Ny indsats til udsatte forældre har nedbragt antallet af anbringelser i Billund Kommune
9.9.2024 07:00:00 CEST | Billund Kommune | Pressemeddelelse
I Billund Kommune har den tværfaglige indsats Minding the Baby, som er målrettet udsatte forældre, forhindret én anbringelse om året. Indsatsen tager udgangspunkt i den enkelte familie, hvor en sundhedsplejerske og en familiebehandler følger familien i sammenlagt 2,5 år.

Siden 2018 har Billund Kommune med succes arbejdet med indsatsen Minding the Baby (MTB), som er udviklet af forskere fra Yale University i USA. I korte træk består indsatsen af faste hjemmebesøg fra et team bestående af en sundhedsplejerske og en familiebehandler, som følger familien fra 18. graviditetsuge, og indtil barnet fylder 2 år.
Tina Vestergaard Larsen arbejder som sundhedsplejerske i Billund Kommune, hvor hun sammen med familiebehandler Pia Hermansen udgør det ene af to teams i kommunen, som arbejder med MTB.
Når de starter et forløb med en familie, gør de meget ud af at skabe en tæt relation til forældrene, da tillid er meget vigtigt for at lykkes. Fra den 18. graviditetsuge og frem til barnet fylder 1 år, skiftes de til at besøge familien én gang om ugen, og når barnet fylder 1 år, er der besøg hver anden uge, frem til barnet fylder 2 år.
”Vi følger dem i meget længere tid, end de er vant til fra andre kommunale indsatser. Det giver os rigtig god tid, og de har ro og tid til at udvikle sig. Mange af forældrene har ikke selv rollemodeller, som de kan spejle sig i. Det betyder, at nogle forældre skal have hjælp til at læse barnets signaler og se bag om barnets adfærd. Det, at vi kommer og tror på dem og hepper på dem, det vokser de enormt meget af,” forklarer hun.
Politisk opbakning til at fortsætte indsatsen
I Danmark er MTB blevet testet og udviklet i tre bølger fra 2018 til 2024. Her var Billund Kommune med i den første udrulning under vejledning fra Yale University og Metodecentret i Aarhus.
I løbet af de seks år har 33 familier fra Billund Kommune enten afsluttet eller er i gang med et MTB-forløb, og på den baggrund estimerer Billund Kommune, at MTB forhindrer mindst én anbringelse om året i kommunen.
Set fra et økonomisk perspektiv giver det derfor god mening, ligesom der er mange afledte positive effekter, som at forældrenes selvtillid og tro på egne evner vokser. De bliver bedre til at forstå og imødekomme barnets behov, så der på den længere bane er mindre behov for understøttelse fra kommunens side. Derfor har Børne- og Familieudvalget i Billund Kommune besluttet, at indsatsen kan fortsætte, når projektperioden udløber ved årsskiftet. Det forklarer udvalgsformand Bjarne Larsen.
”Vores erfaringer viser, at tilknytningen mellem forældre og barn bliver styrket, mens indsatsen nedbringer risikoen for, at et barn må anbringes. Så på et rent menneskeligt plan taler indsatsen for sig selv, og når det så samtidig har vist sig at være en god økonomisk løsning for kommunen, vil vi naturligvis gerne fortsætte indsatsen,” siger Bjarne Larsen, formand for Børne- og Familieudvalget i Billund Kommune.
Borgmester Stephanie Storbank supplerer:
”Som hjemsted for Børnenes Hovedstad ligger barnets tarv os meget på sinde i alt, hvad vi foretager os. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi med Minding the Baby har været med til at udvikle en indsats, som giver vores børn mulighed for en bedre start på livet,” udtaler Stephanie Storbank.
Den A.P. Møllerske Støttefond har finansieret afprøvningen af MTB i Billund Kommune samt otte andre kommuner. Lønmidlerne til de to teams i Billund Kommune har udgjort egenfinansieringen.
Kontakter
Mia JosiassenKommunikationschef
Tlf:20 25 20 86mjos@billund.dkBilleder


Følg pressemeddelelser fra Billund Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Billund Kommune
Tilmeldingen for arrangører til SommerSjov 2026 er åbnet24.3.2026 15:15:00 CET | Pressemeddelelse
Billund Kommune åbner nu for tilmelding til årets SommerSjov-program, og alle foreninger, organisationer og andre aktører inviteres til at byde ind med aktiviteter til kommunens børn og unge i sommerferien.
Billund Kommunes folkeskoler har Jyllands bedste løfteevne23.3.2026 12:35:46 CET | Pressemeddelelse
I Billund Kommune bestod 3,6 procent flere skoleelever end forventet folkeskolens afgangseksamen i 2024. Det er tredjebedst blandt alle landets kommuner og bedst i Jylland. Det konkluderer en nyligt udgivet analyse fra tænketanken CEPOS.
Ny vandre- og cykelrute i Hejnsvig fortæller landskabets historie20.3.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Lørdag den 28. marts indvies en helt ny oplevelsesrute i Hejnsvig, hvor besøgende gennem skulpturer, infotavler og lydfortællinger kan få et unikt indblik i landskabets historie. Ruterne omfatter både rundture i Hejnsvig By og i oplandet - bl.a. Grene Sande, Gyttegård Plantage og Fugdal Mose. Den nye attraktion indvies med en festlig indvielse i Hejnsvig, hvor alle er velkomne til at deltage.
Her er de nominerede til Sports- og Kulturgalla 202618.3.2026 16:00:00 CET | Pressemeddelelse
Sports- og Kulturgalla 2026 nærmer sig med hastige skridt, og i dag kan sløret løftes for årets nominerede til priserne, der uddeles ved showet i MAGION fredag den 8. maj.
Ægtepar vinder af Frivilligprisen 202617.3.2026 16:30:00 CET | Pressemeddelelse
Tirsdag formiddag blev Frivilligprisen 2026 overrakt, da Inga og Jakob Kristiansen fra Filskov blev overrasket med Frivilligprisen. De modtager prisen, da de gør en kæmpe indsats i deres lokalsamfund for ældre mennesker, der har brug for en ekstra hånd.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum