Tre sorte mod en grøn – hvorfor protesterede Danmarks Naturfredningsforening ikke?

Skal Danmarks landbrug fortsat være svinedyrt fabrikslandbrug baseret på teknologiske fiksfakserier? Eller foretrækker vi et billigere og enklere jordbrug på naturens præmisser, som respekterer dyrenes og de planetære grænser?

Spørgsmålene forekommer retoriske og svaret indlysende.

Imidlertid var det førstnævnte mulighed, man besluttede sig for i den såkaldte ”Grøn Trepart” (diverse ministre, L&F, DN, DNN, Dansk Metal, DI og KL), som havde til opgave at finde effektive veje til reduktion af landbrugets drivhusgasudledning.

Hvorfor var der kun en aktør i form af DN repræsenterende ”det grønne”, når der var hele tre parter, som repræsenterede industrien? Eksempelvis ville det have været oplagt, at også Regenerativt Jordbrug havde deltaget, idet regenerativ dyrkning anses for værende fremtidens landbrug, ligesom Dansk Vegetarisk Forening ville have været oplagt repræsenterende fremtidens fødevarer. Ligeledes ville det have været helt naturligt med Klimabevægelsens eller Klimarådets deltagelse.

”Det synes som om, man i Treparten er blevet enige om, at bygge en afsindig dyr bro for at kunne gå over åen og hente vand. Dyr, ikke blot økonomisk, men mindst ligeså vigtigt: tidsmæssigt!”

Det fremgår tydeligt af trepartsaftalen, at der ikke er skelet til det rationelle, helhedsorienterede og gennemarbejdede bud på en vej til en bæredygtig landbrugsproduktion, ”Fra foder til føde II”, som mange af ovennævnte organisationer sammen med DN fremlagde i efteråret 2023.

Deltagerne i ”Den grønne trepart” kom derimod frem til, at det, der bedst løser landbrugets klimaproblem, er bibeholdelse af det, som har skabt problemet: vores verdensrekordstore, intensive, animalske produktion. De ca. 200 mio. dyr, som landbruget fabrikerer årligt, står for omkring 85 % af landbrugets CO_2—udledning.

Derudover sætter man sin lid til tvivlsom teknologi som 1. gyllebaseret biogas, 2. pyrolyse og 3. Bovaer:

1. Så sent som i 2021 vurderede World Resources Institute i en rapport, at gylle- og afgrødebaseret biogas er en meget dyr og ineffektiv vej til dansk landbrugs drivhusgasreduktion.
2. Den statsstøtteafhængige, meget energikrævende pyrolyseteknik, som har forureningsudfordringer, er stadig på forsøgsstadiet. Biokul, som er et produkt af pyrolyse, kan øge jordens frugtbarhed og lagre kulstof i jorden, hvilket bidrager til CO₂-reduktion. Præcist det samme kan naturen uden fordyrende omveje: jord, der dyrkes regenerativt, er i stand til at opbygge humus og rodnet, dvs. næringsrig jord, som holder på kulstof og vand. Der skal iflg. Den grønne trepart tilflyde pyrolyseteknologi 10 mia. skattekroner. (Dette står i grel kontrast til de blot 45 mio. kr., Treparten har afsat til fremme af plantebaserede fødevarer.)
3. Endelig indgår Bovaer – et kobøvse-reducerende, kemisk fodertilsætningsstof – i Trepartens vision for fremtidens landbrug. Et stof, hvis langtidseffekt er ukendt, både hvad angår dyr og mennesker. Man har erfaret, at det nedsætter koens foderindtag, men hvorvidt dette skyldes ubehag eller smerter hos koen er også uafklaret. Bovaer, som koster 1.100 kr./ko/år, kan iflg. Landbrugsinfo reducere mælkens klimaaftryk med 15 %.  Undlader man manipulation med koens fysiologi og lader den leve et naturligt liv ved græsning, vil udledningen kunne mindskes med 30 %! Endvidere reduceres metan- og lattergasemissionen fra græssende køers gødning med hhv. 90 % og 33 %! (Kilde: https://www.dn.dk/media/106715/foder-til-foede-ii-rapport-web.pdf, side 15 og 16)

FN-rapporten ”Livestock’s Long Shadow” fra 2006, påviser landbrugsdyrs særdeles negative indvirkning på klima og miljø. Siden 2006 har et hav af forskere fra bl.a. universiteterne Harvard og Oxford påpeget nødvendigheden af et decimeret animalsk forbrug. Den gennemsnitlige vesterlænding skal reducere sit kødindtag med 90 %, mælk med 60 % og æg med 50 %.

Det forekommer mig, at man i ”Den grønne trepart” forholder sig irrationelt til videnskab: de utallige forskere, som gennem årtier har råbt højere og højere om nødvendigheden af en simpel og på alle parametre hensigtsmæssig reduktion af den animalske produktion, vender man det døve øre til. Usikker og ineffektiv, hundedyr teknologi er man omvendt særdeles lydhør overfor.

Dansk landbrug i sin nuværende form står for blot 1,7 % af eksporten, beskæftiger kun 2 % af de fuldtidsansatte og bidrager med mindre end 2 % af samfundets samlede værditilvækst, nemlig med 25,7 mia. kroner. Udgifterne ved landbruget i form af bl.a. forurening af jord, luft og vand udgør mellem 18,7 og 26,5 mia. kroner. Indtægterne ved dagens danske landbrug går altså stort set lige op med samfundets udgifter.

”Penge har vi nok af!” proklamerede statsminister Mette Frederiksen tidligere på året. OK, men betyder magt såvel politisk som pekuniær ikke ansvar? Ansvar i forhold til at bruge de betroede midler – skatteborgernes penge – på en måde, så de gør mest gavn? Jeg er ikke sikker på, at folk i sundhedsvæsenet, herunder psykiatrien, i ældreplejen, på folkeskolerne m.v. deler Mette Frederiksens oplevelse af penge til overflod.

Det synes som om, man i Treparten er blevet enige om at bygge en afsindig dyr bro for at kunne gå over åen og hente vand. Dyr, ikke blot økonomisk, men mindst ligeså vigtigt: tidsmæssigt!

Forskere fortæller os også igen og igen, hvor tæt vi er på ”the point of no return” i klimasammenhæng – senest har Verdensbanken primo juli udtalt, at kødforbruget skal mindskes, NU!

Hvis Danmark ganske simpelt nedskalerede husdyrbestanden betragteligt, ville man opleve en øjeblikkelig og reel klimagevinst, som ikke blot figurerer på et regneark. Som verdens forholdsmæssigt største kødproducent er det etisk påkrævet, at Danmark følger trop og lig andre lande decimerer sin kødproduktion.