DI Sydøstjylland

Erhvervsvenligheden både falder og stiger i Sydøstjylland

Del

Igen i år falder erhvervsvenligheden i Hedensted, mens den stiger i Horsens. Odder er stadig mest erhvervsvenlig i Sydøstjylland, men også her falder erhvervsvenligheden, viser Dansk Industris måling af kommunernes erhvervsvenlighed. Der er brug for at smøge ærmerne op på flere områder, lyder det fra DI Sydøstjylland og de lokale virksomheder

Horsens, Hedensted og Odder ligger alle i top 30 over Danmarks mest erhvervsvenlige kommuner. I Horsens stiger erhvervsvenligheden, men i både Odder og Hedensted går det den forkerte vej.

Det viser Dansk Industris årlige måling af kommunernes erhvervsvenlighed.

- Helt overordnet gør både Horsens, Hedensted og Odder en stor indsats for at gøre det attraktivt at drive virksomhed i netop deres lokalområde. Når det er sagt, så går det den forkerte vej i både Hedensted og Odder, og temperaturmålingen viser områder i alle tre kommuner, hvor der er brug for at smøge ærmerne op og skrue op for erhvervsvenligheden, siger bestyrelsesleder for DI Sydøstjylland, Johannes Saugbjerg.

Odder ude af top 10
Odder falder ud af top ti og placerer sig i år som nummer 12 ud af 91 kommuner. Odder er dog stadig den mest erhvervsvenlige kommune i Sydøstjylland. Blandt andet er Odder bedst i hele Danmark til sagsbehandling. Kommunen får også gode karakterer fra de lokale virksomheder, når det gælder dialogen med embedsmænd og politikere, og den information de får.

- År efter år har vi set, at Odder har en effektiv sagsbehandling og tilfredse kunder i butikken, når det gælder byggetilladelser. Det gør sig nu også gældende i forhold til f.eks. sygedagpenge. Det er godt gået, siger bestyrelsesleder for DI Sydøstjylland Johannes Saugbjerg og uddyber:

- Det gør altid tingene nemmere, når der er en god dialog, og derfor skal Odder også have ros for at være en kommune, hvor virksomhederne oplever, at både embedsmænd og politikere er til at komme i kontakt med.

Der er i Odder også stor tilfredshed med kommunens indsats i forhold til at tiltrække kvalificeret arbejdskraft og samarbejdet med jobcentrene. Tilfredsheden er faldende med det kommunale vejnet og kommunens måde at sende opgaver i udbud på.

- Selvom erhvervsvenligheden falder lidt i Odder, er det stadig utrolig flot at lande på plads nummer 12. Men her er i hvert fald to områder, hvor Odder har mulighed for at gøre det endnu bedre og stige i graderne, siger bestyrelsesleder Johannes Saugbjerg.

I Horsens stiger tilfredsheden
Der er gode nyheder til Horsens Kommune, der hopper fra plads nummer 28 til plads nummer 26. Virksomhederne er godt tilfredse med kommunens indsats med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft og samarbejdet med jobcentrene, og der er stigende tilfredshed med det kommunale vejnet.

- I Horsens har de gjort en stor indsats både for at tiltrække danske og internationale borgere til kommunen, og for at få flere til at arbejde lokalt frem for at pendle. Og nu hvor flere vejarbejder begynder at være afsluttet og trafikken flere steder flyder bedre, stiger virksomhedernes tilfredshed, siger Johannes Saugbjerg, DI Sydøstjylland og uddyber:

- Det er velfortjent, at Horsens ryger frem på listen. Kommunen gør en stor indsats for at gøre det attraktivt at drive virksomhed i Horsens, og døren er altid åben – uanset om det er til borgmesterkontoret, erhvervschefen eller en embedsmand.

Der er gode karakterer fra de lokale virksomheder på flere områder som f.eks. når det gælder kommunens indsats med at sikre, at virksomhederne har adgang til erhvervsgrunde med mulighed for at udvide. Det gælder også dialogen med embedsmænd og politikere. Ventetiden på sagsbehandling af byggetilladelser er faldet fra i gennemsnit 91 til 59 dage.

- Horsens Kommune har effektiviseret sagsbehandlingen, og jeg er sikker på, at ventetiden vil fortsætte med at falde. Til gengæld er der lav tilfredshed med den måde, kommunen sender opgaver i udbud på. Det håber jeg, de vil se nærmere på, siger Johannes Saugbjerg.

Går den forkerte vej i Hedensted
Sidste år røg Hedensted ud af top ti. I år ryger kommunen ud af top tyve. Erhvervsvenligheden falder i Hedensted, der sidste år lå på plads nummer 11, men i år lander på plads nummer 21.

- Det er stadig en plads blandt de mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark, men det er selvfølgelig ærgerligt, at det på flere områder går den forkerte vej. Jeg håber, at kommunen vil trække i arbejdstøjet og gøre en indsats for at ændre den kurs, siger bestyrelsesleder i DI Sydøstjylland Johannes Saugbjerg.

Der er faldende tilfredshed med det kommunale vejnet. Virksomhedernes tilfredshed med dialogen med politikerne og embedsmænd er faldende, og det samme gør sig gældende for kommunens information til virksomhederne.

- En god dialog er ofte kilden til et godt samarbejde, og derfor er det selvfølgelig et område, som vi håber, at kommunen og lokalpolitikerne vil være opmærksomme på. Mange udfordringer kan løses med en god dialog eller med den rette information, siger Johannes Saugbjerg, DI Sydøstjylland.

Sagsbehandlingstiden på byggesager er faldet fra i gennemsnit 104 dage til 91 dage.

- Selvom ventetiden er faldet, er tre måneder stadig for lang tid. Men jeg håber, at det fortsætter med at gå den rigtige vej. Også i forhold til sagsbehandlingen af sygedagpengesager er ventetiden steget. Det bør kommunen være opmærksom på, siger Johannes Saugbjerg, DI Sydøstjylland.

Alligevel vil hele 78 procent af virksomhederne anbefale andre virksomheder at flytte til Hedensted, og virksomhederne er generelt set også tilfredse med den overordnede erhvervsvenlighed i kommunen.

 FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2024

  • DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2024, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 15. år i træk DI foretager en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.
  • 7.479 virksomheder indenfor DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service har svaret på undersøgelsen.
  • Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder og statistik. Typerne af indikatorer vægter 50/50 i kategorierne.
  • Resultaterne er opdelt i ti kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set.
  • 91 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De syv kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø, Dragør, Vallensbæk og Fanø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.

Kontakt:
Bestyrelsesleder for DI Sydøstjylland Johannes Saugbjerg, telefon 7023 5500. Regional konsulent for DI Sydøstjylland Anette Sørensen, telefon 3036 0265.

Følg pressemeddelelser fra DI Sydøstjylland

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI Sydøstjylland

Behov for mere samarbejde mellem virksomheder og skoler i Sydøstjylland16.10.2024 05:30:00 CEST | Pressemeddelelse

Erhvervspraktik og klassebesøg hos lokale virksomheder er en del af skoleskemaet på flere skoler i Sydøstjylland. Men hvis det skal lykkes Horsens, Hedensted og Odder allerede fra næste skoleår at opfylde nye lovkrav om, at alle elever skal i en uges erhvervspraktik, skal skolerne skabe kontakt til endnu flere virksomheder. Udpeg en erhvervsplaymaker, lyder opfordringen fra DI Sydøstjylland

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye