Verdensmester: "Man skal give slip på prestigen"

I Henrik von Eckermanns stald er der en udvalgt gruppe af firbenede stjerner. Efter en lang karriere, der har gjort ham til den bedste i verden, kan han nu vælge, hvilke heste der passer ham bedst – men sådan har det ikke altid været.
I hans mange år som rytter har Henrik von Eckermann redet et stort antal heste, og han har hver gang måttet tilpasse sin ridning efter hver enkelt hest: Den ene hest kunne være en stor, stærk hingst og den næste en elektrisk hoppe. I dag har han det privilegium at have heste, der er præcis, som han vil have dem og ret ens – alle følsomme heste med høj tænding. Men på trods af det er det vigtigt at finjustere og tilpasse sig hesten, mener han:
- Min stil, den måde jeg rider på, har udviklet sig gennem årene. Hvis jeg ser ti år tilbage, red jeg meget anderledes end i dag. Men jeg har altid tilpasset mig hestene, hver hest er sit eget individ – og jeg tror, det har været min styrke. Den røde tråd er der, men den er stadig tilpasset efter, hvilken hest jeg sidder på.

Den røde tråd
Den røde tråd for Henrik von Eckermann er, at han altid er omhyggelig med opvarmningen.
- De første 15-20 minutter beder jeg ikke hesten om noget, der handler det bare om at varme op. Skridt, trav og let galop for at varme kroppen op og få hesten til at slappe af, forklarer han.

Også når det kommer til opstaldning og udendørsområder forsøger Henrik von Eckermann at tilpasse til den enkelte hest.

- Ikke alle heste kan gå sammen. Man skal være meget forsigtig, når det kommer til hingste, men også når det kommer til hopper og vallakker - de passer ikke altid sammen. Hestene har brug for kontakt med hinanden, men på en sikker måde. Det handler ikke kun om, at de kan skade sig selv, hvis de står og sparker i staldvæggen eller i græsset - det skaber også unødig stress for hesten. Nogle heste trives måske midt i stalden, mens andre er mere trygge ved at stå i hjørnet, siger Henrik von Eckermann.

Fokus på hestens tarv

Mange hesteejere har et billede af, hvordan deres liv med en hest skal se ud. Men det er ikke altid, at hesten har samme mål som rytteren. Hvis du er en konkurrencerytter, der ønsker at investere, kræves en bestemt type hest, hvis du er en hobbyrytter, der foretrækker at ride i skoven, kan en anden hest være mere egnet.

- Med mine heste har jeg en fornemmelse af, at de virkelig tager initiativ i træningen og konkurrencen. Der er et træk i dem, som for mig føles som om de er motiverede til deres opgave. Men selvfølgelig er der heste, som du føler, at nej, det vil den ikke. Og det må man acceptere, siger von Eckermann og fortsætter:

- Det er måske ikke altid, at hesten ikke vil, men at man forsøger at presse den til at performe på det forkerte niveau. Nogle gange kan det være nok at skrue ambitionsniveauet ned og stille i klasser, hvor hesten kan få en oplevelse af, at det, der kræves af den, er nemt. At sætte heste i klasser, hvor de ikke hører hjemme, skaber et ubehag hos hesten. Ikke alle heste er lavet til at konkurrere i de højeste klasser - eller til at konkurrere overhovedet.

Det kan også være, at en rytter ikke er egnet til den pågældende hest.

- Det behøver ikke at være, at den ene rytter kører bedre end den anden, men man arbejder bare ikke som et team. Der er mange eksempler på, at rigtig gode ryttere har redet en hest, som så er blevet solgt til en mindre erfaren rytter, hvor hesten pludselig har udviklet sig til en rigtig god konkurrencehest – bare fordi hest og rytter passer bedre sammen.

- Jeg synes, det er meget vigtigt at kunne lægge prestige til side og acceptere, at ikke alle heste passer til netop ens måde at ride på, og i stedet forsøge at varetage både hestens og rytterens tarv, understreger Henrik von Eckermann.