Føler du dig nedslidt? Find din egen jobgruppe på listen
Socialpædagoger føler sig mest psykisk nedslidte, mens tømrere og snedkere i størst grad mærker kroppen sige fra. Det viser nye tal fra NFA, som giver et overblik over forskellige jobgrupper og deres følelse af nedslidning.
Skal kroppen slæbes igennem arbejdsdagen? Eller føles hovedet tungt, allerede når du stempler ind på job?
En ny analyse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) giver et indblik i, hvilke jobgrupper der føler sig henholdsvis fysisk og psykisk nedslidte. Jobgruppen, der føler sig mest fysisk ramt, er tømrere og snedkere. Her svarer 25 procent, at de i høj eller meget høj grad føler sig fysisk nedslidte. 14 procent af socialpædagogerne svarer det samme, når de spørges om psykisk nedslidning.
13.227 medarbejdere på +50 år har besvaret spørgsmålene. Analysen ser på de medarbejdere, der har svaret, at de oplever nedslidning i ”høj” eller ”meget høj” grad. Der er inkluderet jobgrupper, hvor der er mindst 50 besvarelser, og listen omfatter derfor ikke alle jobgrupper i Danmark. Der er tale om medarbejdernes egen oplevelse af at føle sig nedslidt.
- Debatten om nedslidning har fyldt meget i Danmark, men der er indtil nu ikke blevet sat tal på, hvor mange af de beskæftigede, der føler sig nedslidte. Derfor er det interessant at se på de forskellige jobgrupper og deres egen oplevelse af nedslidning, siger Lars L. Andersen, professor på NFA, som står bag den nye analyse.
Se tallene for følelsen af fysisk nedslidning her.
Se tallene for følelsen af psykisk nedslidning her.
Giver brugbar viden
Analysen er en del af forskningsprojektet SeniorArbejdsLiv, som blandt andet undersøger, hvordan seniorer kan blive længere på arbejdsmarkedet. Projektet har også tidligere kastet lys over jobtilfredshed, forventet tilbagetrækningsalder inden for forskellige jobgrupper. Det har også undersøgt, hvor mange der føler sig nedslidte blandt dem, der er på efterløn, tidlig pension, seniorpension og førtidspension.
Formålet med analyserne og SeniorArbejdsLiv er at undersøge, hvad der skal til, hvis flere skal kunne holde til og have lyst til at arbejde til en højere alder i takt med, at folkepensionsalderen stiger.
- SeniorArbejdsLiv giver os viden, som kan bruges nu og i fremtiden til at skabe et sundt og sikkert arbejdsliv, der også omfatter slutningen af arbejdslivet. Jobgruppetallene her kaster mere lys over, hvor der er særligt mange medarbejdere, der føler sig fysisk og psykisk nedslidt. Dette er vigtig viden i debatten om, hvordan vi sikrer et godt arbejdsmiljø for de kommende generationer, der skal være længere på arbejdsmarkedet, siger Lars L. Andersen, der også er projektleder af SeniorArbejdsLiv.
Forskel på nedslidning
Lars L. Andersen peger på, at de nye tal viser, at der generelt er flere, som føler sig fysisk nedslidte i forhold til psykisk nedslidte.
- Vi ved, at den fysiske form og kapacitet generelt falder med alderen. Allerede fra vi er 40 år, mister vi 1-2 procent af vores muskelstyrke om året. Risikoen for kroniske sygdomme, som tærer på kræfterne, stiger også med alderen. Den mentale kapacitet falder ikke i samme grad med alderen, men der kan dog ske et fald i for eksempel evnen til hurtigt at lære nyt, mens der på den positive side kan ske en forbedring af erfaring og overblik, siger Lars L. Andersen.
Lars L. Andersen er ved at analysere, hvad der ligger bag følelsen af nedslidning. Han forventer, at analyserne er klar til offentliggørelse i efteråret 2024.
Vigtigt med indsats for godt arbejdsmiljø
Forskning fra SeniorArbejdsLiv fremhæver, at det især er vigtigt med øget fleksibilitet, økonomi, samt bedre fysisk og psykisk arbejdsmiljø, hvis seniorerne skal blive flere år på arbejdsmarkedet.
Arbejdspladserne kan ifølge Lars L. Andersen sætte ind flere steder, så der kan komme flere gode år på jobbet, selvom kræfterne ikke er de samme med alderen.
- Det kan for eksempel ske ved at tilpasse kravene gennem bedre organisering af arbejdet eller brug af tekniske hjælpemidler, så en medarbejder med nedsat fysisk kapacitet fortsat kan klare arbejdet. Man kan også fremme medarbejderens fysiske kapacitet gennem småøvelser på arbejdspladsen. Mulighed for kompetenceudvikling er også vigtigt, så medarbejderne kan holde sig up-to-date med for eksempel nye teknologier, som arbejdspladsen anvender, siger Lars L. Andersen.
Find mere viden om arbejdsmiljøet blandt seniorer på NFA’s hjemmeside og på projektsiden www.seniorarbejdsliv.dk.
Om studiet
Sådan gjorde forskerne
- Tallene i jobgruppe-analysen bygger på data fra rapporterne Motiver, muligheder og barrierer for et længere arbejdsliv i Danmark og Analyse af tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet: Efterløn, tidlig pension, seniorpension og førtidspension.
- Der er anvendt statistiske vægte ift. alder, køn, uddannelse, region, herkomst, familietype, og familiens disponible indkomst, så resultaterne er repræsentative for målgrupperne i Danmark.
- 13.227 beskæftigede +50 årige har besvaret spørgsmålene om nedslidning.
- Deltagerne er blevet spurgt ”Føler du dig fysisk nedslidt?” og ”Føler du dig psykisk nedslidt”, og har herefter svaret på en fempunkts-skala fra ”slet ikke” til ”i meget høj grad”. Herefter er der beregnet en vægtet procentdel, der svarer i høj grad eller i meget høj grad, på jobgruppe-niveau.
- SeniorArbejdsLiv udføres af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø i samarbejde med Aalborg Universitet og Team Arbejdsliv.
Styrker og begrænsninger
Undersøgelsen er stor og repræsentativ for beskæftigede +50-årige i Danmark. Da nogle jobgrupper er meget små, er der kun inkluderet jobgrupper, hvor der er mindst 50 besvarelser. Listen er derfor ikke udtømmende for alle jobgrupper i Danmark. Der er tale om medarbejdernes egen oplevelse af at føle sig nedslidt. Analysen her kigger altså ikke på årsagerne til nedslidning, men er udelukkende beskrivende for, hvor mange der føler sig nedslidt på tværs af jobgrupper.
Ekstern finansiering
Projektet er finansieret af TrygFonden.
Fakta: Top 10 – procentdel, der i høj eller meget høj grad føler sig fysisk nedslidt
|
Jobgruppe |
Føler du dig fysisk nedslidt? |
|
Tømrere og snedkere |
25% |
|
Lastbilchauffører |
23% |
|
Mekanikere |
23% |
|
Lager- og transportarbejdere |
21% |
|
Rengøringsassistenter |
20% |
|
Murere, VVS´ere mfl |
20% |
|
SOSU´er |
19% |
|
Montører |
18% |
|
Pædagogmedhjælpere |
17% |
|
Ejendoms- og rengøringsinspektører |
16% |
Fakta: Top 10 - procentdel, der i høj eller meget høj grad føler sig psykisk nedslidt
|
Jobgruppe |
Føler du dig psykisk nedslidt? |
|
Socialpædagoger |
14% |
|
Naturvidenskabelige akademikere |
13% |
|
SOSU´er |
11% |
|
Laboranter |
10% |
|
Pædagogmedhjælpere |
9% |
|
Socialrådgivere |
9% |
|
Ejendoms- og rengøringsinspektører |
8% |
|
Nærings- og nydelsesmiddelindustri- |
8% |
|
Bygge- og anlægsarbejdere |
8% |
|
Lager- og transportarbejdere |
8% |
Kontakter
NFA's pressetelefon
Tlf:+45 39 16 52 10Lars L. AndersenProfessor, MSc, PhDDet Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
Tlf:39 16 53 19lla@nfa.dkOm Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) forsker, formidler og uddanner og bidrager dermed til at udvikle et sundt og sikkert arbejdsmiljø i Danmark
Følg pressemeddelelser fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
Sikker start for lærlinge: Landmænd og erhvervsskoler får næsten 100 gode råd og redskaber31.10.2025 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Som led i et nyt forskningsprojekt fra NFA er der udviklet en pjece og webside med næsten 100 gode råd, redskaber og tjeklister, som landbrug og erhvervsskoler kan bruge til at skabe de bedst mulige rammer for lærlinges trivsel, sikkerhed og faglige udvikling. Projektet skal senere udvides til uddannelser inden for industri samt bygge- og anlæg.
Høje krav til jobbet tynger lederes egen trivsel30.10.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Mellemledere på offentlige arbejdspladser oplever tunge arbejdsbyrder og store krav til at håndtere stigende sygefravær blandt medarbejderne. Når det gælder deres egen trivsel, føler de sig overset. Det viser forskning fra NFA.
NFA lancerer Danmarks første AI-podcast om arbejdsmiljø21.10.2025 09:15:33 CEST | Pressemeddelelse
”Forskning på farten – 4 minutter fra NFA” skal give fagfolk mulighed for hurtigt at blive opdateret på ny viden og gode råd fra NFA om et sundt og sikkert arbejdsmiljø. Den nye podcastserie er skabt ved hjælp af kunstig intelligens, men lever stadig op til høje krav om troværdighed og kvalitet.
Seksuel chikane på arbejdspladsen forbindes med højere risiko for hjerteproblemer og diabetes3.10.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny forskning fra NFA viser, at der er øget risiko for hjertekarsygdom eller diabetes blandt medarbejdere, der har været udsat for seksuel chikane på arbejdspladsen. Man kan dog ikke med sikkerhed konkludere, at chikanen er den direkte årsag.
Nyt studie viser 30 procent højere risiko for hovedpine i forbindelse med nattevagter2.10.2025 08:15:12 CEST | Pressemeddelelse
Nattevagter hænger sammen med en højere risiko for hovedpine. Det viser nyt NFA-studie foretaget blandt regionsansatte kvinder. Studiet peger på forstyrrelser i døgnrytmen som årsag.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum