Se første trailer for 'Familier som vores'
28.8.2024 08:00:00 CEST | TV 2 Danmark | Pressemeddelelse
Thomas Vinterberg og Zentropas nye TV 2-serie får premiere på TV 2 Play og TV 2 søndag 20. oktober.

Thomas Vinterberg og Zentropas nye TV 2-dramaserie får verdenspremiere på den prestigefyldte Venedig Film Festival, som åbner i dag.
Her vises serien for festivalpublikummet fordelt udover den kommende weekend. Lørdag 31. august vises de første fire afsnit, og søndag 1. september vises de tre sidste afsnit.
De danske seere kan glæde sig til, at serien får premiere på TV 2 Play og TV 2 søndag 20. oktober, og allerede nu kan du se den første trailer fra den storslåede serie.
Se og download den første trailer fra 'Familier som vores'
Jeg er stolt og glad
'Familier som vores' er Thomas Vinterbergs første tv-serie og hans første projekt siden den Oscar-belønnede film 'Druk' fra 2020. Det er også første gang, at Thomas Vinterberg er inviteret til filmfestivalen i Venedig med et projekt, og han siger:
- Jeg er stolt og glad. Filmfestivalen i Venedig er det perfekte sted for 'Familier som vores' at møde verden. Efter 'Druk' dykkede jeg direkte ned i denne karakterbårne saga om familier, der må forlade fædrelandet, før hele Danmark oversvømmes. Vandet i Venedigs gader er derfor en særlig kraftfuld ramme om verdenspremieren. Der er også noget inspirerende trodsigt over en festival i en by bygget på vand, som virkelig spejler seriens store tema: ukuelighed. Mennesket har en fantastisk evne til at tilpasse sig selv i de mest udfordrende situationer. Jeg oplever både en værdighed og et håb i netop den ukuelighed, som jeg forsøger at holde fast i - ikke mindst i denne foruroligende tid vi lever i.
En nation tager afsked
'Familier som vores' begynder midt i den danske sommer, hvor livet går, som det plejer. Men som et lyn fra en klar himmel bliver alt revet fra hinanden. Den stigende vandstand kan ikke længere ignoreres, og regeringen beslutter, at hele Danmark skal evakueres. Al ejendom er med ét værdiløst, og huse og institutioner lades ensomme tilbage, mens familier, venner og elskende tvinges i hver sin retning.
Dem, der har råd, rejser til velhavende lande, mens de mindre velstillede er afhængige af det statsfinansierede program og må flytte hen, hvor der er plads. Kaos, splittelse og magtesløshed banker på hos danskerne. Men trods afskeden med hjemlandet drejer jorden stadig rundt. Mange steder vokser også kærligheden frem, mennesker forsones, og håbet om at blive genforenet lever.
'Familier som vores' er et storslået og intimt familiedrama om afskeden med vores land og alt det, vi kender, og om menneskers ukuelige vilje til at overleve, håbe og elske.

Dansk stjernecast
På deres vej ud af Danmark og ned gennem Europa følger vi en stor, dansk familie og deres nærmeste. Vi møder de to unge studenter, Laura (Amaryllis August) og Elias (Albert Rudbeck Lindhardt), der forelsker sig i hinanden. Vi møder Lauras skilte forældre: hendes far, den succesfulde arkitekt Jacob (Nikolaj Lie Kaas), og hendes mor, den stressramte videnskabsjournalist Fanny (Paprika Steen). Vi møder også Jacobs nye kone, Amalie, (Helene Reingaard Neumann), Amalies bror, Nikolaj (Esben Smed) og hans mand, Henrik (Magnus Millang), Henriks uregerlige bror, Peter (David Dencik), Fannys bror, Holger (Thomas Bo Larsen) samt drengen Lucas (Max Kaysen Høyrup) og hans mor, Christel (Asta Kamma August), som krydser veje med familien.
'Familier som vores' er skrevet af Thomas Vinterberg og Bo Hr. Hansen. Thomas Vinterberg har instrueret alle syv afsnit, og serien er produceret af Zentropa Entertainments ved producerne Sisse Graum Jørgensen og Kasper Dissing for TV 2 Danmark, STUDIOCANAL og CANAL+ med støtte fra Det Danske Filminstitut - Public Service Puljen, Den Europæiske Union og Nordisk Film & TV Fond i co-produktion med NRK, TV4, ARD Degeto, co-produceret af Film i Väst, Sirena Film, Zentropa Sweden, Ginger Pictures og Saga Film, co-produceret med støtte fra Czech Film Fund og BNP Paribas Fortis Film Finance i samarbejde med CANAL+ Poland og M7.
Nøgleord
Kontakter
Line Aamand HansenPR-konsulent
Fiktion
Billeder
TV 2 Danmark er en medievirksomhed med store digitale ambitioner og en mangeårig stærk position på det danske tv-marked. Vi arbejder hver dag for, at alle danskere via TV 2 Play, tv2.dk og alle vores kanaler kan holde sig opdateret og underholdt eller tage del i den offentlige debat. TV 2 Danmark er ejet af den danske stat, og vi driver public servicevirksomhed på kommercielle vilkår. På tværs af alle vores platforme er vi i kontakt med over 80 procent af danskerne i løbet af en uge. Vi bor på Kvægtorvet i Odense og på Teglholmen i København.
Følg pressemeddelelser fra TV 2 Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra TV 2 Danmark
Nyt samarbejde med Apple TV og Disney+ giver TV 2 Plays kunder et enestående indholdstilbud20.5.2026 09:00:06 CEST | Pressemeddelelse
TV 2 Plays abonnenter kan fra 20. maj tilkøbe Disney+ og Apple TV sammen med deres TV 2 Play-abonnement til en attraktiv pris. Samarbejdet styrker TV 2s samlede indholdstilbud til danskerne, der efterspørger både dansk og udenlandsk kvalitetsindhold. Dermed er aftalen med til at sikre TV 2s mål om at være nummer 1 i danskernes hverdag.
TV 2 forlænger rettighederne til den italienske Serie A i fodbold11.5.2026 09:59:32 CEST | Pressemeddelelse
Rasmus Højlunds Napoli, de nyslåede mestre fra Inter og de øvrige storklubber som Juventus, AC Milan og AS Roma kan også opleves på TV 2 Play og TV 2s sportskanaler i de kommende år.
Første kvartal slår streaming-rekord i TV 229.4.2026 14:45:09 CEST | Pressemeddelelse
Årets første tre måneder af 2026 har været præget af valg, geopolitiske kriser og EM i håndbold, som får danskerne til at samles hos TV 2, og giver rekordhøjt streaming-forbrug målt for et kvartal i årets 1. kvartal. TV 2s resultat før finansielle poster (EBIT) i 1. kvartal 2026 er 91 mio. kr. mod 132 mio.kr. i 1. kvartal 2025. Det lavere resultat skyldes højere indholdsomkostninger.
Josephine Park og Soheil Bavi går ind i kampen mod opioider i TV 2s nye krimiserie 'Fristelsen'27.4.2026 09:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Serien, der er en tempofyldt krimiserie, forener højintens spænding, gribende karakterdrama og et stærkt visuelt udtryk. Serien produceres af Miso Film og er netop gået i optagelse i København og omegn.
TV 2 løber med rettighederne til Wanda Diamond League16.4.2026 09:59:26 CEST | Pressemeddelelse
TV 2 udvider sportspakken med Wanda Diamond League og giver seerne adgang til atletikkens største stjerner og mest prestigefyldte stævner.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

