Fiskerikontrollen beslaglægger ulovlige fiskeredskaber og genudsætter 11 hummere i Limfjorden ved Aalborg
Under en kontrolsejlads i Limfjorden stødte Fiskeristyrelsens kontrollører på et redskab uden mærkning. Redskaber uden mærkning er ulovlige. Derfor blev fangsten genudsat, og redskabet beslaglagt.
For nylig satte Fiskeristyrelsens kontrollører deres kontrolbåd i vandet i Limfjorden ved Aalborg. Planen var at tjekke, om de opsatte multitejner i området overholdt kravene. Alt åndede fred og lovlighed, indtil de stødte på et redskab tæt på Kulturbroen ved Aalborg:
”Først og fremmest tjekker vi redskabet for at se, om det er afmærket. Altså, om der er flag og vager (bøjer med mærke i toppen, red.) på. Og det var der. Og så ser det jo egentlig lovligt ud for dem, der ser det udefra. Men der skal også være mærkning på, det vil sige et lille gult mærke, hvor der står et fiskerinummer på. Og det manglede,” siger fiskerikontrollør Bo Dahl.
Når du fisker med redskaber, skal der altid være mærkning på, så man kan se, hvem der ejer det. Er der ikke mærkning på, er redskabet og fangsten ulovlig. Men der er også andre regler, der skal overholdes:
”Der er regler om, at garn skal røgtes (tømmes, red.) jævnligt, så det ikke ender med, at fiskene dør i garnet. Og det her havde klart stået der for lang tid. Vi var tre mænd om bord – to, der hev garnet op og én, der sejlede båden. Hvis vi kun havde været én kontrollør til at hive det op, havde vi ikke fået det op,” siger Bo Dahl om garnet, som indeholdt ”en ordentlig gang grød”, fordi det havde stået der i meget lang tid.
I garnet fandt kontrollørerne desuden 11 sorthummere, en håndfuld fisk og en masse krabber. Al fangst blev genudsat, da det var fanget med et ulovligt garn. Garnet blev desuden beslaglagt.
Kontrollen af fiskeredskaber sikrer, at fiskeriet udøves korrekt, og at det foregår i lovlige områder. Hvis man har mistet sine fiskeredskaber, skal det anmeldes til Fiskeristyrelsen. Ulovlige garn kan have alvorlige konsekvenser for havmiljøet
Anmeldelse af ulovligt fiskeri kan ske på Fiskeristyrelsens side for anmeldelser.
Om fritidsfiskeri af hummer
- Du skal have et fisketegn for at fiske hummer.
- Er du fritidsfisker, må du kun sætte maks. seks redskaber pr. person. Ét garn på op til 135 meter tæller for tre redskaber, mens en almindelig tejne tæller for ét redskab.
- Fisker du med multitejner på op til 10 meter, skal de have to udslipshuller i hvert kammer, og du må kun fiske med én enkelt multitejne.
- Får du en rognhummer i redskabet, skal den genudsættes.
- Fisker du efter hummer i Limfjorden, skal hummeren have et rygskjold, der er mindst 8,7 cm langt. Mindre hummere skal genudsættes.
- Fisker du med garn, skal du huske at røgte det med jævne mellemrum. Ligger det for længe uden at blive røgtet, anses det for efterladt – eller såkaldt ’spøgelsesgarn’.
- Du må ikke fiske efter hummer i Limfjorden i perioden fra 1. juli til 31. august 2024, begge dage inklusive.
Nøgleord
Om Fiskeristyrelsen
Fiskeristyrelsen er en styrelse under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og omfatter en central del med afdelinger i både København og Sønderjylland samt en regional fiskerikontrol med lokalafdelinger flere steder i landet og tre fiskerikontrolskibe. Fiskeristyrelsen gennemfører regeringens fiskeripolitik og forestår bl.a. regel- og politikforberedelse, kontrol, myndighedsberedskab, sagsbehandling og deltagelse i internationalt samarbejde.
Følg pressemeddelelser fra Fiskeristyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Fiskeristyrelsen
Fiskere opsamler spøgelsesnet langs Djurslands kyster9.9.2024 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Glemte fiskenet og andet såkaldt ’marint affald’ fra fiskeriet kan skabe store problemer for både havmiljøet og havets dyr. Blandt andet fordi meget af det er lavet af plastik, som både forurener havmiljøet og kan udgøre en risiko for dyrelivet. To fiskere forsøger nu at gøre noget ved problemet.
Ny rapport dokumenterer: EU-midler har forbedret konkurrenceevnen i dansk fiskeri4.9.2024 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det danske Hav- og Fiskeriudviklingsprogram (EHFF) har i 2023 uddelt knap 1,9 mia. kroner. til mere end 2.600 projekter. Her kan du læse, hvad pengene blandt andet har bidraget til.
Flest blåmuslinger fanget til konsum i første halvår af 202420.8.2024 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Listen over de mest fangede spisefisk og skaldyr inkluderer blandt andet rødspætte og blåmusling.
Flest blåhvilling blev trukket i land til industribrug i første halvår af 202414.8.2024 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
På listen over de mest fangede fisk og skaldyr til fiskeindustrien i årets første halve år finder vi blandt andet blåhvilling og brisling.
Fiskeristyrelsen finder 25 kg ål og ulovlige åleruser i Ringkøbing Fjord22.7.2024 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fiskerikontrollen fandt for nylig 25 kg ulovlige ål og ni ulovlige åleruser i Ringkøbing Fjord. Ålene blev genudsat, og ruserne blev konfiskeret.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum