Danmarks Naturfredningsforening

Over hver anden børnefamilie drømmer om mere tid i naturen

Del

At komme ud i naturen er den aktivitet, som flest forældre ønsker at gøre mere af sammen med deres børn, viser ny undersøgelse. Mangel på tid og inspiration står dog i vejen for mange. I weekenden er der masser af inspiration at hente, når Naturens Uge kulminerer med gratis naturarrangementer i hele landet.

FOTO: Ditte Valente

En tur i biografen, på legepladsen eller på stranden – mulighederne er mange, når danske børnefamilier skal hygge sig i fritiden. Men når forældrene bliver spurgt om, hvad de drømmer om at gøre mere af, når de har familietid, er der særligt ét ønske, der går igen. Og det er ønsket om at komme mere ud i naturen.

Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har lavet for Danmarks Naturfredningsforening blandt 1.014 repræsentativt udvalgte forældre til børn i alderen 5 til 12 år.

I undersøgelsen svarer 57 procent af forældrene, at de drømmer om at være mere ude i naturen, hvilket er det mest populære svar. Herefter følger aktiviteterne at spille brætspil eller kortspil (51 pct.), at være på stranden (45 pct.) og at lave mad eller bage (42 pct.). Til sammenligning drømmer blot 18 procent om at tilbringe mere tid på biblioteket eller på museum.

– Det glæder os, at naturen scorer så højt, og at så mange forældre ønsker at tilbringe mere tid derude. Det vidner om, at mange ser naturen som et ideelt sted for kvalitetstid med familien. Samtidig kan det dog også være et udtryk for, at der er nogle barrierer, der hindrer familierne i at komme lige så meget ud, som de gerne vil, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Mangler tid og inspiration
Epinion har også undersøgt, hvad der hindrer familierne i at komme mere ud i naturen. Ifølge undersøgelsen er tidsmangel den mest fremtrædende barriere. Næsten hver anden forælder (49 pct.) svarer, at de mangler tiden til at komme mere ud.

Derudover svarer 26 procent, at deres barn foretrækker at lave noget andet, mens 23 procent oplever, at mangel på inspiration til, hvad man kan lave i naturen, holder dem tilbage.

I Danmarks Naturfredningsforening håber man, at Naturens Uge, der løber af stablen i denne uge, kan være med til at nedbryde nogle af disse barrierer for børnefamilier landet over.

– Det er vigtigt, at vores børn kommer mere ud i naturen. Derfor afholder vi år efter år Naturens Uge, hvor vi inviterer børn og børnefamilier på naturoplevelser i hele landet. Vi kan ikke give familierne flere timer i døgnet, men til gengæld kan vi give dem inspiration til sjove aktiviteter i naturen og samtidig inspirere dem til at udforske dyre- og plantelivet i haven, på legepladsen og hvor de ellers færdes i den travle hverdag, siger Maria Reumert Gjerding.

160 arrangementer i weekenden
Naturens Uge blev skudt i gang i mandags, og i løbet af hverdagene har flere end 91.000 børn fra skoler og dagtilbud haft natur på skemaet.

Naturugen kulminerer her i weekenden med 160 gratis naturarrangementer, som lokale foreninger, virksomheder, biblioteker, privatpersoner, m.fl. står bag.

Her kan man blandt andet komme på flagermustur, bygge et insekthotel eller komme helt tæt på nogle af de smådyr og insekter, man kan finde i den nære natur.

Find en oversigt over arrangementerne på naturensuge.dk

_______________

FAKTA: Om Epinion-undersøgelse for Danmarks Naturfredningsforening

Se undersøgelsen her.

Undersøgelsen er gennemført som webbaserede interview blandt 1.014 børn i alderen 5 til 12 år og deres forældre, blandt et repræsentativt udsnit af målgruppen. Interviewene er gennemført i perioden 5. juni – 12. juni 2024.

Efter endt dataindsamling har Epinion kvalitetssikret data ved at rense det for 1) personer, der kan have gennemført undersøgelsen flere gang (dubletter), 2) personer, der er urealistisk hurtige til at gennemføre undersøgelsen (speeders), og 3) personer, der kun svarer i én kategori gennem store dele af spørgeskemaet (flatliners). For det andet har Epinion foretaget en vægtning af data, så mindre forskelle mellem stikprøve og population, der måtte skyldes tilfældighed, vejes på plads i forhold til de nyeste fordelinger for sammensætningen af danske børn på køn, alder og region.

_______________

FAKTA: Naturens Uge

  • Naturens Uge er Danmarks Naturfredningsforenings årlige mærkedage for oplevelser i naturen.
  • Formålet er at åbne naturen for børn og børnefamilier og inspirere dem til at bruge naturen endnu mere året rundt.
  • I år afholdes Naturens Uge d. 2.-8. september (uge 36) med flere end 250 offentlige arrangementer i hele landet - heraf 160 alene i weekenden.
  • I løbet af hverdagene deltager skoler og dagtilbud.
  • Temaet for årets udgave er ’Vildt tæt på’ – et tema, der lægger op til, at skolerne, dagtilbuddene og de øvrige deltagere ser nærmere på de vilde planter og dyr, der omgiver dem.
  • Tidligere gik begivenheden under navnet Naturens Dag. I 2021 blev Naturens Dag udvidet til Naturens Uge.
  • Danmarks Naturfredningsforening oprettede Naturens Dag tilbage i 2004.
  • Naturens Uge er støttet af 15. Juni Fonden og Torben & Alice Frimodts Fond.
  • På naturensuge.dk kan man læse mere om Naturens Uge. Her kan man også selv oprette et arrangement.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

FOTO: Ditte Valente
Download
Spm: Hvilke aktiviteter drømmer du om at lave mere af, når I har familietid?
Spm: Hvilke aktiviteter drømmer du om at lave mere af, når I har familietid?
Download
Spm: Hvilke af følgende forhold afholder jeres familie fra at være mere i naturen?
Spm: Hvilke af følgende forhold afholder jeres familie fra at være mere i naturen?
Download

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening

Var gennem 30 fjorde på 30 dage: Nu er stafetten givet videre til minister20.9.2024 16:17:52 CEST | Pressemeddelelse

I løbet af den seneste måned har sejlere, svømmere, dykkere og andre lokale ildsjæle bragt en særlig depeche gennem Danmarks fjorde. Det har de gjort som led i den landsdækkende stafet ”30 fjorde 30 dage” for at sætte fokus på den dårlige miljøtilstand og for at vise den folkelige opbakning til at redde fjordene fra iltsvind. I dag nåede depechen frem til sit endemål på Christiansborg.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye