Nu ved vi, hvorfor personer med Downs syndrom har øget risiko for leukæmi
Personer med Downs syndrom har øget risiko for at udvikle leukæmi. Nu har forskere analyseret forandringer i blodcellerne hos personer med Downs syndrom for at finde ud af, hvad årsagen til den øgede risiko er.
1 ud af 700 nyfødte har Downs syndrom. Det betyder, at barnet er født med et ekstra kromosom 21 og dermed har i alt 47 kromosomer i stedet for de normale 46. Det kommer typisk til udtryk i karakteristiske ansigtstræk og indlæringsvanskeligheder.
Men de fleste nyfødte med Downs syndrom har også flere røde blodlegemer end andre nyfødte, og når de bliver større, har de 150 gange så stor risiko for at udvikle leukæmi sammenlignet med børn uden Downs syndrom. Nu har forskere fra Københavns Universitet og Stanford University fundet ud af, hvorfor det hænger sådan sammen.
”Vores studie viser, at det ekstra kromosom 21 ændrer den måde, hvorpå DNA er struktureret inde i cellerne. Det medvirker til, at nogle gener er dysregulerede, og det kan føre til leukæmi,” forklarer Rebecca Möller, der er postdoc på Biotech Research & Innovation Centre ved Københavns Universitet og er en af forskerne bag det nye studie.
For at forstå præcis, hvordan det ekstra kromosom 21 påvirker kroppen, har forskerne undersøgt de aktive gener i mere end 1,1 millioner celler fra fostre med og uden Downs syndrom.
”Dysreguleringen afhænger interessant nok af celletype og -miljø. I blodstamceller fra personer med Downs syndrom kan vi for eksempel se, at de gener, der er med til at producere røde blodlegemer, er dysregulerede, hvilket forklarer symptomerne,” siger professor Ana Cvejic, som er forskningsleder på Københavns Universitet.
For mange cellulære “kraftcentre”
Forskerne har også identificeret en anden væsentlig forskel i blodstamcellerne hos personer med Downs syndrom: nemlig et øget antal mitokondrier. Mitokondrier er cellens ”kraftcenter”, der producerer energi.
Det er vigtigt at kunne producere energi, men for mange mitokondrier kan ødelægge cellen og dens DNA ved at producere skadelige molekyler.
”De skadelige molekyler, også kaldet reaktive oxygenforbindelser, angriber DNA’et og laver mutationer, der kan føre først til præleukæmi og senere leukæmi,” forklarer dr. Andrew Marderstein fra Stanford University, som er førsteforfatter til studiet.
Resultaterne af det nye studie understreger vigtigheden af at forstå det komplicerede forhold mellem gener og miljø i blodcellerne hos personer med Downs syndrom.
”Studiet er det største nogensinde på området, og det viser, at cellernes miljø og genetiske struktur er væsentlige faktorer, hvis vi skal forstå udviklingen i blodcellerne, samt hvad der fører til leukæmi. Viden om de her mekanismer er væsentlig for fremtidig forskning i stamceller og kræft,” siger Ana Cvejic og understreger, at resultaterne af det nye studie er et vigtigt skridt på vejen til bedre at kunne forstå, hvorfor personer med Downs syndrom bliver syge.
Studiet 'Single-cell multi-omics map of human fetal blood in Down syndrome' er udgivet i Nature.
Nøgleord
Kontakter
Sascha Kael RasmussenPressemedarbejder
Tlf:93565168sascha.kael.rasmussen@sund.ku.dkAna CvejicProfessor
ana.cvejic@bric.ku.dkOm Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet leverer international anerkendt sundhedsvidenskabelig forskning, uddannelse og innovation.
Vores vision er at flytte grænserne for erkendelse og skabe ny sundhedsvidenskabelig viden og indsigt til gavn for den fortsatte videnskabelige udvikling, for samfundet og for det enkelte individ.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet - Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet - Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Nyopdaget mekanisme i cellens energifabrik åbner for ny behandling af muskelsygdomme6.12.2024 10:33:10 CET | Pressemeddelelse
Forskere har opdaget en mekanisme i vores celler, der er afgørende for produktionen af energi i musklerne. Fundet kan lede til ny behandling af sygdomme, der påvirker vores muskler, som diabetes, kræft og hjertekarsygdomme.
Fodbold med vennerne kan være nok til at give dig en sundere alderdom4.12.2024 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Moderat fysisk aktivitet kan have en beskyttende effekt på nervecellerne, og det kan bidrage til sund aldring. Og du behøver ikke dyrke konkurrencesport for at være med, viser forskning fra Københavns Universitet og Bispebjerg Hospital.
Dansk studie viser lovende resultater for KOL-patienter27.11.2024 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Forskere fra Københavns Universitet har i samarbejde med Bispebjerg Hospital fundet, at et B3-lignende vitamin kan mindske betændelse i lungerne hos KOL-patienter. Håbet er, at det kan føre til nye behandlingsmuligheder.
Banebrydende forskning kan føre til ny generation af vægttabsmedicin14.11.2024 05:30:00 CET | Pressemeddelelse
Forskere fra Københavns Universitet har opdaget et nyt mål for medicinsk behandling af overvægt, som ikke medfører kvalme eller tab af muskelmasse. Opdagelsen kan potentielt føre til udvikling af nye lægemidler til gavn for de millioner af mennesker, der lever med overvægt og type 2-diabetes.
Forskere udvikler nanofiberplaster til behandling af psoriasis12.11.2024 13:43:42 CET | Pressemeddelelse
Forskere på Københavns Universitet har udviklet en prototype på et plaster, der kan gøre behandlingen af psoriasis meget nemmere og mere effektiv. Teknologien bag har også potentiale til at kunne behandle andre inflammatoriske hudsygdomme.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum