Nye handelstal: Boligsalget fik medvind i årets andet kvartal
Boligsidens nye handelstal viser, at antallet af solgte boliger primært tog fart i andet kvartal af 2024, hvor salget overgik niveauet for samme periode i 2022.

Der blev i alt solgt 22.804 boliger i Danmark i andet kvartal af 2024, viser nye handelstal fra Boligsiden.
Dermed steg det samlede boligsalg med 24,2 procent fra første kvartal til andet kvartal, som svarer til 4.438 flere bolighandler i perioden.
Salgsresultatet for andet kvartal i år udmærker sig desuden ved at overgå niveauet for samme periode i 2022 med 6,5 procent.
”2024 blev indledt med flere ubekendte faktorer om boligmarkedets udvikling. For det første var der uvished om rentesituationen i forhold til, hvornår og i givet fald hvor meget renterne vil falde i løbet af året. For det andet startede året med nye ændringer i boligskatterne, som har været forbundet med flere usikkerheder, blandt andet i hvilket omfang boligskatteændringerne ville påvirke boligmarkedet. Derfor så vi også kun et beskedent antal bolighandler i årets første kvartal,” siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
”I andet kvartal har vi omvendt set en spirende optimisme på boligmarkedet. Renterne er faldet, og de nye boligskatter synes overordnet set ikke at have haft store negative konsekvenser for eksempelvis prisudviklingen, som mange ellers havde frygtet. Derudover har mange danske husholdninger i dag en solid økonomi.”
”Det gør samlet set, at vi ser et pænt salgsresultat for årets andet kvartal, der endda overgår niveauet for andet kvartal i 2022, som jo også var en forholdsvis gylden tid på boligmarkedet i forlængelse af coronaboomet, før markedet for alvor vendte i andet halvår af 2022,” fortsætter hun.
Største stigning i hussalget for Region Hovedstaden
Antallet af solgte villaer og rækkehuse endte på i alt 13.945 styks i andet kvartal 2024, som er 21,5 procent flere end i årets første kvartal.
Det gælder for samtlige fem regioner, at hussalget er steget fra første til andet kvartal af 2024. Den største stigning er at finde i Region Hovedstaden, hvor hussalget er steget med 31,5 procent i perioden.
Også for husene ligger det landsdækkende salg for andet kvartal i år over niveauet for andet kvartal 2022 med 7,3 procent.
”Generelt set synes husmarkedet at være tilbage på et spor, der på flere punkter minder om udgangspunktet, før boligmarkedet blev ramt af modgang i særligt andet halvår 2022. Senest har vi set, at priserne er på niveau med sommeren ’22, og nu kan vi konstatere, at også antallet af handler ligger over niveauet for samme år.”
”Det er især Region Hovedstaden, der har fået et comeback fra første kvartal til andet kvartal i år, da det er den region, at både hussalget og huspriserne er steget mest i perioden. Det er bemærkelsesværdigt, da det især er her, at boligskatterne nu er steget, men det har tilsyneladende ikke skræmt køberne væk,” siger Birgit Daetz.
Læs mere om den lokale udvikling i hussalget for regioner og kommuner her
Lejlighedssalg halter efter tiden før corona
For ejerlejlighederne endte salget på i alt 4.150 i årets andet kvartal, som er 15,3 procent flere end i første kvartal.
Ud af det samlede salg blev 1.513 af lejlighedshandlerne foretaget i Københavns Kommune, som har landets største marked for ejerlejligheder. I Københavns Kommune steg lejlighedssalget med 23,4 procent fra første kvartal til andet kvartal.
Det samlede lejlighedssalg for andet kvartal i år ligger desuden også over salget i samme periode i 2022 med 7,3 procent.
”Også lejlighedssalget har rejst sig ovenpå første kvartal, og igen hæfter vi os ved, at boligskatterne ikke synes at have påvirket markedet synderligt, selv om det særligt er lejlighedsmarkedet, der har fået højere boligskatter,” siger Birgit Daetz og fortsætter:
”Som den eneste boligtype halter salget af lejligheder dog efter, når vi sammenligner med det gennemsnitlige salg for andet kvartal i årene 2015-2019 før corona. Dengang blev der solgt 18 procent flere lejligheder end i år. Forklaringen er blandt andet, at der også var flere ejerlejligheder til salg dengang. I dag er udbuddet af lejligheder nemlig forholdsvist lavt, og en forudsætning for, at salget stiger, er også, at der er tilstrækkeligt i udbud.”
Sæsonmæssig stigning i sommerhussalget
Sommerhussalget endte på 2.800 styks i andet kvartal, som er 60,2 procent flere solgte sommerhuse end i første kvartal. Sommerhussalget for første kvartal i år overgår også niveauet for samme periode i 2022 med 4,9 procent.
”Stigningen i sommerhussalget kan især tilskrives sæson, da første kvartal som regel er en sløj periode på sommerhusmarkedet, mens der typisk er meget mere gang i markedet i andet kvartal. Men uanset sæsonen, er det er værd at bemærke, at mange danskere i dag har økonomi til sommerhuskøb.”
Se udviklingen i boligsalget her:
Boligtype |
Antal solgte boliger 2. kvt. 2024 |
Ændring fra 2. kvt. '22 til 2 kvt. '24 |
Ændring fra 1. kvt. '24 til 2. kvt. '24 |
Villaer og rækkehuse |
13.945 |
7,3% |
21,5% |
Ejerlejligheder |
4.150 |
7,3% |
15,3% |
Sommerhuse |
2.800 |
4,9% |
60,2% |
Alle boligtyper* |
22.804 |
6,5% |
24,2% |
Tabellen viser antallet af solgte boliger i andet kvartal af 2024 fordelt på boligtyper. Dertil fremgår ændringen i procent, når dette sammenholdes med hhv. andet kvartal 2022 (Ændring fra 2. kvt. '22 til 2 kvt. '24) og første kvartal 2024 (Ændring fra 1. kvt. '24 til 2. kvt. '24). *Alle boligtyper dækker over villaer, rækkehuse, ejerlejligheder, sommerhuse, kolonihaver, andelsboliger, landejendomme, helårsgrunde, fritidsgrunde, villalejligheder og lystejendomme. Kilde: Boligsiden
Nøgleord
Kontakter
Har du brug for yderligere kommentarer eller tal for de(n) kommune(r), du dækker. Kontakt kommunikationsdirektør Birgit Daetz, bcd@boligsiden.dk. Telefon: 21210284
Billeder

Hvem er Boligsiden.dk?
På Boligsiden.dk gør vi det nemt for boligkøbere at finde den bolig, de er på jagt efter. Selskabets aktionærer er ejendomsmæglere, ejendomsmæglerkæder og Dansk Ejendomsmæglerforening. Boligsidens Markedsindeks viser aktuelle nøgletal om boligmarkedet, og statistikkerne er baseret på indberetninger fra samtlige af ejendomsmæglernes boligsalg. Boligsiden.dk udgiver løbende artikler om boligmarkedet på www.boligsiden.dk/nyheder og udsender hver måned en række faste pressemeddelelser med udgangspunkt i udviklingen i handelsaktiviteten, salgspriser, salgstid, nedslag og boligudbud.
Følg pressemeddelelser fra Boligsiden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Boligsiden
Huskøberne har fået færre valgmuligheder: Her er faldet størst4.7.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Boligsidens nye udbudstal viser, at antallet af huse til salg er blevet færre det seneste år i langt de fleste landsdele. Størst er faldet i hovedstadsområdet og flere andre steder på Sjælland.
Boligsalget stiger igen i maj: Efterspørgslen øges flere steder i landet19.6.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Boligsidens nye handelstal for maj viser stor stigning i salget af alle boligtyper sammenlignet med samme måned sidste år. Ejerlejligheder er fortsat eftertragtede, ligesom salget af huse stiger i stort set hele landet og især i Østjylland, der er fortrop i statistikken.
Nye tal: Boligpriserne fortsætter op, imens nedslag og salgstid går ned12.6.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nye maj-tal fra Boligsidens Markedsindeks viser igen stigende salgspriser for både huse, lejligheder og sommerhuse. Boligpriserne sætter dermed ny rekord for anden måned i træk, og i takt med den stigende efterspørgsel bliver både nedslag i pris og den gennemsnitlige salgstid mindre.
Flere boliger til salg – nu overhaler sommerhusene ejerlejlighederne5.6.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Boligsidens nye udbudstal for primo juni viser, at der igen er flere sommerhuse til salg end ejerlejligheder. Dermed har de to boligtyper byttet plads i udbudsstatistikken og genindtaget de positioner, som de havde før coronaperioden.
Her er mulighederne størst, hvis du vil købe hus til 2,5 millioner kroner3.6.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Der er stor forskel på hvor i landet, du har bedst mulighed for at finde dit kommende drømmehus, hvis du har et budget på 2,5 millioner kroner, viser en ny opgørelse fra Boligsiden. I hovedstadsområdet er mulighederne meget begrænsede, imens der er flere huse i spil uden for landets største byer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum