Skovskolen Djursland gør klar til at åbne Naturvejlederuddannelsen
20.9.2024 09:55:03 CEST | Københavns Universitet | Pressemeddelelse
Som det nyeste skud på stammen åbner Naturvejlederuddannelsen på Skovskolen Djursland efter nytår. Det er et led i udviklingen af skolen, som i forvejen uddanner skov- og landskabsingeniører, skov- og naturteknikere og vildtforvaltere. Naturvejlederstuderende Janne Terp glæder sig til at kunne fortsætte uddannelsen tættere på hjem og job i Jylland.

Ansøgningerne tikker ind, og undervisningsplanen er næsten på plads. I februar 2025 byder Naturvejlederuddannelsen velkommen til det første hold studerende på Skovskolen Djursland.
I sin nuværende form har uddannelsen eksisteret på Skovskolen Nødebo i to år. Allerede efter det første år viste det sig, at kun 6 % af de studerende boede i Jylland. Det blev startskuddet til planerne om at oprette uddannelsen i Jylland med søsterskolen på Djursland som base.
”Vi er kommet godt fra start på Sjælland, og nu tager vi de gode erfaringer med os til Jylland,” siger studieleder Johanne Christiani fra Skovskolen, Københavns Universitet.
God plads til nørderi i naturen
Skovskolens Naturvejlederuddannelse er en akkrediteret uddannelse på akademiniveau. Det vil sige, at den henvender sig til voksne med relevant erhvervserfaring og kan tages på fuld tid eller på deltid ved siden af jobbet.
”Vores studerende er ofte meget nysgerrige på det naturfaglige og på nørderi i naturen, og der skal være tid og plads til fordybelse og læring. Det sikrer vi med denne opbygning af uddannelsen og med muligheden for at kombinere flere fagligheder,” siger Johanne Christiani.
Stedbaseret undervisning
Det allerførste modul på uddannelsen hedder slet og ret Naturvejlederen. Her arbejder de studerende med formidling, der er tilpasset en bestemt målgruppe, og som kan skabe viden om, forundring over og forståelse for samspillet mellem menneske og natur.
En del af undervisningen kommer til at foregå på Skovskolen Djursland og i områdets dejlige natur, men der bliver også mange ekspeditioner ud af huset, siger Johanne Christiani:
”Vi skal besøge mange forskellige lokaliteter - strand, det åbne land og by. Vi lægger vægt på at gøre undervisningen stedbaseret, og vi taler ikke om noget, vi ikke kan vise eller røre ved. Derfor skal vi ud på tur.”
Undervisere med stærk faglighed
Skovskolen Djursland uddanner bl.a. skov- og landskabsingeniører, skov- og naturteknikere og vildtforvaltere, og er ligesom Skovskolen Nødebo en del af Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning (IGN) på Københavns Universitet.
”Mange af skolens undervisere har en baggrund i forskning og formidling, og det kan vi drage nytte af på Naturvejlederuddannelsen. Derudover har vi et stærkt og bredt netværk af eksterne naturvejledere, som vil bidrage,” siger Johanne Christiani.
Slut med at køre kl. 3 om natten
47-årige Janne Terp, der bor i Nordjylland og studerer på Skovskolens Naturvejlederuddannelse, glæder sig til kortere transport og flere uddannelsesmuligheder tættere på:
”Jeg har været ovenud tilfreds med Skovskolen Nødebo, men ser frem til, at jeg i fremtiden ikke behøver at starte bilen kl. 3 om natten for at nå frem til undervisning kl. 8.30. Jeg er allerede tilmeldt flere moduler på Skovskolen Djursland og tager også et modul på friluftsvejlederuddannelsen VIA i Viborg og et på UCN i Aalborg. Jeg satser på at færdiggøre min uddannelse i 2025, men tænker, at jeg vil være tilknyttet Skovskolen i mange år frem med henblik på at videreudvikle mig,” siger Janne Terp.
Informationsaften 2. oktober
Naturvejlederuddannelsen holder informationsaften med fysisk fremmøde på Skovskolen Djursland onsdag den 2. oktober kl. 17-20.
Her kan man møde undervisere og studerende, høre om uddannelsens faglige indhold og værdier og få et indtryk af Skovskolen som studiested.
Tilmelding er nødvendig: https://skovskolen.ku.dk/kalender/
Nøgleord
Kontakter
Johanne Lybecker Christiani
Studieleder på Skovskolens Naturvejlederuddannelse
Mail: jlc@ign.ku.dk
Mobil: +45 24 81 80 48
Billeder




Links
Skovskolens Naturvejlederuddannelse
Naturvejleder er en akademiuddannelse, man typisk tager på deltid ved siden af arbejdet. De studerende spænder vidt i alder og har meget forskellige baggrunde - fx pædagoger, lærere, sygeplejersker, håndværkere eller biologer - og mange tager uddannelsen for at koble den til deres fag/job. Uddannelsen er akkrediteret til 60 ECTS-points. Det er muligt at kombinere med fag på Skovskolens Friluftsvejlederuddannelse i Nødebo.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Støtte fra A.P. Møller Fonden sætter gang i nyt formidlingsprojekt om Søren Kierkegaard17.9.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Københavns Universitet har modtaget en bevilling på 6,1 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal til at udvikle en ny formidlingsindsats om Søren Kierkegaard. Indsatsen skabes i et partnerskab mellem Københavns Universitet, Det Kgl. Bibliotek og Københavns Museum og skal gøre Kierkegaards liv, tanker og forfatterskab tilgængeligt for et bredt publikum.
Forskere finder genetiske spor, der kan afsløre aggressiv prostatakræft10.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et internationalt forskerhold har kortlagt de biologiske mekanismer bag prostatakræft og identificeret otte forskellige genetiske ’fingeraftryk’, som kan forklare, hvorfor nogle mænd bliver alvorligt syge, mens andre ikke gør. Resultaterne kan på sigt gøre behandling af prostatakræft langt mere præcis.
Nyt studie: Psykiatere er kun enige om diagnosen i 55 procent af tilfældene9.9.2026 09:35:26 CEST | Pressemeddelelse
Når psykiatere skal vurdere den samme patient, er de kun enige om diagnosen i cirka halvdelen af tilfældene, viser nyt studie fra Københavns Universitet. Det kan føre til forkert behandling af patienter og fejl i forskningen i psykiske lidelser, påpeger forskerne bag studiet.
Grøn trepart: Disse ting står øverst på danskernes ønskeliste31.8.2026 13:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Mere plads til vild natur, sundere indre farvande, bedre dyrevelfærd og klimagevinster er de goder, danskerne i særlig grad forbinder med den grønne trepart. Det viser en ny befolkningsundersøgelse fra Green Mandate. Samtidig peger undersøgelsen på et betydeligt potentiale for øget borgerinddragelse i implementeringen af aftalen.
Uskyldige bilejere straffes for vanvidskørsel – problematisk, siger jura-forskere31.8.2026 10:33:57 CEST | Pressemeddelelse
Når politiet beslaglægger vanvidsbilisters køretøjer, kan det være en krænkelse af den private ejendomsret. I nogle sager tilhører bilen nemlig ikke lovovertræderen, men en uskyldig tredjepart.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum