Vejdirektoratet

Risiko for kø og trængsel under Roskilde Festival

Del

På lørdag lyder startskuddet til Danmarks største festival, og det kommer flere dage til at sætte vejene i og omkring Roskilde under pres. Vejdirektoratet opfordrer trafikanter til at køre hjemmefra i god tid.

Roskilde Festival finder sted fra 29. juni til 6. juli. Foto: Flemming Bo Jensen/Roskilde Festival
Roskilde Festival finder sted fra 29. juni til 6. juli. Foto: Flemming Bo Jensen/Roskilde Festival

Nu er det atter tid til at stille Orange Scene op på Dyrskuepladsen i Roskilde, og inden længe vil titusindvis af musikentusiaster strømme til domkirkebyen for at nyde den danske sommersol, drikke øl og få sig nogle gode koncertoplevelser.

Med så mange mennesker samlet til en begivenhed kan det ikke undgås at give udfordringer for trafikken. I perioder vil der være øget risiko for kødannelser på Holbækmotorvejen, Køgevej, Ringstedvej og alle frakørsler i nærheden af Roskilde.

Ikke alle dage i festivalperioden 29. juni – 6. juli vil have lige store trafikale følger. Vil man undgå tæt trafik og køer, skal man derfor overveje, hvilke dage man sætter sig bag rattet.

Vejdirektoratet forventer, at der vil være størst risiko for kø på åbningsdagen lørdag 29. juni, hvor tusindvis af spændte deltagere vil strømme til campingområdet med telt og sovepose under armen, og på den første dag for koncerter onsdag 3. juli og lukkedagen lørdag 6. juli.

Vejdirektoratet opfordrer deltagere til Roskilde Festival og øvrige trafikanter til at sætte ekstra tid af til køreturen omkring Roskilde i disse dage.

Trafikanter til Roskilde Festival lørdag den 29. juni

Trafikanter, der kører mod vest, skal benytte frakørsel 9 Trekroner og følge skiltningen til Drop-off East eller frakørsel 13 Ringstedvej og følge skiltningen til Drop-off West.

Trafikanter, der kører mod øst, skal benytte frakørsel 14 Roskilde V og følge skiltningen til Drop-off West eller frakørsel 11 Roskilde SØ og følge skiltningen til Drop-off East.

Lørdag 29. juni må der forventes tæt trafik og væsentligt forlænget rejsetid på følgende strækninger:

  • Holbækmotorvejen omkring Roskilde mellem kl. 14.00 og 20.00.
  • Køgevej mellem Roskilde og Tjæreby mellem kl. 15.00 og 20.00.
  • Ringstedvej mellem Rute 21 og Gammelgårdsvej mellem kl. 10.30 og 18.00.

Første koncertdag onsdag 3. juli

På den første dag med musik på programmet er der forventning om tæt trafik og lokale kødannelser ind mod festivalpladsens område i tidsrummet 12.00-18.00.

Hjemrejse lørdag 6. juli og søndag 7. juli

Trafikanter, der skal hente festivalgæster, skal følge skiltningen til de respektive Drop-off områder.

Trafikanter, der kører mod øst, skal benytte frakørsel 14 Roskilde V og følge skiltningen til Drop-off West eller frakørsel 11 Roskilde SØ og følge skiltningen til Drop-off East.

Trafikanter, der kører mod vest, skal benytte frakørsel 9 Trekroner og følge skiltningen til Drop-off East eller frakørsel 13 Ringstedvej og følge skiltningen til Drop-off West.

Der må generelt forventes tæt trafik og forlænget rejsetid på vejene væk fra festivalpladsen lørdag 6. juli mellem kl. 10.00 og 20.00.

Roskilde Festival anbefaler, at deltagere til festivalen så vidt muligt tager toget direkte til og fra festivalpladsen.

Gode råd til trafikanter

  • Sluk for navigationen i din bil, og følg de gule skilte frem mod Drop-off områderne.
  • Kør hjemmefra i god tid, hvis du er gæst til festivalen eller skal køre i området omkring Roskilde, mens festivalen er i gang.
  • Forvent ekstra rejsetid lørdag 29. juni, onsdag 3. juli og i weekenden 6.-7. juli.
  • Hold dig opdateret om den aktuelle trafiksituation på Trafikinfo.dk.
  • Lyt til P4 Trafik under din køretur.

På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på vejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.

Læs mere på Trafikinfo.dk

Læs mere på DSB’s hjemmeside

Læs mere om Roskilde Festival

Nøgleord

Kontakter

Vejdirektoratets Trafikcenters pressetelefon

Tlf:20 61 26 64

Billeder

Der er mange ruter ind til Drop-off områderne. Grafik: Vejdirektoratet
Der er mange ruter ind til Drop-off områderne. Grafik: Vejdirektoratet
Download

Følg pressemeddelelser fra Vejdirektoratet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Vejdirektoratet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye