Styrelsen for Forsyningssikkerhed

Regeringen lancerer ny strategi for forsyningssikkerhed

Del

Store globale kriser som covid-19 og krigen i Ukraine har vist, at varer og ressourcer kan være svære at få til Danmark under kriser. I den globale handel er vi på nogle områder blevet for afhængige af enkelte lande. Det gør os sårbare. Derfor skal alle de statslige myndigheder med ansvar for landets vigtigste funktioner fremover have mere fokus på, hvor der kan opstå problemer med forsyningen. Det skal være med til at sikre, at vores samfund også kan fungere under fremtidige kriser.

AFP PHOTO/Satellite image ©2021 Maxar Technologies/Ritzau Scanpix
AFP PHOTO/Satellite image ©2021 Maxar Technologies/Ritzau Scanpix AFP PHOTO/Satellite image ©2021 Maxar Technologies/Ritzau Scanpix

Det danske samfund skal være mere robust over for fremtidens trusler. Krigen i Ukraine, energikrisen og covid-19-pandemien har vist, at risikobilledet for Danmark er blevet mere komplekst og uforudsigeligt. Udviklingen viser, at sikkerhedspolitik hænger uløseligt sammen med forsyningssikkerhed, og hvor afhængig Europa i forsyningsmæssig sammenhæng er blevet af omverdenen og af enkeltlande med de sårbarheder, dette medfører.

Derfor lancerer Styrelsen for Forsyningssikkerhed sin første strategi for forsyningssikkerhed. Den sætter rammen for, hvordan myndighederne skal gå til opgaven med at få stærke forsyningskæder i alle de vigtige funktioner i vores samfund – så det danske samfund bliver mere robust både til hverdag, og når krisen rammer.

Med et skærpet risikobillede kan lange og komplekse forsyningskæder udgøre en sårbarhed, og i værste fald kan kritiske afhængigheder blive brugt af ikke-venligtsindede lande til politisk pression imod Danmark og danske interesser. Det skal vi tage alvorligt. Vi skal sørge for, at vi har robuste forsyningskæder til vores samfundsvigtige funktioner, som eksempelvis elforsyning eller hospitalsvæsen, så der kan leveres de kritiske ydelser, som er afgørende for, at det danske samfund fungerer.

Med strategien sættes retningen for dansk forsyningssikkerhed de kommende år, og strategien giver statslige myndigheder værktøjer til at blive bedre forberedt.

Justitsminister Peter Hummelgaard siger:

”Danmarks tryghed og sikkerhed hænger uløseligt sammen med vores forsyningssikkerhed. Det har vi set de seneste år med covid-19 og andre kriser, hvor det har været vanskeligt at få varer og ressourcer til landet. Derfor sætter vi nu retningen for et styrket arbejde med forsyningssikkerhed på tværs af staten. Det skal være med til at sikre, at det er trygt at være dansker også under fremtidige kriser.”

Fungerende direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed Henrik F. Brodersen siger:

”Når en ny krise rammer os, skal f.eks. hospitaler og politiet have adgang til de varer og ressourcer, de har brug for, så vores samfundsvigtige funktioner kan fungere. De varer, som er essentielle for, at vores samfund kan hænge sammen, bliver ofte fragtet over store afstande og skifter hænder mange gange på vejen. Derfor skal det danske samfund som helhed have bedre overblik over vores forsyningskæder og have mere fokus på, hvor der vil kunne opstå problemer med forsyningen. Forsyningssikkerhed er en forudsætning for Danmarks sikkerhed.”

Strategien er udarbejdet i samarbejde med Justitsministeriet, Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Forsvarsministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, Udenrigsministeriet Miljøministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Transportministeriet.

Læs strategien på Styrelsen for Forsyningssikkerheds hjemmeside.

Styrelsen for Forsyningssikkerhed blev oprettet under covid-19 og er statens kompetencecenter for forsyningssikkerhed. Styrelsen rådgiver offentlige myndigheder om tiltag, der kan styrke forsyningssikkerheden.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Foto: Lars Svankjær
Foto: Lars Svankjær
Lars Svankjær
Download
Foto: Lars Svankjær
Foto: Lars Svankjær
Lars Svankjær
Download
Foto: iStock
Foto: iStock
iStock
Download

Links

Følg pressemeddelelser fra Styrelsen for Forsyningssikkerhed

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Styrelsen for Forsyningssikkerhed

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye