Aftale om Københavns Kommunes budget for 2025
Socialdemokratiet, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti indgår aftale om Københavns Kommunes budget for 2025.
Med en ekstraordinær god økonomiaftale mellem kommunerne og regeringen følger et ansvar for at udvikle og fremtidssikre københavnernes velfærd. Partierne har i aftalen afsat historisk mange midler til at løse en række strukturelle udfordringer og ekstraudgifter på velfærdsområderne i Københavns Kommune.
Der er sammenlagt prioriteret 1,25 mia. kr. på service i 2025 med 394 mio. kr. til børneområdet, 511 mio. kr. til socialområdet og 138 mio. kr. til sundheds- og omsorgsområdet. Derudover sænker Københavns Kommune indkomstskatten med 0,1 procentpoint. SF står uden for denne del af aftalen.
Med budgetaftalen prioriteres det største løft i en budgetaftale i årtier af den københavnske folkeskole. Partierne investerer 156 mio. kr. i service i 2025 i indsatser, der skal løfte den københavnske folkeskole bl.a. med indførsel af en to-voksenordning i børnehave- og 1. klasse, overgangspædagoger, ekstra ledelseskraft på skolerne og praksisnær kompetenceudvikling på dagtilbuds- og skoleområdet.
København skal gå forrest i klimakampen og inspirere andre store byer i resten af verden til at investere i klimatiltag og grøn omstilling. Med aftalen tages de nødvendige strukturelle investeringer og langsigtede beslutninger, der skal være med til at omstille København til at blive klimapositiv i 2035.
Partierne investerer 450 mio. kr. til at fremme Carbon Capture (CCS) i København. Det rummer et potentiale for at reducere CO2-udledningen i København med op til 900.000 tons CO2 om året. Herudover prioriterer partierne 120 mio. kr. i 2025 til klimainitiativer, der fremmer bæredygtigt byggeri og understøtter udviklingen af Københavns kommende Klimaplan 2035.
Partierne er enige om, at bilerne skal fylde mindre i det københavnske gadebillede, så vi kan skabe mere plads til nye grønne områder og mere byliv. Derfor afsætter partierne 30 mio. kr. årligt i perioden 2025-2028 til grønne initiativer og byrum, som kan etableres i takt med at parkeringspladser rykkes fra gadeplan til parkeringsanlæg.
Partierne er desuden enige om en ny parkeringsreform, der skal være med til at sikre parkeringspladser nok til de københavnere, som har behov for en bil, samtidig med at den begrænser forurening og trængsel fra udefrakommende biler. Reformen indeholder blandt andet betaling for søndagsparkering, justering af betalingszoner, leje af over 2.100 parkeringspladser til københavnerne og en fordobling af ladestandere.
Med aftalen investerer partierne i cyklisme og sikre skoleveje, og fortsætter med at åbne mere af havnen op for badning. Partierne er enige om fortsat at understøtte og udvikle kulturen, foreningslivet og idrætsfaciliteterne i København. I aftalen sættes midler af til løbende at forbedre kommunens kultur- og fritidsfaciliteter, herunder udskiftning af en række kunstgræsbaner.
I aftalen afsættes der 0,5 mia. kr. til løbende at renovere og forbedre kommunens kultur- og fritidsfaciliteter for både at efterkomme nuværende vedligeholdelsesefterslæb og undgå lange nedlukninger i fremtiden, så flere københavnere kontinuerligt kan få glæde af kommunens faciliteter.
Endelig fremhæver partierne, at de har afsat midler til at ansætte flere faste læger på de længerevarende botilbud til byens mest udsatte, til en videreudvikling af Nordens største sammenhængende idrætspark, Valby Idrætspark og til Nyt Neurorehabilitering København samme sted.
Citater:
Fungerende Overborgmester Lars Weiss (S) siger:
”Med budgetaftalen er vi syv partier, som står sammen om at tage ansvar for københavnernes velfærd og byens udvikling. Det var afgørende for Socialdemokratiet, at det her budget blev mærkbart for byens børn, og nu leverer vi årtiers største løft af folkeskolen. Vi har sikret, at der ikke længere er en, men to voksne i de yngste klasser, som vi gik til valg på. Det er jeg stolt af. Endelig har vi lavet en historisk investering i CO2-fangst på næsten en halv milliard, så den by, vi giver videre til vores børn og børnebørn, kan blive klimapositiv.”
Teknik- og miljøborgmester Line Barfod og Socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) siger:
”Enhedslisten er stolte over, at det er lykkedes at få 511 mio. kr. til socialområdet. En stor del som permanente bevillinger. Der er afsat 200 mio. kr. til køb af botilbudspladser, som vil nedbringe ventelisten og gavne mennesker med handicap, hjemløse og andre sårbare københavnere. Der er også investeret i den langsigtede forebyggelse med et nyt Autismehus. Vi har skaffet finansiering til at igangsætte en af de mest ambitiøse klimaplaner i verden, hvor vi bl.a. vil halvere CO2-udledningen fra borgere og virksomheder i København. Og til konkrete initiativer med en forventet reduktion på ca. 11.900 ton CO2. Desuden ændrer vi på parkeringsområdet og går fra Bilrum til Byrum mange steder i byen, så der kommer mere grønt.”
Sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) siger:
”Med den her budgetaftale prioriterer vi historisk mange penge til byens børn, ældre, sårbare og udsatte. Jeg er virkelig stolt over den massive investering i vores skoler og dagtilbud, hvor der kommer flere voksne i de små klasser, og vi sætter penge af til mere ledelse og kompetenceudvikling. Samtidig vægtes den mentale sundhed højt – vi forebygger mistrivsel hos børn og unge, og vi sikrer hurtigere hjælp til dem, som slås med ensomhed, stress, angst eller depression. For os i SF har det været særligt vigtigt med en massiv udbygning af byens cykelstier og flere grønne gader og byrum, som københavnerne er vilde med.”
Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) siger:
”I Radikale Venstre tager vi ansvar for Københavns fremtid med et budget, der har fokus på klima, byudvikling, kernevelfærd og mistrivsel. For halvandet år siden gav en lang række partier i en principaftale håndslag på, at vi ville stå sammen om byens udvikling for københavnernes skyld. Nu leverer vi på det hele. Til gavn for nuværende og kommende generationer. Vi insisterer i Radikale Venstre på en grøn og levende by, så vi fortsætter med planerne om at se på at gøre HC Andersens Boulevard til Den Grønne Boulevard og ser på at lukke Vesterbro Passage. Og så kan det lyde kedeligt, men jeg er virkelig glad for, at vi blandt andet sikrer en halv milliard til en fast vedligeholdelsesplan for byens idrætsanlæg og kulturhuse, så vi undgår lange nedlukninger af faciliteter i fremtiden. Jeg håber virkelig, at alle foreningerne og brugerne kommer til at sætte pris på det.”
Beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) siger:
”Mens jeg har været politisk leder for Venstre, har vi sat skatten ned for københavnerne hvert år. Det fortsætter vi med i 2025 og igen i 2026. Der mangler parkeringspladser i København. Nu vender vi udviklingen og skaffer 2.100 flere parkeringspladser til de bydele, hvor det i mange år har været nærmest umuligt at finde parkering. Jeg er også rigtig glad for, at vi er enige om en ny tværfaglig ungeindsats til 69 millioner, der skal hjælpe københavnske unge i alderen 15-29 år med at komme i job eller uddannelse. De unge er byens fremtid. Men desværre er for mange af Københavns unge i dag uden uddannelse eller job. Den udfordring skal den nye ungeindsats på tværs af fem forvaltninger i København nu være med til at tackle.”
Gruppeformand Finn Rudaizky (DF) siger:
”Stigningen for beboer-parkering af el-biler, var anledning for de konservative til at løbe fra en 2-årig principaftale. Prisen for el-biler, vil stige til 100 kroner om måneden. Det er kr. 3,33 for at parkere i 24 timer. Hver eneste dag, hele året. Det er bragende billigt. DF havde ikke modsat sig en yderligere stigning. Hvorfor nu det? Fordi vi gerne vil have haft endnu flere penge til pensionistaktiviteter, handicappede, psykisk syge, hjemløse og andre udsatte borgere. DF's fingeraftryk er bl.a. på fortsættelse af musikfestival på plejehjem, genindførelse af ugentlig gratis-dag for pensionister på kommunens museer, konkret støtte til sociale foreninger, f.eks. Kilden, Voksenklubben Lavuk og Headspace. Mere støtte til forebyggelse af autisme, men også DF's forslag om styrket socialfaglig indsats på Christianshavns Torv blev vedtaget. DF er glad for behandlingsgaranti til børn fra misbrugshjem, men også glad for mindre forurening og flere grønne områder, ved at placere parkeringsanlæg under jorden, som f.eks. det vil ske på Strandboulevarden. Et led i partiernes principaftale. Den principaftale er faktisk rigtig god.”
Alexander Ryle (LA) siger:
“Kommunen skal ikke opkræve mere skat, end hvad der er nødvendigt for at finansiere sine udgifter. Når vi har brugt alt, hvad vi må for staten, på velfærd, klima, infrastruktur, idrætsfaciliteter mv., er der stadig mange penge tilbage i kommunekassen. Derfor sænker vi nu skatten i København for tredje år i træk – denne gang med 560 mio. kr. over de næste fire år. Dermed kommer vi tættere på Liberal Alliances mål om, at København skal have landets laveste kommuneskat. Derudover udbreder vi anvendelsen af det sociale frikort på Københavns Kommunes arbejdspladser, så flere socialt udsatte københavnere får mulighed for at vise deres værd, deltage i samfundets fællesskaber og tjene deres egen løn.”
Kontakt:
Fungerende Overborgmester Lars Weiss (S) via pressechef Thomas Søie Hansen på 20 52 97 86
Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) via pressetelefon på tlf. 23 27 80 90
Socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) via pressetelefon på tlf. 23 25 66 53
Sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF) via pressetelefon på tlf. 23 82 80 82
Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) via pressechef Anders Reinholdt Jonssen på tlf. 23 44 83 63
Beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) via pressechef Steffen Kjær på 23 82 12 94
Gruppeformand Finn Rudaizky (DF) på tlf. 60 10 10 34
Alexander Ryle (LA) på tlf. 61 61 49 83
Nøgleord
Vedhæftede filer
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Økonomiforvaltningen
Royal Arena sættes til salg1.10.2024 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Royal Arena blev etableret i 2017 med filantropiske og kommunale midler. Nu ønsker Københavns Kommune og Realdania at sælge deres aktier i arenaselskabet, som ejer Royal Arena.
PRESSEINVITATION: Københavns Drengekor fejrer 100-års jubilæum på Københavns Rådhus16.9.2024 10:40:20 CEST | Presseinvitation
Torsdag den 19. september fylder Københavns Drengekor 100 år. Det fejres på Københavns Rådhus med koncert og reception. Som protektor for koret deltager Hans Majestæt Kongen. Pressen er velkommen til arrangementet.
Lars Weiss bliver overborgmester i København13.9.2024 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Partier på Københavns Rådhus har udpeget Lars Weiss som ny overborgmester. Han tiltræder formelt efter Borgerrepræsentationens møde d. 19. september og frem til udgangen af 2025.
Københavns Kommune forlænger forsøg med fleksible arbejdsuger11.9.2024 08:15:00 CEST | Pressemeddelelse
I Københavns Kommune eksperimenterer hundredvis af medarbejdere lige nu med nye måder at tilrettelægge deres arbejdstid og opgaver på. Nu bliver forsøgsperioden forlænget frem til og med april 2025.
København lander budgetaftale: Invitation til doorstep8.9.2024 19:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Der er indgået aftale om hovedstadens budget for 2025. Aftalen præsenteres mandag kl. 09.30 på Københavns Rådhus.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum