Nyt ambassadørkorps skal sætte spiseforstyrrelser og selvskade på dagsordenen
21.8.2024 07:11:43 CEST | Somenta | Pressemeddelelse
Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade etablerer et ambassadørkorps med syv stærke personligheder, der skal bidrage til at skabe opmærksomhed om til foreningens arbejde.
Mere end 5.000 mennesker får hvert år hjælp til at håndtere svære situationer med spiseforstyrrelser eller selvskade hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. I rådgivningen chatter frivillige med unge, der kæmper med trangen til at skade sig selv. På telefonen ringer fortvivlede forældre, som ikke ved, hvordan de skal hjælpe deres børn, som ikke vil spise. Og i mødelokalerne mødes mennesker med spiseforstyrrelser til gruppebehandling hos foreningens behandlere.
Nu har syv stærke personligheder meldt sig som ambassadører, som vil gøre en frivillig indsats for, at flere lærer Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade at kende. Flere af ambassadørerne har selv personlig erfaring med enten en spiseforstyrrelse eller selvskade.
Ambassadørkorpset består af:
- Isabella Arendt, senior public affairs-rådgiver og tidligere formand for Kristendemokraterne
- Lasse Harkjær, sekretariatschef ved H.M. Dronning Margrethes Hof
- Marie Brixtofte, økonom, autoriseret psykolog, forfatter, foredragsholder og kommunalpolitiker for Venstre
- Pernille Lotus, iværksætter og breathwork- og meditationslærer
- Rikke Ploug, direktør i Ploug Niemann Ledelsesrådgivning
- Tor Nonnegaard-Pedersen, partner i Implement Consulting Group
- Torben Haraldsted, ejendomsmægler
”Jeg glæder mig over, at så kompetente og engagerede mennesker har lyst til at kaste deres energi ind i at skabe bedre forhold for mennesker med spiseforstyrrelser og selvskade. Jeg er overbevist om, at vi med et så stærkt hold kan nå endnu længere ud og dermed hjælpe endnu flere i fremtiden,” siger Laila Walther, direktør i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.
Ambassadørerne ser frem til at kaste sig over arbejdet.
Isabella Arendt: “Som tidligere selvskadende ved jeg på egen krop, hvor vigtigt samtale, forståelse og aftabuisering er. Kan jeg bidrage til at skabe synlighed og hjælpe dem, som har det svært, vil det være en stor ære.”
Lasse Harkjær: "At blive ambassadør for Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade har været helt naturligt for mig. Jeg har fulgt foreningen i flere år, herunder i bestyrelsen, og har set, hvor meget foreningens arbejde hjælper. De frivillige og de ansatte i foreningen gør virkelig en forskel for udsatte med spiseforstyrrelser eller selvskade."
Marie Brixtofte: "Mit første misbrug var en spiseforstyrrelse. Og på en måde kommer man aldrig over det – men man kan lære at leve som ædru: ædru spiseforstyrret. Jeg har også som psykolog set, hvordan selvskade og spiseforstyrrelser ødelægger mennesker og bakker derfor 100 % op om foreningen, i dag i kraft af et ambassadørskab."
Pernille Lotus: "Et kig ned på min venstre arm, der er fyldt med ar efter cutting, er den oprigtige grund til, at jeg er beæret over at kunne kalde mig ambassadør for foreningen. Jeg håber for alvor at kunne sætte foreningen på landkortet, så vi sammen kan hjælpe endnu flere unge mennesker."
Rikke Ploug: "Jeg kan ikke forestille mig en sag, jeg vil kunne brænde mere oprigtigt for. Jeg har som ledelsesrådgiver igennem mange år arbejdet med ledere inden for børne- og ungeområdet og har hver uge kontakt med mennesker i dette felt, så jeg ved, at alt for mange børn og unge desværre mistrives."
Torben Haraldsted: "Bare stolt. Stolt over at få lov til at være ambassadør for foreningens vigtige arbejde."
Nøgleord
Kontakter
Janne BruvollKommunikations- og fundraisingchef
Tlf:51177578janne@spiseforstyrrelse.dkOm Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade
Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade arbejder for at forebygge spiseforstyrrelser og selvskade og forbedre vilkårene for de ramte og deres pårørende.
Hvert år rådgiver og støtter vi mere end 5.000 mennesker, der har brug for hjælp, og vi har rådgivninger i København, Aarhus, Odense og Aalborg.
Følg pressemeddelelser fra Somenta
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Somenta
Ny forskning: Forældre til børn og unge med anoreksi oplever stor omsorgsbelastning og har brug for mere støtte5.10.2026 07:59:33 CEST | Pressemeddelelse
Når forældre får en central rolle i behandlingen af børn og unge med anoreksi, følger et stort ansvar og en betydelig belastning. Ny dansk forskning peger på behovet for mere støtte til forældrene og for at tilpasse behandlingen til den enkelte familie.
Nyt tværsektorielt samarbejde skal sikre mere støtte under og efter behandling af spiseforstyrrelser1.10.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Somenta og to ambulatorier i psykiatrien i Region Hovedstaden indgår nye samarbejder. Målet er at skabe mere sammenhæng mellem behandling i psykiatrien og den støtte, der kan være brug for i hverdagen under og efter et behandlingsforløb.
Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade skifter navn til Somenta for at nå flere tidligere28.5.2026 11:57:47 CEST | Pressemeddelelse
Med navnet Somenta vil foreningen gøre det lettere at søge hjælp og styrke den forebyggende indsats, før mistrivsel udvikler sig til alvorlig sygdom.
Uffe Tang ny formand for Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade30.4.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Tre bestyrelsesmedlemmer er genvalgt, og to nye suppleanter kommet til efter årets generalforsamling i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.
Ny hjemmeside giver viden og værktøjer til at styrke børns kropstilfredshed16.3.2026 07:30:00 CET | Pressemeddelelse
Nyt onlineunivers klæder forældre, skoler og idrætten bedre på til at skabe sunde og realistiske kropsidealer hos børn og unge. Hjemmesiden er en del af projektet Spejlven, som arbejder for, at børn og unge skal have det godt med sig selv, hinanden og deres kroppe.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum