Nyt pilotstudie: For mange unge er mistrivsel noget, der kommer og går
2.9.2024 07:05:54 CEST | ROCKWOOL Fonden | Pressemeddelelse
Mange unge mistrives, men mistrivsel ser for mange ud til at være en forbigående tilstand. Det viser foreløbige resultater fra en spørgeundersøgelse blandt 133 unge, gennemført af forskere ved ROCKWOOL Fonden. Undersøgelsen er en del af et pilotstudie, og selvom de unge, der har besvaret forskernes spørgsmål, ikke er fuldt ud repræsentative for alle unge i Danmark, så er resultaterne et signal om, at vi bør se og forstå mistrivsel på en mere nuanceret måde, end vi gør i dag, lyder det fra forskerne.

Mange unge mistrives. Det kan både forældre, lærere og undervisere på uddannelserne og forskere skrive under på. I de senere år har talrige nyheder og undersøgelser rapporteret om, at mellem en tredjedel og halvdelen af alle unge er i mistrivsel.
Men et nyt pilotstudie fra ROCKWOOL Fonden viser, at der er væsentlige udsving i de unges trivsel, når man følger de samme unge over en 3-måneders periode.
Faktisk viser resultaterne, at mistrivsel for langt de fleste unge er en forbigående tilstand - eller at graden af mistrivsel svinger meget. Dermed er det en relativt lille del af de unge (ca. 7 %), der konsistent viser tegn på mistrivsel hen over perioden.
Samme spørgsmål hver 14. dag
Forskere fra ROCKWOOL Fonden har i pilotprojektet “Unges velbefindende ved overgangen til voksenlivet” undersøgt unges mistrivsel fra flere forskellige vinkler – både over tid og på tværs af forskellige trivselsindikatorer. Det har de gjort via en spørgeundersøgelse blandt 175 18-årige fra forskellige uddannelsesinstitutioner i Hovedstadsområdet.
De unge har besvaret 14 spørgsmål om deres trivsel, og spørgsmålene er gentaget hver 14. dag i en periode på 3 måneder. 133 unge har besvaret spørgsmålene minimum tre gange, og det er resultatet af denne del af undersøgelsen, som viser, at der er stor udskiftning i gruppen af unge, hvis besvarelser angiver, at de mistrives.
Forskerne har spurgt til fem forskellige trivsels-indikatorer: Stress, ensomhed, mental trivsel, livstilfredshed og selvvurderet helbred.
Og her er der 28% af de unge, som første måling tilhører gruppen med dårlig mental trivsel. Men netop disse unge vil gennemsnit kun lande i gruppen ”dårlig mental trivsel” i ca. halvdelen af de efterfølgende målinger, hvor forskerne stiller samme sæt spørgsmål.
En fjerdedel af disse unge scorer kontinuerligt højt på dårlig mental trivsel i alle undersøgelsens seks målinger. Det svarer til, at 7% af den samlede gruppe unge konsistent rapporterer dårlig mental trivsel.
-Selvom det er en lille gruppe unge, vi her har fulgt, og selvom de ikke er fuldt ud repræsentative for alle unge i Danmark, så indikerer undersøgelsen her, at der er betydelige udsving i de unges trivsel, og at mistrivsel langt fra er en permanent tilstand for en stor gruppe unge. I stedet ser det ud til, at det for de fleste i den tredjedel, der rapporterer dårlig mental trivsel, er noget, der kommer og går, fortæller sociolog og forsker i ROCKWOOL Fonden, Anne Sofie Tegner Anker.
ROCKWOOL Fondens forskere er nu ved at planlægge det endelige forskningsstudie, som vil omfatte en langt større og mere repræsentativ gruppe af unge. Forskernes mål er at kortlægge langt flere nuancer om udviklingen af unges trivsel.
-Det er afgørende, at vi får mere nuanceret viden om dette emne, når vi som samfund skal forstå unges mistrivsel og finde metoder og afsætte ressourcer til at mindske den – især for de 7%. som ser ud til at mistrives kontinuerligt over en længere periode. I denne grupper kan der være helt andre og tungere problemer, end blandt de unge, der ser ud til at svinge mere mellem god og dårlig trivsel, så de kan have brug for en helt anden type hjælp, fortæller forskningsprofessor og interventionschef i ROCKWOOL Fonden, Signe Hald Andersen.
Faktaboks:
Fakta om undersøgelsen “Unges velbefinde ved overgangen til voksenlivet”
- Undersøgelsen er et pilotstudie, der indsamler en række forskellige indikatorer for unges velbefindende over en længere periode.
- Undersøgelsen gentager samme måling af unges selv-rapporterede velbefindende hver 14. dag gennem tre måneder. De selv-rapporterede mål inkluderer: livstilfredshed, mental trivsel, stress, ensomhed, og selvvurderet helbred.
- Resultaterne er indsamlet i slutningen af 2022
- Undersøgelsen består af spørgeskema og blodprøver, der sammen med andre helbredsmarkører bruges til at måle de unges allostatic load (der sammenfatter en række biologiske belastningsfaktorer for kroppen som fx cortisol-niveau, inflammationsmarkører, og BMI)
- Data er indsamlet efter informeret samtykke fra alle deltagere. Undersøgelsen og procedurerne for dataindsamlingen er godkendt af Videnskabsetisk komité.
- Data er indsamlet blandt 175 18-årige, der på tidspunktet for dataindsamlingen gik på en række ungdomsuddannelser i Hovedstadsområdet. Deltagerne er derfor ikke fuldt ud repræsentative for alle unge i Danmark.
Forskerne bag undersøgelsen
Kontakter
Signe Hald AndersenInterventionschefROCKWOOL Fondens Interventionsenhed
Tlf:+45 20 69 82 82SHA@RFINTERVENTION.DKOm ROCKWOOL Fonden
ROCKWOOL Fonden er en upartisk og selvfinansieret fond. Vi leverer uafhængig forskning og viden om mulige løsninger på samfundets udfordringer.
ROCKWOOL Fonden blev etableret i december 1981, hvor seks medlemmer af Kähler-familien overdrog hvad der svarer til 25 % af aktierne i ROCKWOOL International. Fra starten var det et erklæret mål at bidrage med uafhængig, troværdig forskning til gavn for brede dele af befolkningen, og dette er siden blevet komplementeret med tilvejebringelse af viden om mulige løsninger på de udfordringer, samfundet står overfor.
For både forskning og interventioner er det overordnede mål at bidrage til en styrkelse af velfærdsstatens sociale og økonomiske bæredygtighed ved at skabe ny og uafhængig viden om og mulige løsninger på samfundsmæssige udfordringer.
Følg pressemeddelelser fra ROCKWOOL Fonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra ROCKWOOL Fonden
Robotter i danske virksomheder hænger sammen med flere ansatte og mere produktion i udlandet16.4.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Danske virksomheder er i gennemsnit både større og mere produktive, når de indfører robotter i deres hjemlige produktion. Samtidig øger de deres produktion i udlandet. Det viser ny forskning fra Copenhagen Business School, støttet af ROCKWOOL Fonden.
Store forskelle i kriminalitet blandt mænd fra MENAPT-lande og Sydøstasien15.4.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Unge mænd mellem 15 og 30 år med baggrund i MENAPT-landene er markant overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne, mens mænd med baggrund i Sydøstasien de seneste 15 år har ligget på niveau med etnisk danske mænd. Sådan lyder konklusionen i en ny analyse fra ROCKWOOL Fonden.
Folkeskolelærere, der forlader deres job, går ned i løn og søger mod job med færre sygemeldinger7.4.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt forskningsprojekt fra ROCKWOOL Fonden viser, at lærere, der forlader deres job, søger mod arbejdspladser, hvor de går markant ned i løn, og hvor de har en mindre sandsynlighed for at være på sygedagpenge.
Flere kvote 2-pladser kan øge antallet af færdiguddannede13.3.2026 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Flere ansøgere ville sandsynligvis gennemføre en videregående uddannelse, hvis uddannelserne optog en større andel af deres studerende gennem kvote 2. Men det er ikke nødvendigvis i uddannelsernes interesse. Det viser et nyt forskningsprojekt fra ROCKWOOL Fonden.
Danskerne lever flere år med godt fysisk helbred – men ikke i Nordjylland11.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Mænd og kvinder over 65 år har fået flere år, hvor de lever med et godt fysisk helbred, mens Region Nordjylland er den eneste af de fem regioner, der oplever et fald i, hvor stor en del af deres resterende liv borgerne lever med godt fysisk helbred. Det viser et nyt forskningsprojekt støttet af ROCKWOOL Fonden.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum