Modtager af årets forskningsformidlingspris: ”Jeg har altid været dybt fascineret af naturen”
Årets modtager af Roskilde Universitets forskningsformidlingspris er professor (MSO) Karen Angeliki Krogfelt fra Institut for Naturvidenskab og Miljø.
Karen Angeliki Krogfelt har altid haft en kæmpe interesse for naturen og især for de små mikroorganismer, som spiller en stor rolle i vores dagligdag.
"Mange af mikroorganismerne lever vi med til daglig i en fantastisk symbiose. Nogle af dem er gode for os, fordi de laver vitaminer, vi kan bruge, eller de nedbryder den føde, vi spiser. Men andre bakterier gør os syge. Det er også fascinerende, hvorfor nogle af os bliver syge, og andre ikke bliver af de selvsamme bakterier. Hvorfor bliver dyrene ikke syge, men vi gør af den samme bakterie? Hvordan spredes bakterierne?," siger Karen Angeliki Krogfelt, professor
(MSO) ved Institut for Naturvidenskab og Miljø på Roskilde Universitet.
Forskeren bringer sin store interesse med ind i sin formidling til den brede befolkning, og hun modtager årets forskningsformidlingspris på Roskilde Universitet for at have bragt sin forskning ud i de danske stuer via optrædener i en lang række forskellige medier fra Jyllands-Posten og Berlingske over Go’ Morgen Danmark til Se & Hør og mange flere medier.
Medieomtalerne har bl.a. betydet, at hun var en af de 50 mest citerede eksperter i medierne i 2023 ifølge en opgørelse, som Akademikerbladet har lavet.
Inddrager borgerne i sin forskning
I begrundelsen for prisen lyder det bl.a.:
”… Karen tager ikke bare tage telefonen, når journalisterne ringer. Hun besvarer også spørgsmål fra BT’s læsere, og så tager hun selv formidlingsinitiativer. For eksempel har Karen og hendes forskningsgruppe deltaget i en spejderlejr med formidling om flåter til en del af de 32.000 spejdere, der deltog i den internationale Jamboree i Hedeland i 2022. Her lærte spejderne om flåter, hvordan man kan fange dem, fjerne dem, og hvad man skal være opmærksom på efter flåtbid…”
Karen Angeliki Krogfelt er glad for at modtage årets forskningsformidlingspris.
”Det er en fantastisk anerkendelse af det arbejde, vi udfører i forbindelse med flåtinfo.dk. Jeg er dybt taknemmelig for den opbakning, vi har fået – både fra mine kollegaer, samarbejdspartnere og de ihærdige studerende, som har været med til at støtte projektet. Deres arbejde er uvurderligt,” siger hun.
En del af Karen Angeliki Krogfelts forskningsarbejde handler om det borgerinddragende projekt flåtinfo.dk, hvor borgere registrerer flåtbid i en database, som hjælper forskerne med viden om flåter og flåtbårne sygdomme.
”Borgernes engagement har været afgørende for, at vi har kunnet opnå så betydelige resultater, og mediernes dækning har spillet en central rolle i at få flere borgere til at engagere sig i projektet. Det har været afgørende for vores succes at nå ud til så mange som muligt og skabe opmærksomhed om flåtbårne sygdomme og vigtigheden af registrering. Den øgede synlighed har ikke kun ført til flere registreringer, men også til opdagelsen af nye og vigtige fund som f.eks. engflåten, der kan medføre nye infektioner i Danmark,” siger Karen Angeliki Krogfelt.
Hun ser frem til at fortsætte arbejdet og få undersøgt alle de flåter, som er blevet sendt ind til projektet.
Arbejdet er en del af det EU-støttede forskningsprojekt NorthTick, som skal bidrage til at forbedre den offentlige sundhedstjeneste i forhold til risikovurdering af flåtbårne sygdomme, effektiv forebyggelse, optimale diagnostiske metoder og bedre patientanbefalinger.
Fakta
Med Roskilde Universitets forskningsformidlingspris følger 25.000 kroner, der gives til forskningsaktiviteter. Prisen bliver uddelt én gang om året i forbindelse med universitetets årsfest.
Bedømmelsesudvalget består af:
- Peter Kjær, prorektor, Roskilde Universitet (formand for bedømmelsesudvalget)
- Vibeke Hjortlund, ansvarshavende redaktør for Videnskab.dk
- Peter Hyldgård, indehaver af Sciencecom.dk
- René la Cour Sell, direktør for Roskilde Kongres- & Idrætscenter
- Elisabeth Hvas, vicedirektør for Kommunikation og Rektorsekretariatet, Roskilde Universitet
Kontakter
Pressetelefon (ml. 09.00 og 16.00 i hverdagene)
Tlf:2887 0027Følg pressemeddelelser fra Roskilde Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Roskilde Universitet
Roskilde Universitet skal være med til at udvikle Femern Bælt-Dannelsesregion1.10.2024 05:40:00 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt dannelsesnetværk med RUC som deltager skal sikre igangsætning af nye tværfaglige dansk-tyske projekter i grænseregionen. Målet er at etablere nye tværfaglige indsatser, der kan støtte arbejdsmarkedets udvikling i området.
Vinder af national undervisningspris 2024: ”Undervisning var det mest angst-provokerende, jeg kunne forestille mig”23.9.2024 08:07:00 CEST | Pressemeddelelse
Cand.psych. og lektor i socialpsykologi Sofie Pedersen fra Roskilde Universitet bliver hædret som en af landets dygtigste undervisere af Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Årets æresalumne gør ligestilling konkret18.9.2024 05:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Ligestillingsområdet bærer præg af meget debat og for lidt handling. Det mener Nina Groes, der modtager årets æresalumnepris fra Roskilde Universitet. Hun fremhæver RUC for at have formet hendes evner til at analysere og omsætte metoder til at skabe konkret forandring.
Mindre plastikaffald og mere genbrug på hospitaler10.9.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Forskere fra Roskilde Universitet står i spidsen for stort projekt, som skal sænke forbruget af plastik og tekstil på hospitalerne i tre regioner.
Ny forskning: Luftforurening og trafikstøj øger risikoen for infertilitet5.9.2024 04:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Dansk studie fra Roskilde Universitet afslører en klar sammenhæng mellem luftforurening, vejstøj og risikoen for infertilitet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum