse undersøgte de fragmenter fra primært hvalroskranier fra udgravninger af vikingebyer i Europa samt udgravningen af bopladser i Grønland og Canada.

”DNA-sekvenserne fra fragmenterne giver os et genetisk kort med oprindelsesområder for forskellige Arktiske hvalrosbestande i vikingernes samtid. På den måde har vi kunne kortlægge, hvor i Arktis hvalrosserne er blevet fanget og senere bragt med hjem til forarbejdning,” fortæller Morten Tange Olsen.

Studiet afslører også, at vikingerne sandsynligvis havde tættere kontakt med de oprindelige arktiske folk, end man tidligere har antaget, herunder Thule-kulturen og den sene Dorset-kultur.

"Vores forskning viser, at vikingerne var bemærkelsesværdigt berejste og havde et veletableret netværk, der rakte langt ud over de områder, vi tidligere har kendt til, og som i tid og sted overlapper med tidligere kulture i Grønland og Canada" siger Morten Tange Olsen, der selv er havpattedyrbiolog og genetiker. Netop det tværfaglige samarbejde med arkæologer, biologer og genetikere var vigtigt for studiets succes, fortæller han.

Den nye forskning understreger endnu engang vikingernes bemærkelsesværdige evne til at navigere og overleve i ekstremt nordlige egne, og samtidig viser den, hvordan vikingernes aktiviteter bidrog til at skabe et globalt handelsnetværk, som strakte sig langt ud over Europas grænser.

"Vi har nu for første gang et klart genetisk kort over hvalrosbestandene i Arktis, som giver os indsigt i, hvor nordboerne drog hen for at sikre det værdifulde elfenben."

Med studiet håber Morten Tange Olsen og hans kollegaer, at vi får alvor for øjnene op for vikingernes komplekse og vidtstrakte handelsnetværk og deres interaktioner med andre kulturer.

Læs hele studiet ’Greenland Norse walrus exploitation deep into the Arctic’ i Science Advances her.

Nøgleord

Kontakter

Links

Om Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet leverer international anerkendt sundhedsvidenskabelig forskning, uddannelse og innovation.

Vores vision er at flytte grænserne for erkendelse og skabe ny sundhedsvidenskabelig viden og indsigt til gavn for den fortsatte videnskabelige udvikling, for samfundet og for det enkelte individ.

Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet - Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet - Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye