Grønt selvmål af regeringen
Regeringens ambitioner for grøn omstilling og udfasning af russisk gas afløses af bureaukrati og økonomisk usikkerhed for varmeforbrugerne.
![Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme undrer sig over ny politisk aftale](/data/images/public/3320505/13943376/43303a2c-5578-4f30-829b-41278115a648-w_720.jpg)
Præcis to år efter, at et politisk flertal indgik ”Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022”, er Folketingets partier på vej med ny økonomiske regulering af fjernvarmesektoren.
Efter to år med fuldt fokus på grøn omstilling og udfasning af naturgas samt efter en række konkrete og konstruktive anbefalinger fra den af regeringen nedsatte arbejdsgruppe NEKST er vi i Dansk Fjernvarme forundrede over for, hvordan brikkerne er landet i denne aftale.
- Resultatet er nedslående for de selskaber, der dagligt arbejder for den grønne omstilling, og man kan roligt konstatere, at usikkerheden for selskaberne ved at foretage grønne investeringer og udfasning af naturgas i danske hjem ikke bliver mindsket, men tværtimod øget. Det står i skærende kontrast til formålet med den aftale, der blev indgået for to år siden. Her var det bærende element netop et politisk ønske om øget sikkerhed for grønne investeringer, så vi kan blive uafhængige af fossil energi og komme videre med den grønne omstilling, lyder det fra Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.
Selskaber skal i gabestok
Sammen med prisloftet kommer et nyt ”udskamningssystem”, hvor myndighederne nu vil udskamme de selskaber, der ligger over et loft, som ikke afspejler forbrugernes virkelighed. Det skal ske ved at offentliggøre de pågældende selskabers navne og sætte dem på en liste, hvor forbrugerne får at vide, at deres selskab er under særligt skærpet tilsyn. Det til trods for, at der i langt de fleste tilfælde er gode forklaringer på de enkelte selskabers priser. Herunder, at flere selskaber har høje priser som følge af politiske beslutninger.
- Vi kigger nu ind i en regulering, hvor der sendes et klart – men hamrende forkert – signal til fjernvarmeforbrugerne i mindst en tredjedel af selskaberne om, at de burde finde sig en anden opvarmningsform end fjernvarme. Vi har et velfungerende fjernvarmesystem, som sparer forbrugerne for milliarder af kroner hvert eneste år, og som danske virksomheder samtidig bruger mange midler på at sælge til resten af Europa. Det virker helt uforståeligt, når fjernvarmen er et af de vigtigste klimaredskaber, vi har til at drive en grøn omstilling og være spydspids i at smide gas på porten i danskernes boliger, siger Kim Mortensen.
Gift for grønne investeringer
Hos de danske fjernvarmeselskabers brancheforening er man dybt forundrede over det forslag til udmøntning af klimaaftalen, som nu er lagt på bordet. Organisationen mener, at det er den helt forkerte vej at gå, hvis målet er billig, forsyningssikker og ikke mindst grøn energi.
Aftalen lægger op til, at fjernvarmen skal sammenlignes med de teoretisk set mindst mulige omkostninger til en individuel varmepumpe, uden fx at inddrage forskelle mellem opvarmningsformerne eller forbrugernes omkostninger ved at skifte. Der tages heller ikke hensyn til, at den fælles fjernvarme pålægges flere økonomiske byrder, flere administrative begrænsninger og strammere økonomisk regulering, mens der ikke tænkes i at pålægge individuelle løsninger samme byrder. Derudover tilsidesætter man alle de systemfordele som fjernvarmen giver i forhold til at sikre forsyningssikkerheden, ikke mindst i elsystemet.
- Der er ikke behov for mere usikkerhed og mere uigennemsigtigt bureaukrati nu. Der er behov for rammevilkår, der sikrer, at selskaberne kan investere i langsigtede grønne løsninger, og det bliver i sagens natur udfordret, hvis man nu sår alvorlig tvivl om grundlaget og sikkerheden for investeringerne.
- Med det forslag, der her ligger på bordet, kan vi naturligvis ikke anbefale selskaberne at fortsætte med fjernvarmeprojekter, der skal udfase naturgas i danske hjem eller andre investeringer i grøn omstilling, hvis resultatet er, at de risikerer at blive udskammet over for deres kunder som sat under skærpet tilsyn, siger Kim Mortensen.
Mere bureaukrati, som fjernvarmekunderne skal betale for
Dansk Fjernvarme undrer sig særligt over, at det af oplægget til den nye regulering fremstår som en ren tilståelsessag, at der er tale om en regulering, som ender med at koste og ikke spare fjernvarmeforbrugerne for penge. Således vil Forsyningstilsyn og myndigheder med aftalen skulle ansætte yderligere medarbejdere for 6,7 mio. kroner, mens nettobesparelsen for samfundet er beregnet til 2,3 mio. kr. I dette regnskab er ikke medregnet de mange mio. kr., som selskaberne skal bruge til at administrere denne nye bureaukratiske regulering.
- Taget i betragtning, at fjernvarmesektoren omsætter for i størrelsesordenen 30 mia. kr. årligt, virker det besynderligt at indføre et omfattende bureaukrati for en teoretisk besparelse på 0,1 promille. Den eneste vinder ved denne øvelse er dem, der ønsker, at der skal ansættes flere kolde hænder, hvilket ikke rimer på de udmeldinger, vi har hørt fra regeringen på andre områder, udtaler Kim Mortensen.
Nøgleord
Kontakter
Pressechef Rune Birk Nielsen, tlf. +45 2490 4197 el. rbn@danskfjernvarme.dk
Om Dansk Fjernvarme
Dansk Fjernvarme er en af Danmarks største brancheorganisationer og er interesseorganisation for cirka 350 fjernvarmeselskaber, der leverer 99,9 procent af fjernvarmen i Danmark og forsyner omkring 66 procent af alle danske boliger med grøn og effektiv varme. Dansk Fjernvarmes medlemmer er desuden affaldsenergianlæg og kraftvarmeværker, der står for den samlede danske termiske elproduktion.
Følg pressemeddelelser fra Dansk Fjernvarme
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dansk Fjernvarme
Ny plan for CCS-udbud er et godt skridt i den rigtige retning28.6.2024 09:52:00 CEST | Pressemeddelelse
Udmøntning af 28 mia. kr. til CO₂-fangst og -lagring (CCS) ændres markant som følge af input fra branchen og erfaringer fra det mislykkede NECCS-udbud. De reviderede udbudsbetingelser er godt nyt for Danmarks klimamål, lyder det fra Dansk Fjernvarme.
Fjernvarmen tæt ved helt grøn26.6.2024 13:38:39 CEST | Pressemeddelelse
Ny opgørelse fra Energistyrelsen fastslår, den danske fjernvarme i dag baserer sig på 78 procent vedvarende energi.
Licenser til onshore CO₂-lagring er en vigtig brik i det samlede puslespil20.6.2024 12:36:33 CEST | Pressemeddelelse
Energistyrelsen har netop offentliggjort hvilke selskaber, der modtager licens til at efterforske mulighederne for CO₂-lagring under den danske landjord. Dansk Fjernvarme glæder sig over uddelingen og over, at momentum for udvikling af CCUS i Danmark fortsætter.
Stærkt grønt forslag fra Radikale Venstre8.6.2024 10:34:59 CEST | Pressemeddelelse
Der er fuld opbakning til Det Radikale Venstres forslag om en samlet grøn varme- og kølestrategi i EU, så vi kan komme i mål med den grønne omstilling og udfase den sorte gas. Sådan lyder det fra Dansk Fjernvarme i en kommentar til de Radikales forslag om en Grøn Superfond i Europa.
Nyt projekt viser vej mod Power-to-X i hovedstadsregionen19.4.2024 10:18:27 CEST | Pressemeddelelse
Power-to-X kan potentielt spille en stor rolle i hovedstadsområdets grønne omstilling – men det kan blive en udfordring at finde fysisk plads til anlæggene. Det viser en ny analyse, der præsenteres i dag fredag.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum