Middelfart Sparekasse

Solidt første halvår i Middelfart Sparekasse

Del

Middelfart Sparekasses overskud i første halvår 2024 er på 172,9 mio. kr. før skat.

Middelfart Sparekasses direktion, direktør Jette Rosenberg og adm. direktør Martin Baltser, kan se tilbage på et meget tilfredsstillende første halvår.
Middelfart Sparekasses direktion, direktør Jette Rosenberg og adm. direktør Martin Baltser, kan se tilbage på et meget tilfredsstillende første halvår.

Med overskud før skat på koncernniveau på 172,9 mio. kr. kan Middelfart Sparekasse se tilbage på et resultatmæssigt solidt første halvår. Adm. direktør Martin Baltser kalder resultatet ”meget tilfredsstillende” – selv om det er under resultatet i første halvår 2023, der landede på 190 mio. kr.

"I 2023 havde vi resultatmæssigt medvind på alle fronter. Det har vi fortsat i næsten samme omfang. Vores tab og nedskrivninger udgør i første halvår 18 mio. kr., og det er første gang i flere år, at tallet ikke er tæt på et rundt nul," siger Martin Baltser og påpeger, at 18 mio. kr. svarer til 0,2 procent af Sparekassens udlån.

Nedskrivningerne er dermed fortsat på et meget lavt niveau. Tallet vidner dog om en vandring mod en normalisering af posten tab og nedskrivninger, hvor det i første halvår er enkelte virksomhedskunder, der har haft udfordringer.

"Det er enkeltstående begivenheder og ikke tale om generelle udfordringer i brancher eller geografiske områder," uddyber Martin Baltser og nævner videre, at sparekassens privatkunder fortsat er i god form.

Øgede indtægter – og udgifter

Sparekassens renteindtægter er steget med 16,4 procent til 320,9 mio. kr. Inkl. gebyr- og provisionsindtægter passerer sparekassen en halv mia. kr. i indtægter i første halvår.

"Vi gik ind i 2024 med en forventning om rentenedsættelser. De lod vente på sig, og den første og hidtil eneste kom i juni. Det betyder, at vi i hele halvåret har haft gode indtægter. Det gælder både fra udlån og placering af vores overskudslikviditet i henholdsvis Nationalbanken og korte, variabelt forrentede obligationer," siger Martin Baltser.

Mens der har været fremgang i renteindtægterne, så er det gået en lille smule den anden vej med gebyr- og provisionsindtægterne.

"Det er bl.a. et udtryk for, at der har været relativt få bolighandler og låneomlægninger. Det påvirker vores indtægter på dette område, da boligfinansiering er et stort forretningsområde i sparekassen," siger Martin Baltser.

Det er ikke kun indtægterne, der stiger. Det samme gælder udgifterne. Øgede udgifter til personale og IT er de væsentligste årsager. På personalesiden skyldes det delvis de overenskomstmæssige lønstigninger og delvis, at der er ansat flere medarbejdere i sparekassen, som nu har passeret 400 kolleger, når der omregnes til fuld arbejdstid. Middelfart Sparekasse åbnede afdeling i København i 2023, og de nyansatte kolleger i denne afdeling bidrager til væksten i antal medarbejdere.

Vækst i både ind- og udlån

Forretningsmæssigt kan sparekassen notere vækst i både ind- og udlån. Udlånet er steget med næsten fem procent siden årsskiftet til 7,8 mia. kr. pr. 30. juni 2024. Væksten er primært båret af erhvervskunder, både nye forretninger med eksisterende kunder og tilgang af nye kunder.

Indlånet er steget 2,3 procent til 14,3 mia. kr.

"Trods en øget rentebyrde og generelt øgede udgifter, så fortsætter indlånet med at vokse. Det tager jeg også som udtryk for, at vores kunder set over en bred kam har en sund økonomi med mulighed for løbende at spare op, siger Martin Baltser.

Han glæder sig desuden over, at kunderne fortsat benytter sparekassens højrenteprodukt, MS Opsparing tre måneder. 2,3 mia. kr., svarende til 16 procent af indlånet, er nu placeret på denne konto.

En solid sparekasse

Med halvårets resultat samt fortsat opbakning fra sparekassens garanter er kapitalprocenten ved halvåret 32,5. Den kapitalmæssige overdækning er på 12,5 procent.

"Den flotte kapitalprocent og kapitaloverdækning er et udtryk for, at vi har formået at øge vores indtjening uden at gå kompromis med de risici, vi tager. Det er jeg meget tilfreds med, for den kombination er den største tryghed, vi kan give vores 23.000 garanter og snart 100.000 kunder, siger Martin Baltser.

Ved årets begyndelse forventede sparekassen et resultat for hele 2024 mellem 300 og 375 mio. kr. Den prognose kan nu snævres ind til et resultat før skat for hele året i intervallet 325-365 mio. kr.

"Vi har set den første rentenedsættelse, og forventningen er, at der kommer flere til i løbet af andet halvår. Vi må derfor forvente, at vores indtjening har toppet", siger Martin Baltser, der samtidig pointerer, at det forventede resultat for året er fuldt ud tilfredsstillende.

"Vores mål er at give kunderne gode oplevelser, at have branchens bedste trivsel blandt medarbejderne og at kunne bidrage positivt til de lokalsamfund, vi er en del af. Forudsætningen for det er en solid og velindtjenende sparekasse, og det bidrager det ventede resultat for 2024 bestemt til", siger han.

Ny strategi på vej

En af de vigtige opgaver, der venter i andet halvår 2024, er at færdiggøre en ny strategi for Middelfart Sparekasse. Strategien sætter visionen frem mod 2030, og det ligger fast, at også denne strategi vil indeholde et stærkt kundefokus.

"Udgangspunktet er godt – sparekassen er mere solid end nogensinde. I mine 12 år i sparekassen har jeg ikke før prøvet at lave en strategi, hvor vi i så høj grad har kunnet tænke i muligheder", siger Martin Baltser.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Middelfart Sparekasses direktion, direktør Jette Rosenberg og adm. direktør Martin Baltser, kan se tilbage på et meget tilfredsstillende første halvår.
Middelfart Sparekasses direktion, direktør Jette Rosenberg og adm. direktør Martin Baltser, kan se tilbage på et meget tilfredsstillende første halvår.
Download

Vedhæftede filer

Om Middelfart Sparekasse

”Til fælles bedste.” Det var udgangspunktet, da Middelfart Sparekasse blev stiftet i 1853, og den sætning har vi levet efter lige siden. For Sparekassen handler til fælles bedste om at gøre en positiv forskel for kunder, medarbejdere og de lokalsamfund, vi er en del af.

Følg pressemeddelelser fra Middelfart Sparekasse

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Middelfart Sparekasse

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye