HOFOR A/S

Arbejdet er begyndt: Grøn strøm til 20.000 husstandes forbrug ved Bjørnstrup

Del

HOFOR har begyndt arbejdet med at opføre seks nye vindmøller mellem Blære og Gundersted. Seks gamle vindmøller i området bliver taget ned, og de nye forventes opført i løbet af efteråret.

Nu er arbejdet med at opføre seks moderne vindmøller, der erstatter seks ældre møller ved Bjørnstrup mellem Gundersted og Blære, begyndt.

Hen over sommeren og efteråret vil forsyningsselskabet HOFOR, som står for vindmølleprojektet, rejse de nye møller samt den tilhørende infrastruktur. Fem af de gamle vindmøller er allerede taget ned.

- I første omgang er vi gået i gang med at grave render til de kabler, der forbinder de seks vindmøller. Sideløbende skal vi anlægge kranveje og have gravet ud til og støbt fundamenter. Ligesom vi skal bygge en lille transformerstation, forklarer Bo Fisker Pedersen, der er projektleder i HOFOR.

Møllerne kommer til efteråret

Det er firmaet Energrid fra Thisted, der står for arbejdet med at etablere kabler og transformerstation. Mens entreprenørfirmaet Stenger & Ibsen fra Spøttrup står for arbejdet med at anlægge kranveje og fundamenter.

Senere vil Vestas opføre og installere selve møllerne. Det arbejde begynder efter planen i oktober, og HOFOR forventer, at alle seks møller kan være opstillet i løbet af november.

- Som beboer i lokalområdet skal man være forberedt på, at der i forbindelse med arbejdet vil foregå transport af grus og beton til byggepladsen. På grund af den nærliggende grusgrav er lastbiler dog ikke noget særsyn i området. Derfor håber vi ikke, at man vil opleve store gener i forbindelse med arbejdet. Hvis det mod forventningen skulle ske, er man velkommen til at kontakte os som bygherre på projektet, siger Bo Fisker Pedersen.


Fakta og baggrund

  • De nye møller vil have en højde på 150 meter til øverste vingespids. De vil tilsammen kunne producere grøn strøm, der svarer til cirka 20.000 husstandes forbrug.
  • HOFOR vil over de kommende 10 år give et millionbeløb til de fire nærmeste borgerforeninger – for at understøtte livet i lokalsamfundene. Dertil kommer de forskellige lovbestemte ordninger, der sikrer erstatning og kompensation til naboer og kommune.   
  • HOFOR har arbejdet på Bjørnstrup-projektet siden foråret 2018. I forbindelse med den offentlige høring i 2021 gjorde Viborg Stiftsøvrighed indsigelse mod projektet med henvisning til den visuelle påvirkning på Gundersted Kirke, der ligger godt 1500 meter fra nærmeste mølle – et såkaldt ’kirkeveto’. Sagen endte i Indenrigsministeriet, som afgjorde sagen til fordel for Vesthimmerland Kommune, der har besluttet at opføre vindmølleparken.

Kontakter

Billeder

Om HOFOR

HOFOR A/S er Danmarks største lokale forsyner, der sørger for vand, varme, bygas, fjernkøling og afledning af spildevand for flere end 1 million mennesker i hovedstadsområdet. Vi opfører vindmøller og solcelleparker, der leverer energi til et grønnere Danmark. Sammen med vores otte ejerkommuner skaber vi bæredygtige byer med fokus på skybrudsprojekter, energioptimering og udvikling af fremtidens forsyningsløsninger. Vi tager ansvar og arbejder tæt sammen med vores kunder, universiteter, erhvervsliv og myndigheder. Vi har over 150 års erfaring, 1.600 ansatte og en årlig omsætning på over 7 milliarder kroner.

Følg pressemeddelelser fra HOFOR A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra HOFOR A/S

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye