HOFOR A/S

HOFOR sender stor nødgenerator til Ukraine

Del

HOFOR har doneret en stor el-generator, som forsyningsselskabet ikke længere selv kan bruge, til Ukraine – hvor den kritiske infrastruktur er under et ekstremt pres på grund af russiske angreb. Donationen glæder overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.

I Ukraine, hvor Rusland er gået efter at ramme kritisk infrastruktur, især elforsyningen, er store generatorer i høj kurs. Derfor har HOFOR doneret det tidligere nødstrømsanlæg fra et nedlagt vandværk til trængte kolleger i Ukraine.

- Vi, der arbejder med kritisk infrastruktur, ved, hvad det kræver at sikre alle forsyninger. Så vi kan bedre forestille os, hvordan det er at have den samme opgave i et land, der er ramt af krig – og hvor modstanderen gør alt for at ødelægge infrastrukturen og de forsyninger, der er grundlag for borgernes liv. Den store nødgenerator kan gøre god gavn i Ukraine, hvor den kritiske infrastruktur, herunder elforsyningen, er under et ekstremt hårdt pres, siger Susanne Juhl, bestyrelsesformand for HOFOR.

Nødstrømsanlægget er kommet i overskud, efter at HOFOR har opført et nyt vandværk ved Thorsbro nær Ishøj og sat det i drift. Der er tale om en meget stor diesel-generator på 500 kW.

Det er nok til at køre 250 kogeplader på fuldt blus eller drive for eksempel et lille hospital, så det er muligt at operere, når strømmen er gået. Generatoren kan også blive placeret på en lastbil, så den kan bruges der, hvor der opstår behov.


Opbakning fra Københavns Kommune

Københavns Kommune indgik i 2023 en venskabsbyaftale med Ukraines hovedstad, Kyiv. Aftalen indebærer blandt andet, at Københavns Kommune skal bistå med sparring og hjælp til byplanlægning og tilpasning af infrastrukturen – sådan at byen stadig udvikler sig og er klar til mere den dag, krigen slutter, og der igen kan prioriteres mere langsigtet.

Derfor glæder det overborgmester Sophie Hæstorp Andersen, at HOFOR tænker på forsynings-kollegaerne i Ukraine.

- Det er utrolig vigtigt, vi holder fast i vores støtte af Ukraines kamp for frihed. Både som by og som samfund. Vi skal hjælpe med alt det, vi kan. Hvis nødgeneratoren kan betyde, at et hospital kan holdes i drift eller den kan levere strøm til madlavning under strømafbrydelser, så kan HOFOR og vi i København være stolte, siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.


HOFOR holder øje med lagrene

HOFOR har valgt at donere generatoren, fordi der ikke er brug for den andre steder i virksomheden. Samt fordi det efter en konkret vurdering ikke kan betale sig at opbevare eller prøve at afhænde den på andre måder.

Som offentligt ejet forsyningsselskab er HOFOR underlagt regulering, der gør, at det ikke uden videre er tilladt at donere udstyr. Derfor kræver det en vurdering fra sag til sag.

HOFOR er dog klar til at donere mere udstyr, der ikke er brug for længere – hvis det viser sig muligt og i overensstemmelse med reglerne.

- Vi vil i HOFOR fortsat være opmærksomme på, om vi har udstyr stående, som vi ikke længere selv kan bruge, men som kan få et nyt liv, hvor det kan komme trængte ukrainere til hjælp. Naturligvis i respekt for de rammer, der er i reguleringen af os som offentligt ejet forsyningsselskab, slår HOFORs bestyrelsesformand, Susanne Juhl, fast.

Det er samtidig afgørende for HOFOR, at der også er tale om udstyr, som rent faktisk kan bruges, og som er efterspurgt.

Derfor er nødgeneratoren blevet doneret til den private hjælpeorganisation Bevar Ukraine, der har efterlyst netop store generatorer.

Bevar Ukraine har allerede hentet generatoren og transporteret den til Kyiv. Her er den blevet serviceret, inden den tages i brug et sted i Ukraine, hvor der er behov for nødstrøm.

_______________________________

FAKTA OG BAGGRUND

Det tidligere nødstrømsanlæg fra Værket ved Thorsbro er af mærket Deutz. Generatoren vejer omkring 5 tons og kan omdanne diesel til 500 kW strøm.

Nødgeneratoren er fra 1980’erne. Men det er stort set ubrugt og har kun kørt i alt i 264 timer, siden det blev installeret på Værket ved Thorsbro, og det er er blevet jævnligt serviceret og testet gennem årene.

Bevar Ukraine er en privat hjælpeorganisation, der blev stiftet i 2014 af herboende ukrainere, da Rusland annekterede Krim og angreb det østlige Ukraine. Foreningen yder humanitær hjælp samt hjælp til flygtninge, og den er vokset kraftigt efter Ruslands invasion i februar 2022.

Læs mere på foreningens hjemmeside.

Kontakter

Om HOFOR

HOFOR A/S er Danmarks største lokale forsyner, der sørger for vand, varme, bygas, fjernkøling og afledning af spildevand for flere end 1 million mennesker i hovedstadsområdet. Vi opfører vindmøller og solcelleparker, der leverer energi til et grønnere Danmark. Sammen med vores otte ejerkommuner skaber vi bæredygtige byer med fokus på skybrudsprojekter, energioptimering og udvikling af fremtidens forsyningsløsninger. Vi tager ansvar og arbejder tæt sammen med vores kunder, universiteter, erhvervsliv og myndigheder. Vi har over 150 års erfaring, 1.600 ansatte og en årlig omsætning på over 7 milliarder kroner.

Følg pressemeddelelser fra HOFOR A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra HOFOR A/S

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye