Nu kan du købe seks gamle cirkusvogne fra Cirkus Arena på DBA


Den ene vogn har Signe Lindkvist boet i, mens Bubber har boet i den anden.
Akrobater, klovne, elefanter, tryllekunstnere og jonglører. Cirkusverdenen er en kulørt størrelse, og nu kan du blive en del af den - endda helt uden at have et talent. Du har nemlig lige nu muligheden for at få din helt egen cirkusvogn.
På DBA er hele seks cirkusvogne i seks forskellige prisklasser nemlig blevet sat til salg. Manden bag de røde- og gulstribede vogne er 38-årige Kasper Mortensen fra Slagelse. Han har gjort det til sin hobby at opkøbe cirkusvogne og restaurere dem, fortæller han i et interview med DBA Guide.
Han kender derfor til hver enkelt vogns historie og kan fortælle, at den ene er blevet brugt af Cirkus Arenas Cirkusprinsessen Laura Berdino og en anden af Bubber engang i 90'erne.
Den tredje vogn har været beboet af tv-værten og tidligere Zulu-kanalredaktør Signe Lindkvist.
"I sommeren 2015 turnerede Signe Lindkvist og Uffe Holm med Cirkus Arena. Uffe Holm havde fået en stor 'luksus-cirkusvogn' magen til direktørens, mens Signe havde en mindre én. Men så blev Signe misundelig og ville have den samme, store vogn som Uffe. Den store vogn var i overskud, da sæsonen var ovre, og derfor er jeg så heldig i dag at have den til salg," fortæller Kasper til DBA Guide.
Sidste chance for at få en cirkusvogn
Den store cirkusvogn, der har været beboet af Signe Lindkvist, har en stor, åben stue med køkken, den har et forældresoveværelse, et børneværelse, et stort badeværelse med plads til tørretumbler og vaskemaskine, og så har den en svævende veranda. Og så er den blandt andet bygget op indvendigt med mahognitræ.
Vognene er fra sidst i 70'erne og fra 90'erne. Det er primært vogne fra Cirkus Arena, som Kasper har shinet op. Det skyldes dels, at han er ven af familien, og dels fordi, der ikke er så mange andre cirkus tilbage i Danmark.
"De store cirkusser, som Cirkus Benneweis og Cirkus Dannebro er lukket ned, så jeg tvivler på, at jeg får så mange flere vogne til salg. Hvis man vil have en nostalgisk cirkusvogn, så er det altså nu, man skal slå til. Dertil har projektet grebet lidt om sig, så jeg har ikke tid til at restaurere så mange," fortæller Kasper til DBA Guide.
Den billigste koster kun 35.000 kroner
Sammen med nogle kammerater piller Kasper typisk det indvendige ud, og bygger vognene op igen med nye vægge, nyt gulv og ny strøm.
Nogle af de vogne, som Kasper har til salg, har han dog endnu ikke fået restaureret. Det gælder for eksempel den blå og gule vogn, som han har til salg inde på DBA til 35.000 kroner. Vognen er de sidste år blevet brugt til at køre med hegn. En anden har været brugt til at transportere mandskabet, der sætter teltet op.
Dette er Kaspers tidligere cirkusvogne blevet brugt til
I dag bliver flere af de vogne, som Kasper har solgt, brugt til at have stående på sommerhusgrunde, som der ikke må bygges på. De fungerer lidt ligesom campingvogne - de er blot mere charmerende med deres kulørte fortid.
"Der er også nogle, der har købt vognen, for at få et ekstra gæsteværelse til deres hjem. Vognene er jo faktisk ret rummelige med højt til loftet, så nogen har valgt at bygge små hemse i dem med en stige op til," fortæller Kasper til DBA Guide.
En selvstændig købte vognen som sit arbejdskontor - så kunne den stå ude i haven og på den måde sørge for, at der var forskel på arbejde- og privatliv.
Også filmselskaber har været interesseret i en eller flere af Kaspers vogne. De tænker at bruge dem som kaffevogn eller en vogn til kostumeskift og makeup. Her er det jo praktisk, at vognen kan køres ud på lokationen.
Kasper har også solgt en cirkusvogn, som skal bruges til Iskiosk og Sandwich-bar.
Hvis du er interesseret i en vogn, skal du til Slagelse for at inspicere den, for de kulørte, gamle cirkusvogne står nemlig i det, der hedder 'Cirkusland' - der hvor Cirkus Arena har deres vinterkvarter og deres forlystelsespark. Her får de lov til at stå, mens Kasper og kammeraterne renoverer dem.
Gå til Kaspers DBA-profil for at se alle hans fantastiske, nostalgiske cirkusvogne.
Cirkusvognene er langt fra det eneste særprægede, som har været til salg på DBA. Lige nu kan du for eksempel købe dette fly på DBA.
Du kan også købe et danske krigsskib fra 1941, som blev brugt som minestryger under 2. verdenskrig, men som nu er blevet gennemrenoveret til privatbolig. Se skibet her.
Kontakter
Julie SchoenPresseansvarlig
Tlf:+45 28 77 75 06julie.schoen@schibsted.comOm DBA:
DBA er Danmarks største handelsplads med nye og brugte varer, der spænder lige fra festkjoler til firehjulstrækkere. Vi har eksisteret siden 1981.
Med 370.000 aktive brugere hver måned, har vi for alvor fat i de købs- og salgsmotiverede danskere. På vores app og platform finder du i skrivende stund mere end 3 millioner aktive annoncer, og danskerne har et gennemsnitligt tidsforbrug hos os på mere end otte timer om måneden.
Følg pressemeddelelser fra DBA
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DBA
DBA fornyer sig – vil være det bedste sted at handle brugt4.2.2025 08:47:04 CET | Pressemeddelelse
I dag vågner alle DBA-brugere op til en helt ny version af den populære platform og app. DBA introducerer en række nye funktioner og højner brugervenligheden, så det bliver endnu nemmere og mere trygt at handle brugt. Et af højdepunkterne er fragt- og betalingsløsningen Fiks færdig, der gør det nemt at handle genbrug i hele landet. Lanceringen understreger DBAs mål om at være den bedste platform til genbrug i Danmark.
I parforholdet står kvinderne for genbrugssalget – men det er ofte mændene, der henter1.10.2024 13:25:48 CEST | Pressemeddelelse
Hvis du sælger dine brugte ting, er der størst sandsynlighed for, at det er en kvinde, som køber din vare. Men skal din ting hentes af køber, er der størst sandsynlighed for, at kvinden, du korresponderede med, sender sin mand afsted for at hente den købte vare. Det viser Genbrugsindekset 2024.
Når Apple lancerer ny iPhone går folk til tasterne på DBA10.9.2024 14:13:35 CEST | Pressemeddelelse
iPhone 16 er netop blevet lanceret, og den er tilgængelig på markedet om nogle få uger. Det får genbrugsinteressen for brugte iPhones til at stige, viser data fra DBA. iPhone er det næstmest anvendte søgeord på DBA, men 56 procent af danskerne har gamle mobiler liggende derhjemme uden at sætte dem til salg.
Ny rapport: Så meget CO2e har danskerne sparet ved at handle på DBA17.8.2024 08:54:46 CEST | Pressemeddelelse
Danskerne har potentielt sparet 58.000 tons CO2e på et år ved at handle på DBA, viser ny rapport. Det svarer til den CO2e-udledning, der kræves for at fremstille 400.000 nye cykler eller flyve 280.000 gange tur-retur mellem København og Stockholm. DBA vinder over sine nordiske naboer, når man måler på, hvor meget hver eneste brugthandel i gennemsnit har sparet af CO2e-udledning.
Louise og Jesper blev kærester gennem DBA25.7.2024 06:17:00 CEST | Pressemeddelelse
Louise fra Silkeborg fandt kærligheden ved at lades som om, hun var en gammel brugt bil på Den Blå Avis. Ni henvendelser senere fandt hun kærligheden, og i dag er hun og manden stadig sammen – og gift.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum