Kommuner kan ikke beslutte aldrig at anvende servicelovens § 102

Kommuner kan ikke træffe en generel beslutning om, at de aldrig vil tilbyde hjælp efter servicelovens § 102; en paragraf, der giver mulighed for at give borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer hjælp af behandlingsmæssig karakter.

Det er konklusionen i en undersøgelse, som ombudsmanden har gennemført på baggrund af to konkrete klager, og efter at Ankestyrelsen i en principmeddelelse sidste år havde fundet, at en kommune politisk kunne træffe en generel beslutning om, at den ikke ville give hjælp efter servicelovens § 102, og at den således ikke ville foretage en konkret vurdering af den enkelte borgers situation.

Ombudsmanden lægger vægt på, at vurderingstemaet efter bestemmelsens ordlyd er den enkelte borgers særlige behov, og at serviceloven som det klare udgangspunkt forpligter myndighederne til at foretage konkrete og individuelle vurderinger af borgernes behov for hjælp. Han tilføjer, at myndighederne i deres tidligere praksis på området selv havde antaget, at afgørelser efter bestemmelsen forudsætter en sådan individuel vurdering.

Begrænset anvendelsesområde

Ombudsmanden bemærker samtidig, at bestemmelsen i servicelovens § 102 har et begrænset anvendelsesområde, og at kommunerne har mulighed for inden for lovens rammer at fastsætte generelle og vejledende serviceniveauer for anvendelse af bestemmelsen, som kan indgå i kommunernes afgørelser på området.

Efter ombudsmandens opfattelse ændrer det dog ikke på kommunernes generelle forpligtelse til at vurdere borgernes behov for hjælp. 

”Serviceloven bygger på et princip om, at kommunalbestyrelsen i hver enkelt sag skal vurdere borgerens behov for hjælp og på baggrund heraf vurdere, hvilken type hjælp samt omfanget heraf der skal ydes til den pågældende borger for af afhjælpe behovet. Efter min opfattelse er der ikke holdepunkter for, at noget andet skulle gælde i forhold til servicelovens § 102, og jeg finder derfor, at en kommune ikke har mulighed for at træffe en generel beslutning om aldrig at give hjælp efter denne bestemmelse”, siger Folketingets Ombudsmand Niels Fenger.

Ombudsmanden henstiller på baggrund af sin udtalelse, at Ankestyrelsen tager stilling til, om principmeddelelsen skal ophæves.

Ombudsmanden henstiller også til, at Ankestyrelsen genoptager sagerne med de to borgere, der klagede til ombudsmanden.

Læs ombudsmandens redegørelse om servicelovens § 102.

FAKTA

Servicelovens § 102 har følgende ordlyd:

”§ 102. Kommunalbestyrelsen kan ud over tilbud efter § 85 give tilbud af behandlingsmæssig karakter til borgere med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbuddet gives, når dette er nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre borgerens fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der kan tilbydes efter anden lovgivning.”

Læs principmeddelelse 4-23 af 22. marts 2023 fra Ankestyrelsen.