Samarbejde med Mødrehjælpen: Sårbare gravide og familier med nyfødte børn får ekstra støtte
Politikerne i Region Hovedstaden giver penge til at afprøve et samarbejde med Mødrehjælpen, der skal supplere den hjælp, som regionen allerede tilbyder de sårbare gravide
Fra 1. december vil Mødrehjælpen i samarbejde med Region Hovedstaden være klar til at give en ekstra hjælpende hånd til gravide og forældre, som kan være udfordret af sociale eller økonomiske problemer. Eller de kæmper måske med fysiske eller psykiske sygdomme.
”Jeg er meget optaget af, at vi inddrager civilsamfundet, hvor det giver mening, og vi kan give fx sårbare borgere en ekstra støtte. Med et samarbejde med Mødrehjælpen kan vi give støtte til gravide og familier med nyfødte børn, som kan stå i en ekstra sårbar situation i forbindelse med en graviditet og den første tid efter fødslen. Derfor har partierne bag budgetforliget 2024 besluttet at afsætte i alt 5,4 mio. kr. til et pilotprojekt med Mødrehjælpen,” siger Lars Gaardhøj (S).
Formand for Sundhedsudvalget Christoffer Buster Reinhardt (C) understreger, at det er en naturlig forlængelse af regionens fødeplan.
”Jeg mener, at det er vigtigt, at hospitalerne er åbne overfor omverdenen. Det lægger vi også vægt på i vores nye fødeplan. Her er samarbejde med civilsamfundet som Mødrehjælpen repræsenterer netop skrevet ind, fordi vi ved, at frivillige og civilsamfundsorganisationer kan noget særligt, når det gælder indsatser for mennesker i en sårbar situation. Vi har kigget på de gode erfaringer, der er gjort i Region Syddanmark, hvor Mødrehjælpens rådgivning og specialiseret støtte er et godt supplement til den hjælp, regionen allerede tilbyder de sårbare gravide, og projektet kan bidrage til en mere helhedsorienteret hjælp og omsorg til familierne,” siger Christoffer Buster Reinhardt, som håber, at forsøget får samme gode resultater i Region Hovedstaden.
Supplerer jordemødrenes arbejde
Region Hovedstaden er i dialog med Mødrehjælpen om form og skalering af projektet. I første omgang er der afsat penge frem til udgangen af 2026.
”Sammen kan vi nu hjælpe flere sårbare børnefamilier i hovedstadsområdet til en tryg start og samtidig forebygge social ulighed i sundhed. Det glæder mig meget. Vores erfaringer i Region Syddanmark viser, at det skaber stor værdi for sårbare gravide, når vi samarbejder på tværs, fordi vi kan supplere jordemødrenes gode arbejde med støtte og rådgivning om alt fra økonomi, uddannelse og job til konflikter og usikkerhed i forældrerollen,” siger direktør i Mødrehjælpen, Ninna Thomsen.
Desuden tilbyder Mødrehjælpens socialrådgivere også konkret sparring til jordemødrene og det øvrige sundhedsfaglige personale, så de kan få konkret råd og vejledning til en specifik konsultation og viden om relevante kommunale og frivillige tilbud.
Fakta om Mødrehjælpen
- Mødrehjælpen er en privat, socialhumanitær organisation, der rådgiver og støtter gravide og børnefamilier i sårbare situationer. Siden 2022 har Mødrehjælpen og Region Syddanmark haft et lignende partnerskab. Flere hundrede børnefamilier har siden fået hjælp og støtte som følge af partnerskabet.
- Aftalen indebærer, at der afsættes 2,5 mio. kr. årligt til samarbejde med Mødrehjælpen omkring støtte til gravide, partnere eller nybagte forældre med behov for særlig indsats. Bevillingen afsættes fra 1. december 2024 til og med udgangen af 2026 (i alt 5,4 mio. kr.).
Kontakt:
- Region Hovedstadens presse på presse@regionh.dk eller 7020 9588
- Direktør for Mødrehjælpen Ninna Thomsen på Mødrehjælpens pressetelefon på 6196 6571
Kontakter
Region Hovedstadens presseRegion Hovedstaden
Tlf:70209588presse@regionh.dkFølg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Stor donation fra A.P. Møller Fonden sikrer patienterne skånsomme skanninger i fremtiden12.12.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
En skanning med minimal stråledosis og maksimal billedkvalitet. Fremtidens skanner er opfundet af danske forskere og er på vej til Rigshospitalet efter en milliondonation fra A.P. Møller Fonden.
Eva Zeuthen Bentsen tiltræder som direktør på Nordsjællands Hospital9.12.2024 12:00:00 CET | Pressemeddelelse
Den 1. april sætter Eva Zeuthen Bentsen sig i direktørstolen på Nordsjællands Hospital. Senest har han hun haft en tilsvarende stilling i Region Hovedstadens Psykiatri.
Bente Ourø Rørth stopper på Nordsjællands Hospital5.12.2024 12:00:00 CET | Pressemeddelelse
Efter 11 år som hospitalsdirektør går 69-årige Bente Ourø Rørth til foråret på pension og overleverer et veldrevet hospital, der ofte har gjort tingene på nye måder
Patienter med psykisk sygdom skal sikres helstøbte og sammenhængende forløb4.12.2024 11:00:00 CET | Pressemeddelelse
Forretningsudvalget i Region Hovedstaden godkendte i går en overordnet plan for den kommende sammenlægning af somatik og psykiatri. Politisk er der stort fokus på, at arbejdet med at udvikle psykiatrien, sikkerhed og nedbringelse af ventetider ikke bliver tabt
Region Hovedstaden fjerner loft for behandling af patienter hos praktiserende speciallæger4.12.2024 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Politikerne har besluttet, at der i resten af året ikke skal være grænser for, hvor mange patienter, de praktiserende speciallæger kan behandle
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum