Growing Trees Network

Skamby får den første Folkeskov på Nordfyn.

Del

Nordfyns Kommune har indgået en aftale med skovrejsnings-NGO‘en Growing Trees Network. Det er en samarbejdsaftale, som gør det muligt at rejse donationer til etableringen af 3,3 hektar Folkeskov i Skamby. 

Når den nye Folkeskov indvies og fejres... indvies børn og voksne til at deltage og håndplante nogle af træerne i den nye Folkeskov.
Når den nye Folkeskov indvies og fejres... indvies børn og voksne til at deltage og håndplante nogle af træerne i den nye Folkeskov. Foto: Growingtrees.dk

Kommunalbestyrelsen har også åbnet op for muligheden for at udvide området med yderligere natur, skov og rekreative faciliteter, så det samlede område med Folkeskov kan nå op på ca. 12 hektar i samarbejde med private lodsejere. Skoven vil blive plantet over et BNBO-område, (Boringsnær Beskyttelsesområde), hvilket betyder, at vigtige drikkevandsressourcer i området vil blive beskyttet for fremtiden.

Der inviteres til en fælles plantedag den 19. november kl. 15.00-16.30 for at markere Skamby´s nye Folkeskov, der ligger bag Vestervang og parallelt med boldbanerne.

For nogle år siden blev etableringen af et rekreativt bynært område i Skamby drøftet med Skamby Borgerforening, men projektet blev sat på pause, da finansieringsmulighederne bortfaldt. Denne gang er det Nordfyns Kommune, der har taget initiativet på baggrund af etableringen af Den Grønne Fond.

Formand for Skamby og Omegns Borgerforening Claus Raakilde Jakobsen udtaler: ”Vi ser med glæde på at vi nu får mulighed for at få et rekreativt område i Skamby, og glæder os til den fortsatte dialog med kommunen om hvordan området kan formes”.

Den Grønne Fond, som Kommunalbestyrelsen har afsat midler til i Budget 2024, har gjort det muligt at genstarte og udvide projektet. Kommunen har haft positive samtaler med private lodsejere i området, og man håber at kunne udvide med skov og natur i de kommende år, hvis man kan blive enige om betingelserne.

Når den større skov etableres, planlægges også et differentieret stisystem, parkeringsområde, eventuelt et vådområde, shelterpladser og flere rekreative faciliteter - men intet er fastlagt endnu. I første omgang etableres der en 3,3 hektar stor skov med trampesti og bordbænkesæt og indgang ved Vestervang for gående.

Skovplantning har mange fordele - ikke mindst for beskyttelsen af vores drikkevand. Formand for Søndersø Vandværk - afdeling Skamby, Johnny Hansen, understreger: "Vi er nødt til at gøre mere for både klimaet, biodiversitet og drikkevand. Dette projekt giver muligheden for at opnå alle tre mål på én gang. Det er en fantastisk idé, at lægge skov netop der, idet drikkevandet i Skamby derved vil blive beskyttet fremover.”

Det er også en social aktivitet, som både virksomheder og lokalsamfund kan deltage i. Samarbejdet med Growing Trees Network gør det muligt at gennemføre projektet på en let og overskuelig måde, som hele lokalsamfundet kan få glæde af. Skoven finansieres og etableres i samarbejde med Growing Trees Network og skoventreprenøren Naturplant gennem donationer.

Hos Growing Trees Network glæder man sig over den nye aftale, som indebærer, at der skal plantes skov på først 3,3 hektar, men med håb om yderligere udvidelse ved Skamby og i hele Nordfyns Kommune. Konceptet muliggør at privatpersoner kan donere træer a’ kr. 19 med muligt skattefradrag og at virksomheder kan bistå deres grønne omstilling og grønne produkter via træplantning.

Stifterne af Growing Trees Network, Kim Nielsen og Lars Heiselberg Vang Jensen, udtaler: "Skov modvirker klimaforandringer, fremmer biodiversitet og beskytter vores drikkevand. Vi er derfor meget glade for aftalen og ser frem til at invitere lokalbefolkningen til plantedag i den nye Folkeskov den 19. november, hvor taler, sang og håndplantning af træer er en hyggelig social aktivitet."

Der vil blive plantet en varieret blanding af træsorter og lavere beplantning mod bebyggelsen. Området vil også få en trampesti og bordbænkesæt, alt sammen udført af naturentreprenøren Naturplant og i samarbejde med lokale.

Formand for Teknik- og Miljøudvalget, Anders Thingholm, udtaler: "Vi skal plante meget mere skov i de kommende år. Jeg håber, at samarbejdet med Growing Trees Network om ny Folkeskov i dette projekt kan inspirere andre lokalsamfund, virksomheder og vandværker til at gå samme vej, så vi sammen kan få meget mere skov og opnå vores klimamål i Nordfyns Kommune."

Ud over at der skabes et bynært og rekreativt område, vil skoven bidrage til Nordfyns Kommunes klimamål under Green Steps, der sigter mod at rejse 300 hektar skov og etablere 100 hektar ny natur frem mod 2030.

Fakta:

  • De 3,3 hektar jord er i dag landbrugsjord ejet af Nordfyns Kommune.
  • Nordfyns Kommune, Growing Trees Network og Naturplant samarbejder om at plante skoven. Skoven vil være indhegnet i de første år og nøje overvåget. Løbende renholdelse imellem træerne de første 2 år skal sikre træernes overleves.
  • Skoven, som ligger bag Vestervang og langs boldbanerne, vil være offentlig tilgængelig, og der vil blive etableret en trampesti samt en låge i hegnet ved Vestervang.
  • Del 2 af projektet vil ligge i områderne op til denne nye skov.
  • Skoven vil blive pålagt fredskovspligt, der sikrer dens bevarelse i fremtiden.
  • De første 3,3 hektar plantes i november, og der er forhåbninger om yderligere udvidelser.
  • Lokale borgere, foreninger og skoler inviteres til plantedag 19. november kl. 15-16:30.

Spørgsmål om samarbejdet, og Skamby´s Folkeskov kan stilles til:

Anders Thingholm, Formand for Teknik- og Miljøudvalget i Nordfyns Kommune, tlf. nr. 21 15 30 82

Lene Høxbro, Klimakoordinator, tlf. nr. 21 44 65 61

Lars Heiselberg Vang Jensen, Growing Trees Network, tlf. nr. 40 15 35 94

Johnny, Søndersø Vandværk - afdeling Skamby, mail johnny@sondersovand.dk

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Børn og voksne kan dekorerer en plantepind og sætte ved et af de flere træer de håndplanter ved indvielsen af den nye Folkeskov.
Børn og voksne kan dekorerer en plantepind og sætte ved et af de flere træer de håndplanter ved indvielsen af den nye Folkeskov.
Foto: growingtrees.dk
Download
Skovfoged Peter Kjøngerskov fortæller om træerne der plantes i den nye Folkeskov og demonstrere hvordan træerne skal håndplantes med rodhalsen under jorden.
Skovfoged Peter Kjøngerskov fortæller om træerne der plantes i den nye Folkeskov og demonstrere hvordan træerne skal håndplantes med rodhalsen under jorden.
Foto: Growingtrees.dk
Download

Om Growing Trees Network

Growing Trees Network har siden 2012 via koncept Folkeskoven.dk arbejdet for, at danskerne kan plante mere skov for klimaet, bevarelse af rent drikkevand, samt hjælp til biodiversiteten med nye levesteder for dyr og planter på offentlige og private jorde i DK. Pt. er plantet 150 Folkeskove i Danmark, og arbejdet bidrager også til rejsning af skove i udlandet, hvor træplantningen ydermere bistår lokalbefolkningens livsbetingelser, i Afrika, Bolivia og i Amazonas regnskoven i Ecuador.

Følg pressemeddelelser fra Growing Trees Network

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Growing Trees Network

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye