Region Sjælland

Politikere vil prioritere kortere ventetid til behandling

Del

Den gennemsnitlige ventetid til sygehusbehandling for patienterne i Region Sjælland er kortere end landsgennemsnittet – og faktisk så kort, at måltallet aftalt i regeringens akutplan er opfyldt et halvt år før tid. Men ambitionerne hos de folkevalgte i regionen stopper ikke her. Med 30 millioner kroner yderligere i 2024 kan flere patienter se frem til at blive behandlet endnu hurtigere.

Lider du af grå stær, slidgigt i knæ eller hofte, søvnforstyrrelser eller smerter, så er du måske i den gruppe af patienter, som Region Sjælland vil hjælpe hurtigere i den kommende tid. Det er ambitionen bag den ekstra pose penge på 30 millioner kroner, som et enigt Forretningsudvalg i dag har anbefalet at sætte af til indsatsen.

-Vi behandler vores patienter hurtigt, når vi sammenligner os med resten af landet. Men der er også områder, hvor der er brug for et særligt fokus. Derfor vil vi nu skrue op for aktiviteten på vores sygehuse, i Garantiklinikken og hos de praktiserende speciallæger for at hjælpe de grupper af patienter, siger Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland.

Udover at sikre økonomi til at skrue op for antallet af patientforløb inden for de enkelte sygdomsområder, er ambitionen også at prioritere penge til, at sygehusene kan opbygge en større kapacitet. På den måde kan sygehusene behandle endnu flere patienter selv uden at bruge vikarer og andre dyre løsninger.

2 dage bedre end landsgennemsnittet

Den gennemsnitlige ventetid til behandling i Region Sjælland er faldet den seneste tid til 38 dage, hvilket er 2 dage færre end landsgennemsnittet. Og ser man isoleret på regionens sygehuse er tallet helt nede på 36 dage, som også er bedre end ventetiden på privathospitalerne.

Det betyder, at Region Sjælland allerede halvvejs inde i 2024 har nået målsætningen om at få nedbragt ventetiderne til sygehusbehandling inden udgangen af 2024, så de er tilbage på niveauet fra før coronapandemien. Der er dog stadig patienter, der venter længe, og derfor er det målet, at ventetiden skal længere ned.

-Vi er selvfølgelig meget tilfredse med at nå måltallet aftalt med regeringen et halvt år før tid. Vi ser nogle muligheder for at forbedre ventetiden yderligere og ser samtidig et behov for at styrke hjælpen til patientgrupperne med længst ventetid. Som patient skal du ikke vente unødigt længe på behandling, og derfor har vi både fokus på at mindske ventetiden på kort sigt, og på at understøtte omstillingen til et mere bæredygtigt sundhedsvæsen for vores patienter og medarbejdere, siger Heino Knudsen.

Region Sjælland vurderer, at de med de 30 millioner kroner kan finansiere, at 1050-1600 flere patienter kan blive opereret for grå stær og 350-550 flere patienter, der har kroniske smertetilstande, kan begynde i smerteforløb i år. Selvom ventetiden til behandling er lavere her i regionen, ligger overholdelsen af udredningsretten dårligere end landsgennemsnittet. Den overholdes i 73% af forløbene i Region Sjælland sammenlignet med 79% i hele landet.     

Den endelige beslutning om at afsætte 30 millioner kroner til at sikre kortere ventetid forventes besluttet den 24. september 2024.

Fakta

Regeringen og Danske Regioner indgik i februar 2023 en aftale om en akutplan, der bl.a. skulle nedbringe ventetiderne inden udgangen af 2024, så de erfarede ventetider var normaliseret i forhold til niveauet før covid-19-pandemien.

Læs mere om sagen på møde i Forretningsudvalget om en handleplan til nedbringelse af ventetiderne

Kontakter

Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland, tlf. 51 14 54 96

Følg pressemeddelelser fra Region Sjælland

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Region Sjælland

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye