Ny undersøgelse: Stort behov for styrket forsyningssikkerhed

Del

83 % af danske virksomheder og myndigheder ønsker bedre forsyningssikkerhed, når det gælder forsyningen af varer. Det viser en ny stor undersøgelse med næsten 3.000 deltagere. ”Danmarks sikkerhed er tæt forbundet med vores forsyningssikkerhed, så vi må alle i arbejdstøjet,” siger fg. direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed Henrik F. Brodersen.

Stigende priser og mangel på råvarer og materialer, stigende fragtpriser, transportforsinkelser, uro i Mellemøsten og handelskonflikter. Det er nogle af de elementer, der skaber forstyrrelser i forsyningskæderne hos danske virksomheder og myndigheder. Det peger den nye undersøgelse på.

For første gang har en offentlig myndighed undersøgt, hvordan det står til med forsyningssikkerheden hos en lang række private virksomheder og offentlige myndigheder. 2.808 virksomheder og myndigheder har svaret på spørgeskemaundersøgelsen, som Epinion har udført på vegne af Styrelsen for Forsyningssikkerhed.

Problemerne med at skaffe varer, som mange har oplevet under og efter covid-19, sætter stadig sit aftryk på dagligdagen, mener både virksomheder og myndigheder. Mange af de udfordringer for forsyningssikkerheden som myndigheder og virksomheder har oplevet, har været kritiske i større eller mindre grad. Og spørger man om fremtiden, svarer mange, at de ikke regner med, at det bliver bedre.

Alligevel har mange ikke forankret ansvaret for forsyningssikkerhed i deres organisation, og mange efterspørger rådgivning og viden om området.

Fg. direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed Henrik F. Brodersen siger:

”Kriser og begivenheder rundt om i verden kan gøre det svært for os herhjemme at skaffe vigtige varer, som skal til, for at samfundet kan køre rundt. Det er en ny virkelighed, som både virksomheder og myndigheder skal forholde sig til. Derfor skal vi i arbejdstøjet, og tage forsyningssikkerhed alvorligt, så vi ikke er unødigt sårbare. Det er det, vi i Styrelsen for Forsyningssikkerhed rådgiver myndighederne om.”

Udvalgte konklusioner fra undersøgelsen:

  1. Behov for styrket forsyningssikkerhed: 83% vurderer, at de har behov for at styrke forsyningssikkerheden, og tallet er endnu højere blandt større myndigheder og virksomheder (92%).
  2. Kritiske forstyrrelser, der forventes at fortsætte: Under eller efter covid-19 har størstedelen været ramt af forsyningsforstyrrelser, hvoraf 84% i det seneste år var kritiske i større eller mindre grad. 62% forventer at den nuværende situation vil fortsætte eller forværres de kommende fem år.
  3. Tiltro til håndtering af forsyningsproblemer varierer: 32% vurderer i høj eller meget høj grad at kunne håndtere problemer, der kan opstå med forsyningssikkerhed og forsyningskæder, mens 46% vurderer i nogen grad at kunne håndtere problemerne. Dog vurderer 17% i mindre grad eller slet ikke at kunne håndtere sådanne problemer.
  4. Flere barrierer for arbejdet med forsyningssikkerhed: 57% oplever i større eller mindre grad barrierer i arbejdet med forsyningssikkerhed såsom manglende tid, viden og behov. Hertil mangler 32% overblik over deres vigtigste forsyningskæder, og en betydelig andel har ikke ansvaret klart placeret for forsyningssikkerhed (23%) eller finder det ikke relevant at placere ansvaret (23%).
  5. Behov for viden og rådgivning: 38% er interesserede i viden eller rådgivning inden for udvalgte områder af forsyningssikkerhed, og efterspørgslen er højest blandt de største myndigheder og virksomheder.
  6. Særligt myndigheder mangler overblik og viden: 31% af myndighederne mangler at placere organisatorisk ansvar for forsyningssikkerhed, mens det gælder 21% af virksomhederne. 50% af myndighederne har i mindre grad eller slet ikke overblik over deres forsyningskæder, sammenholdt med 25% af virksomhederne. Samtidig har en større andel af myndighederne gennemgående vist interesse for viden og rådgivning om udvalgte områder af forsyningssikkerhed.

Læs resultaterne af spørgeskemaundersøgelsen her. 

Fakta om Styrelsen for Forsyningssikkerhed:

Styrelsen for Forsyningssikkerhed rådgiver og hjælper statslige myndigheder med at identificere deres kritiske ressourcer, kortlægge forsyningskæder, analysere potentielle sårbarheder og udarbejde handleplaner.

Styrelsen udarbejder også bl.a. analyser af dansk forsyningssikkerhed, såsom af strategiske afhængigheder, tværgående sårbarheder og scenarieanalyser.

Styrelsen udgiver inden længe en vejledning til, hvordan man kan arbejde med forsyningssikkerhed baseret på best-practice.

Fakta om undersøgelsen:

  • Mere end 10.000 inviterede
  • Virksomheder udvalgt efter branchekoder og mere end 10 ansatte
  • Modtagere af spørgeskemaet er bl.a. ministerier, styrelser, regioner og kommuner, andre offentlige organisationer og virksomheder som spiller en rolle i forhold til opretholdelsen af samfundsvigtige funktioner.
  • Besvarelser: ca. 2.800 svar, hvoraf ca. 2.100 besvarelser fra virksomheder, ca. 400 besvarelser fra myndigheder og ca. 300 besvarelser fra private uddannelses- og pasningsinstitutioner samt NGO’er.
  • Undersøgelsen vedrører blandt andet myndigheders og virksomheders vurdering af deres egen forsyningssikkerhed, karakter af og årsag til eventuelle forsyningsudfordringer, hvorvidt der arbejdes med sårbarhedsreducerende tiltag, samt forventninger til de kommende år.

Nøgleord

Kontakter

Styrelsen for Forsyningssikkerhed er en dansk styrelse under Justitsministeriet. Styrelsens opgave er at understøtte det danske samfunds beredskab i forhold til nuværende og fremtidige kriser, hvor der kan forudses knaphed på særlige kritiske ressourcer.

Følg pressemeddelelser fra Styrelsen for Forsyningssikkerhed

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Styrelsen for Forsyningssikkerhed

Regeringen lancerer ny strategi for forsyningssikkerhed11.9.2023 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Store globale kriser som covid-19 og krigen i Ukraine har vist, at varer og ressourcer kan være svære at få til Danmark under kriser. I den globale handel er vi på nogle områder blevet for afhængige af enkelte lande. Det gør os sårbare. Derfor skal alle de statslige myndigheder med ansvar for landets vigtigste funktioner fremover have mere fokus på, hvor der kan opstå problemer med forsyningen. Det skal være med til at sikre, at vores samfund også kan fungere under fremtidige kriser.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye