Køge Kommune sælger oppustelig hal for 1 kr. på DBA - en hal kommunen for 5 år siden betalte 2,5 mio. kr. for
Fire strømper uden fod, en tomat så rød som blod og en fem år gammel boblehal kan du få.. for en krone. Så det er bare om at slå til.

På DBA har vi vist aldrig fået noget så stort og unikt til salg før. Og så endda til den sølle udbudspris på én krone.
En oppustelig sportshal. Sådan en har de færreste danskere vist set før, men hvis du bor i Køge, har du nok. Køge Kommune købte nemlig for 5 år siden en oppustelig sportshal, en 'airdome', men nu har kommunen sat hallen til salg.
"Boblehallen" fejler intet, den burde kunne holde 35 år endnu, og den kostede kommunen 2,5 mio. kr. fra ny, men på trods af det har kommunen valgt at sætte hallen til salg for lige så meget, som du skal ud og betale for et tyggegummi: 1 krone. Det skriver DBA Guide.
Som det ofte er med de ting, du kan få gratis eller super billigt på DBA: Du skal selv sørge for at "nedrive" og hente. Det er også præmissen, hvis du for 1 krone vil købe teltet.
Og det er ikke nogen hel nem sag at pakke sådan et monstrum af en hal ned.
Det kan du bruge hallen til
Det er i hvert fald ikke prisen, der indkredser købermålgruppen for denne hal. Alle har råd til at købe hallen, men det er dog ikke alle, der har hverken pladsen eller behovet for sådan en hal.
Hallen kunne være oplagt for dig at købe, hvis du er indehaver af en virkelig stor have, eller hvis du ejer et landsted. Det kan også være, du køber på vegne af en kommune, en skole eller en anden offentlig bygning, og I derfor har et stort fællesareal til rådighed.
Hvis du er en social type, der holder mange arrangementer, vil hallen være oplagt til dig, for her får du et havetelt, hvor du ikke skal bekymre dig om vind og vejr. Der er dejlig varmt i teltet, og ingen regn eller blæst trænger ind. Dog får du et telt uden vinduer, så du skal sikre dig, at de arrangementer eller fester, du holder, er så sjove, at gæsterne ikke behøver adspredelse, som kiggen-ud-af-vinduer ofte kan være.
Hallen kan også være oplagt for dig at købe, hvis du er lidt af en samler - en person, der ikke kan skille dig af med alle de ting, der nu har vokset sig for mange til at stå i din kælder. Det kan koste mange penge om året at have dine ting opbevaret i et 'storage', hvorimod denne hal kun koster 1 krone i engangsbeløb. .. men den kræver også, du har et sted at placere den, selvfølgelig.
Du kan også bruge hallen til idrætsfaciliteter, ligesom Køge Kommune har gjort det. Gulvet i hallen følger med, og det samme gør de to fodboldmål, så hvis du dyrker idræt på højt niveau og gerne vil have din egen hal at øve i, kunne dét også være en mulighed.

Hallen måler 32,4 meter i længden og 22,4 meter i bredden. Der er 9 meter op til højeste punkt i loftet. Foto - DBA Guide
Derfor ejer Køge Kommune en oppustelig hal
Cirkus og festivaler. Det er typisk i de to anledninger, man har behov for store indendørs arenaer i en afgrænset periode. Men det oppustelige, mærkelige telt er ikke ejet af en så kreativ aktør som hverken cirkus eller festivalarrangører.
- I 2016 stod Køge Kommune og manglede flere idrætshaller til alle vores idrætsfaciliter. Det kunne tage år at bygge en ny hal, så løsningen på det akutte problem blev at bestille denne boblehal, som skulle pustes op, og som var nemmere og hurtigere at installere end en rigtig hal, fortæller 63-årige Kim Petersen, der er halinspektør, til DBA Guide.
Hallen har i 5 år dannet rammen for fodbold- og håndboldkampe, dog for juniorholdene, da hallen ikke er helt så lang, som en fodboldbane skal være. Dertil bliver der også lavet gymnastik i hallen.
- Nu skal hallen sælges, fordi vi i mellemtiden har bygget en ny én, og derfor er der ikke længere brug for denne, fortæller Kim til DBA Guide.
Boblehallen er placeret på parkeringspladsen foran den nu nye hal, så der er sikkert nogle fodbold-forældre, der glæder sig til at få flere parkeringspladser at kæmpe om ved idrætshallen.

Her kan du se hallens DBA-annonce. Foto - DBA Guide
Sådan adskiller boblehallen sig fra andre normale haller
For dig, der heller aldrig har set sådan en hal før, minder hallen dig nok mest om den halve kuppel, som har stået ved 'Den sorte diamant' i København, og som du nu også kan finde i Allinge på Bornholm. En såkaldt 'dome'.
Køge Kommunes "airdome" er dog ikke støttet op af træværk, som de to førnævnte kupler. Den minder på mange måder om et badedyr, fordi den holdes oppe af luften inde i hallen - ligesom vi kender det fra et badedyr.
Dertil understøttes hallen af dens sider, som har dobbeltlag, og imellem disse lag er der også luft. Dette gør også hallen mere modstandsdygtig overfor hærværk: Skulle det ske, at nogen skar teltdugen op udefra eller indefra, ryger luften af hallen således ikke ud.
Hallens genistreg er samtidig også dens akilleshæl: Luften. Luften gjorde det nemt at stable hallen på benene, men det er et arbejde at drifte en hal, der er bygget op af luft, for det betyder, at du f.eks. ikke bare kan lade døren stå åben ind til hallen - så forsvinder al luften inden i den, og hallen vil kollapse.
Derfor er boblehallen forsynet med en svingdør, som hjælper med at holde luften inde, og skal du have et fodboldmål ind i hallen, kan det kun transporteres ind via hallens sluse.
Luften kan også siges at være lidt af en udfordring, fordi luft larmer.

Kim har arbejdet som halinspektør i 23 år, og i de år har han kun set én anden hal som denne boblehal. Det var én, som stod i Slagelse Kommune. Foto - DBA Guide
Hallens akilleshæl
'Så laver alle 15 sprællemænd og derefter 10 englehop'.
Vi har alle set de træningsinstruktører, der er så ivrige, at de nærmest råber træningsopgaverne ud over deltagerne. Men i Køge Kommunes boblehal er det er 'must', at du har en høj stemmeføring, hvis du vil træne i hallen.
- For at kunne holde hallen oppe, skal der konstant tilføres luft ind i den, og det larmer lidt, konstaterer Kim til DBA Guide, der i samme ombæring fortæller, at det af samme grund, er mestendels fodbold og håndbold, der praktiseres af sport i hallen.
- Da vi købte hallen, larmede luftventilationen endnu mere, så vi fik udviklet en løsning, der har hjulpet lidt på det, fortæller Kim til DBA Guide.
Luften larmede mere før, fordi ventilationshullet var placeret nede bagved det ene mål i hallen. I dag er der lavet en luftkanal fra hullet og hele vejen op til loftet, så luften føres op i loftet, og ud gennem små huller, som var det en bruser. Det betyder, at lyden har flyttet sig fra gulv til loft.

Hallen er 725 kvadratmeter stor. Vi har - så vidt vi ved af - aldrig fået noget så stort og billigt til salg på DBA før. Foto - DBA Guide
Hærværk
Er det muligt at sove trygt, når man drifter en hal bygget op på luft, eller ligger man konstant og er bange for, at nogen stikker en nål ind i teltdugen?
- Hallens teltdug er heldigvis så tyk, at det ikke er så ligetil at komme igennem dugen med en nål. Men vi har da haft en smule hærværk på hallen, hvor nogle skar et hul i teltdugen med en kniv, fortæller Kim til DBA Guide.
Heldigvis er hallens sider bygget op af dobbeltlag, så du kan ikke få hallen til at kollapse, blot fordi der skæres hul på den ene side af dugen.
I dag er hullet udbedret, og siden har der ikke været nogen, der ville hallen det ondt.
Skulle uheldet ske, at generatoren står af, og der derfor ikke pustes luft ind i hallen, har Kim også en løsning på det:
- Der er knyttet en nødventilator til hallen, som træder til, hvis el ventilatoren står af. Nødventilatoren tester vi hver uge. Vi åbner nødudgangen til hallen, så luften svæver ud, og i det tilfælde skal nødventilatoren så begynde at virke for at hjælpe den eksisterende ventilator.

Af brandsikkerhedsmæssige årsager skal alt, der er indenfor i hallen, ikke kunne brænde. Det siger reglerne, som Køge Kommune følger. Hvis hallen overtages af dig som privatperson, er reglerne måske nogle andre. Foto - DBA Guide
Alt det, der følger med hallen
Hvis du smider en krone på bordet, bliver hallen din, med alt hvad det indebærer. Og det er ikke så lidt. For du får bl.a. gulvet med. Gulvet er et klik-gulv i plastik.
Ventilationsanlægget medfølger også, og det skal du afsætte plads til, for det fylder lige så meget som et skur.
Alle døre får du ligeledes med i prisen. Det vil sige: Slusen, nødudgangen og indgangen. Sidstnævnte er en svingdør.
Dertil får du også fodboldmålene med, for Kim fortæller, at de allerede har købt nye mål til den nye hal.
- Dørene kan godt tages af, men teltdugen skal transporteres i ét stykke, fortæller Kim til DBA Guide.
Det er altså ikke en let opgave for den kommende køber at nedtage og fjerne hallen, og det er også derfor, at kommunen sælger hallen til en attraktiv pris.
- Den heldige køber kan måske lave en aftale med en af de lokale klubber om hjælp til at håndtere dugen, forslår Kim til DBA Guide og fortsætter:
- Det, der er vigtigt for os, er, at hallen nedtages af køber, og at hallen får et nyt liv, så en fuldstændigt velfungerende hal ikke går til spilde eller ligger og samler støv et sted.

Teltdugen er hvid, og det betyder, at der er ret lyst inde i hallen. Om dagen kan du derved spare penge på ikke at skulle lyse hallen op med elektrisk lys.. Foto - DBA Guide
Fakta:
- Hallen måler 32,4 m. i længden og 22,4 m. i bredden. Der er 9 m. op til højeste punkt i loftet. Hallen rummer 725 kvm.
- Kim har arbejdet som halinspektør i 23 år, og i de år har han kun set én anden hal som denne boblehal. Det var én, som stod i Slagelse Kommune
Video:
I skal være mere end velkomne til at bruge videoen om hallen, så længe den embeddes fra vores YouTube-kanal.
Her er embedkoden:
<iframe width="560" height="315" src="https://www.youtube.com/embed/SR_-BYNfdOI" title="YouTube video player" frameborder="0" allow="accelerometer; autoplay; clipboard-write; encrypted-media; gyroscope; picture-in-picture" allowfullscreen></iframe>
Kontakt:
For yderligere information kontakt mig (Julie Schoen, redaktør på DBA Guide) på:
Tlf: 2877 7506
Mail: Jschoen@ebay.com
Kontakter
Julie SchoenPresseansvarlig
Tlf:+45 28 77 75 06julie.schoen@schibsted.comOm DBA:
DBA er Danmarks største handelsplads med nye og brugte varer, der spænder lige fra festkjoler til firehjulstrækkere. Vi har eksisteret siden 1981.
Med 370.000 aktive brugere hver måned, har vi for alvor fat i de købs- og salgsmotiverede danskere. På vores app og platform finder du i skrivende stund mere end 3 millioner aktive annoncer, og danskerne har et gennemsnitligt tidsforbrug hos os på mere end otte timer om måneden.
Følg pressemeddelelser fra DBA
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DBA
DBA fornyer sig – vil være det bedste sted at handle brugt4.2.2025 08:47:04 CET | Pressemeddelelse
I dag vågner alle DBA-brugere op til en helt ny version af den populære platform og app. DBA introducerer en række nye funktioner og højner brugervenligheden, så det bliver endnu nemmere og mere trygt at handle brugt. Et af højdepunkterne er fragt- og betalingsløsningen Fiks færdig, der gør det nemt at handle genbrug i hele landet. Lanceringen understreger DBAs mål om at være den bedste platform til genbrug i Danmark.
I parforholdet står kvinderne for genbrugssalget – men det er ofte mændene, der henter1.10.2024 13:25:48 CEST | Pressemeddelelse
Hvis du sælger dine brugte ting, er der størst sandsynlighed for, at det er en kvinde, som køber din vare. Men skal din ting hentes af køber, er der størst sandsynlighed for, at kvinden, du korresponderede med, sender sin mand afsted for at hente den købte vare. Det viser Genbrugsindekset 2024.
Når Apple lancerer ny iPhone går folk til tasterne på DBA10.9.2024 14:13:35 CEST | Pressemeddelelse
iPhone 16 er netop blevet lanceret, og den er tilgængelig på markedet om nogle få uger. Det får genbrugsinteressen for brugte iPhones til at stige, viser data fra DBA. iPhone er det næstmest anvendte søgeord på DBA, men 56 procent af danskerne har gamle mobiler liggende derhjemme uden at sætte dem til salg.
Ny rapport: Så meget CO2e har danskerne sparet ved at handle på DBA17.8.2024 08:54:46 CEST | Pressemeddelelse
Danskerne har potentielt sparet 58.000 tons CO2e på et år ved at handle på DBA, viser ny rapport. Det svarer til den CO2e-udledning, der kræves for at fremstille 400.000 nye cykler eller flyve 280.000 gange tur-retur mellem København og Stockholm. DBA vinder over sine nordiske naboer, når man måler på, hvor meget hver eneste brugthandel i gennemsnit har sparet af CO2e-udledning.
Louise og Jesper blev kærester gennem DBA25.7.2024 06:17:00 CEST | Pressemeddelelse
Louise fra Silkeborg fandt kærligheden ved at lades som om, hun var en gammel brugt bil på Den Blå Avis. Ni henvendelser senere fandt hun kærligheden, og i dag er hun og manden stadig sammen – og gift.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum