Gigtforeningen

Gigtforeningen: Kronikerpakker vil sikre behandling til flere gigtpatienter

Del

800.000 danskere lever med en gigtsygdom. For dem er det afgørende, at man får den rette behandling i rette tid. Det kan kronikerpakkerne forhåbentligt hjælpe med hurtigt, lyder det fra Gigtforeningen.

Direktør i Gigtforeningen Mette Bryde Lind
Direktør i Gigtforeningen Mette Bryde Lind Morten Fauerby Gigtforeningen

Det er rigtig gode nyheder, at regeringen indfører kronikerpakker til blandt andet gigtpatienter. Det mener direktør i Gigtforeningen Mette Bryde Lind:

"For de snart 800.000 danskere, der lever med en gigtsygdom, er det afgørende, at man får den rette behandling i rette tid. Det kan kronikerpakkerne forhåbentligt hjælpe med hurtigt. For i dag er det postnummeret, der afgør, hvilken, eller om, man overhovedet får behandling og det er på ingen måde rimeligt," siger hun.  

Mange patienter har været tvunget til selv at betale for deres behandling. Og det skaber ulighed, slår Mette Bryde Lind fast.

"Høj brugerbetaling og manglende kommunale tilbud betyder, at alt for mange med gigt og smerter ikke får den behandling, som de har brug for. Læg dertil at kronisk syge patienter ofte står alene med at skulle koordinere deres behandling, fordi de fagpersoner, der burde samarbejde, ikke taler sammen. Det er uacceptabelt og forringer behandlingen," siger hun. 

Store produktionstab

Ifølge Sundhedsstyrelsens rapport ”Sygdomsbyrden i Danmark” er gigtsygdomme, sammen med psykisk sygdom, de mest belastende sygdomme, når det gælder ekstra besøg hos praktiserende læger og planlagte indlæggelser på hospitalerne.

Gigt er også en af de største årsager til førtidspension og sygefravær. Rapporten viser eksempelvis, at blandt mennesker med lænderygsmerter kan der årligt ses 2,9 mio. ekstra sygedage og et produktionstab på mere end 21 milliarder kroner, sammenlignet med personer uden lænderygsmerter. Derfor er det afgørende, at gigt kommer på den sundhedspolitiske dagsorden, mener Mette Bryde Lind:  

"Vi har gentagne gange efterlyst en reform, der sætter patienten i centrum. Vi har foreslået grundpakkeforløb til alle de danskere med gigt og smerte i knæ, hofte og ryg, så de kunne få et behandlingstilbud med træning og uddannelse uanset pengepung og postnummer. Og vi har foreslået en årlig helhedssamtale for kronisk syge patienter, så de får mulighed for at tale med en sundheds-professionel, der kan skabe overblik og sikre sammenhæng i deres behandling," siger hun.

Kontakter

Om Gigtforeningen

Gigtforeningen er en dansk patientforening med mere end 80.000 medlemmer og støtter. Patientforeningen blev grundlagt i 1936 og har som vision at sikre et bedre liv for de mere end 700.000 mennesker med sygdomme og smerter i led, ryg og muskler.

Følg pressemeddelelser fra Gigtforeningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Gigtforeningen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye