Karsten Ree om DBA: 'Det er vanvittigt, jeg er blevet velhavende på det'
Gul var taget, så den blev blå. I anledningen af, at DBA har rundet fire årtier på genbrugstaburetten, fortæller Karsten Ree om sin tid med Den Blå Avis. En virksomhed med mange fester og flasker, hvor kunderne til en start troede, man tog fusen på dem, og hvor jyderne var svære at få med på vognen.

Han lægger ikke fingrene imellem, han ryger som en skorsten, og han er sten rig. Karsten Ree er på mange måder vores tids Simon Spies. Han er billedet på en mand, du ikke kan styre, og som er 100 procent sig selv.
En mand, der for alvor blev kendt, da han solgte DBA til amerikanske eBay i 2008 for svimlende 2,1 milliard kroner.
Det gjorde ham til en af Danmarks rigeste, men hvordan nåede Den Blå Avis frem til den succes, og hvem fik idéen? Ifølge Karsten Ree er idémanden bag Den Blå Avis en tidligere biltyv.
I denne artikel giver Karsten Ree svar på det hele. Det gør han i anledningen af, at DBA har rundet 40 år. Det skriver DBA Guide

I anledningen af, at DBA fylder 40 år, kigger Karsten Ree tilbage på sin tid med den kulørte avis. En tid, hvor det var vanskeligt at få folk til at forstå, at annonceringspladserne var gratis. Karsten afslører også, at avisens rejse begyndte med en biltyv. Foto - DBA Guide
'Jeg kan ikke lide det. Derfor er det vanvittigt, jeg er blevet velhavende på det.'
I dag kan du med få tast på tastaturet få adgang til en verden af brugte ting til en god pris. DBAs mest anvendte søgeord er 'sofa', og virksomheden lever i dag i bedste velgående med 15,5 millioner digitale annoncer om året.
At virksomheden begyndte at satse på det digitale, er årsagen til, at den i dag lever, men strategien om at gå digital var ikke Karsten Rees idé.
- Jeg kan ikke lide det digitale. Jeg er ikke forelsket i det, og derfor er det også vanvittigt, jeg er blevet velhavende på det, fortæller Karsten Ree til DBA Guide.
At virksomheden alligevel oprettede en digital blå avis, skyldes firmaets bestyrelsesformand, Frank Ludvigsen. Frank Ludvigsen var tidligere racerkører, og selvom han på papiret var bestyrelsesformand og Karsten direktør, var rollerne i virkeligheden omvendt.
- Fordi jeg kunne lide Frank, fordi jeg stolede på ham, og fordi han er jordnær, sagde jeg, 'så gør vi det' (satser på det digitale, red'), fortæller Karsten til DBA Guide.
En god beslutning. I hvert fald blev avisen afskaffet i 2014 for at satse rent på webudgaven.

'Den grimme avis'. Karsten Ree synes med nutidens øjne ikke, at Den Blå papiravis var så skøn. Foto - DBA Guide
Karsten om de første års bekymring for DBA: Jeg kunne nærmest ikke sove, og jeg skvatpissede
Nok er han dagens Danmarks svar på Joakim von And, men at Karsten Ree i dag kan tage bad i pengesedler, har ikke været uden omkostninger.
- I de første to-tre år af Den Blå Avis' levetid kunne jeg nærmest ikke sove om natten, og jeg skvatpissede, fortæller Karsten Ree til DBA Guide.
Han var urolig for, hvordan avisen klarede sig. Men selv da avisen fik succes og mange år efter, tog det på Karstens kræfter.
- Da jeg solgte (til eBay, red.), var det fordi, jeg var mør. Avisen var mit liv og min energi, fortæller Karsten til DBA Guide.

6 kr. og 85 øre kostede den første blå avis. Foto - DBA Guide
Karsten vurderer DBAs nuværende fremtidsudsigter
Selvom Karsten i dag intet har med DBA at gøre, følger han stadig med i regnskaberne, så meget han nu kan på sidelinjen. Det er nemlig stadig vigtigt for ham, at Den Blå Avis består:
- Der ligger en stolthed i, at produktet lever videre. Hvis butikken en dag skulle lukke, ville det gøre ondt på mig, fortæller Karsten Ree, der dog ikke vurderer, der skulle være nogen fare for det:
- DBAs fremtidsudsigter kommer an på, hvad der sker, men det er stadig et stærkt brand, så virksomheden har gode muligheder for at blive på taburetten, fortæller Karsten Ree til DBA Guide.

DBA er rundet de 40 år, og i den forbindelse kigger DBA tilbage på virksomhedens historie sammen med Karsten Ree. Foto - DBA Guide
Karsten Ree om sine egne fremtidsudsigter: 'Jeg er begyndt at tænke i uger'
De fleste bliver glad, når man ringer for at ønske tillykke med fødselsdagen, men ikke Karsten. Han er - med et smil - ikke begejstret for, at den virksomhed, han var med til at starte, i dag kan fejre 40 år.
- Det er jeg ikke glad for, så føler jeg mig gammel, siger Karsten og tilføjer:
- Det er en grov sag.
Karsten Ree ikke er fornøjet over at blive mindet om sin alder, er han ikke bleg for at tale om alderdom. Han føler sig gammel og nævner også i løbet af interviewet, at det mærkes som om, han kun har tre hår tilbage på hovedet.
Iværksætterens alder har betydet, at han er stoppet med at tænke i år, han har tilbage. Han opgør i stedet tiden i uger:
- Når man ikke har så lang tid tilbage at leve i, begynder man at tænke i uger. Jeg føler bare, at tiden brager af sted på en uge med det liv, jeg har, siger han til DBA Guide og fortsætter:
- Om onsdagen er det skraldedag. Så skal jeg ud og komprimere al min kones skrald. Det gælder om at huske den dag. For så gik der en uge til. Det tænker jeg over hver onsdag. En uge, bum, væk, væk. Det gør indtryk på mig nu, siger Karsten Ree, der vist nok bliver lidt rørt.

'Jeg føler bare, at tiden brager af sted på en uge med det liv, jeg har', siger han. Foto - DBA Guide
Karsten om Den Blå Avis' medarbejdere: 'Der blev røget ad helvedes til'
Der er ingen tvivl om, hvad der rent menneskeligt har betydet mest for Karsten, når man lytter til hans DBA-minder: Hans ansatte.
Ifølge Karsten eksisterede der et helt særligt bånd mellem dem, der arbejdede på Den Blå Avis dengang.
- Jeg har en kærlighed til alle de medarbejdere, jeg havde på Den Blå Avis. Jeg satte pris på dem (...) Forståelsen og venskabet mellem os var stor. Sammenholdet var stort, fortæller Karsten til DBA Guide.
Han forklarer, at de gode, gamle DBA-tider også var præget af en masse fester, og meget af festivitassen fandt sted hjemme hos Karsten selv:
- Der blev røget ad helvedes til, og når jeg gik ned med flaskerne, kunne jeg stå og tælle dem. 'Det var godt nok satans', tænkte jeg. For hvis der havde været 100 mennesker til festen, var der 200 tomme flasker vin, fortæller Karsten til DBA Guide.
Folk blev også sommetider og sov i haven efter firmafesterne.

Karsten blev partner i Den Blå Avis i 1982. Foto - DBA Guide
Dette var det sjoveste ved at etablere Den Blå Avis
- DBA er det, jeg i dag er mest stolt af arbejdsmæssigt samt de både glade og dejlige mennesker, der var i virksomheden, fortæller Karsten Ree til DBA Guide.
Adspurgt, hvad han synes, har været sjovest ved at etablere DBA, er han ej heller i tvivl:
- Det var at møde så mange sjove, interessante og positive typer mennesker, som vi fik ind i virksomheden.
Særlig én person i forretningen har Karsten Ree mange positive gloser til overs for:
- Frank Ludvigsen (bestyrelsesformanden, red.) har virkelig været et aktiv for butikken. Han tog bestemt opgaven seriøst, og han viede sit liv til det, fortæller Karsten Ree til DBA Guide.

Her ses Karsten og Frank Ludvigsen, der var bestyrelsesformand i Den Blå Avis, men ifølge Karsten forholdt det sig i realiteten omvendt. Foto - DBA Guide
DBA blev grundlagt af en underlig englænder, der ifølge Karsten var biltyv
Hvis du har troet, det var Karsten Ree, der opfandt Den Blå Avis, så tror du fejl. Ideen til de avistyper, der minder om vores 'Den Blå Avis', var der mange, der fik lang tid før, Karsten havde noget at gøre med Den Blå Avis. Det første spadestik til Den Blå Avis blev ifølge iværksætteren gravet i 1968 i England.
- Det var en underlig englænder, der opfandt Den Blå Avis. Han ernærede sig ved lidt biltyveri og andre sjove ting, fortæller Karsten til DBA Guide.
Englænderen hed Mike Abbott, og han fandt på at lave den omvendte model af, hvad man kendte til på det tidspunkt: Annoncerne skulle være gratis, mens selve avisen skulle koste penge.
- Han var en 'Rasmus Modsat', der synes, aviserne stjal fra folket ved at tage for mange penge for folks annoncer, fortæller Karsten Ree til DBA Guide.
Mike Abbott flyttede til Vancouver i Canada og grundlagde i 1971 avisen, der fik navnet 'Buy and sell'.

DBA var ifølge Karsten Ree nogle af de første til at bruge computer til at udføre arbejdet med at få indrykket annoncerne i den fysiske avis. ’Vi var nogle af de allerførste i branchen, der lavede sats elektronisk. Vi fik damer til at sidde og banke det (annoncerne, red.) ind på en computer. Det var lige omkring 1980, det hele begyndte’, fortæller han. Foto - DBA Guide
Den Blå Avis fik sit navn, fordi 'gul' var taget
Mike Abbots medarbejder, østtyskeren Gunther Schaldach, tog til Los Angelas og lavede sin egen gratisavis 'The Recycler'.
'The Recycler' blev opdaget af nogle rejsende, der tog idéen med til Europa. På kort tid skød flere gratisaviser, bygget ud fra samme finansieringsmodel, frem, og en af dem hed 'Gula Tidningen'. Den dækkede Sverige og blev grundlagt 6. februar 1981 af Peter Ahlm.
Peter Ahlms tidligere forlovet blev kærester med racerkøren Jac Nelleman, og hun fortalte Jac om Peters gule avis-model. Peter ville lave samme avis - bare i Danmark, og han allierede sig med Karsten.
31. oktober 1981 så Den Blå Avis dagens lys for første gang.
- Den Blå Avis endte med at hedde 'Den Blå Avis', fordi Sverige havde 'Gula Tidningen', altså 'Den Gule Avis', fortæller Karsten, der dog også er klar med et bud på et navn, hvis papiravisen eksisterede i dag:
- 'Den Grimme Avis' kunne man have kaldt den for, siger han med et stort smil til DBA Guide.

'Det koster altså ikke noget', måtte Karsten Ree og kollegerne igen og igen fortælle dem, der ville af med deres brugte ting, og som ville have annoncerne i Den Blå Avis. Foto - DBA Guide
Folk skulle opdrages til at forstå, at annoncepladsen var gratis
10.000 aviser blev der trykt af den første Den Blå Avis, og selvom avisen blev populær, var det ikke en let opgave at søsætte virksomheden. Danskernes 'mindset' skulle ændres på to områder. Først og fremmest lå der en opgave i at få folk til at forstå, at deres gamle, brugte ting kunne have en værdi for andre:
- Der var mange danskere, der ikke havde så meget, og som slet ikke forstod, at det, de havde, sagtens kunne sælges, og så kunne de få det, de ønskede sig, fortæller Karsten til DBA Guide.
Den næste opgave var at "opdrage" folk til, at der ikke var skrevet noget med småt, når man ringede ind for at få sin brugte sofa i avisen:
- Modstanden fra folk var, at de ikke troede, annoncerne var gratis. Folk var, qua det, de havde oplevet gennem livet, vant til, at når de bestilte noget, kom regningen, fortæller Karsten.
Avisen kostede i mange år det dobbelte af de normale aviser. I 1981, hvor den blev grundlagt, skulle du bytte med 6 kr. og 85 øre for at erhverve dig en blå avis.

Karsten og medarbejderne gjorde meget ud af at markedsføre avisen og derigennem få overbevist folk om, at det var gratis at annoncere i den. ’Vi var ude og markedsføre os selv på Hjallerup Marked, vi lavede stort ståhej på musikfestivalerne i Skanderborg, vi var med på motorbanerne, og vi sponserede sejlbåde – vi var med mange steder’, fortæller Karsten. Foto - DBA Guide
Disse danskere tog bedst imod Den Blå Avis
I 2021 er det sønderjyderne, der er "Danmarksmestre i genbrug". Her er det nemlig 83%, der inden for de seneste 12 måneder har handlet med genbrug. De danskere, der er mindst flittige til at genbruge, er nordsjællænderne med kun 69%.
Men i 1984 var det omvendt. I hvert fald var sjællænderne bedre til at bruge Den Blå Avis. Det kunne Karsten Ree konstatere, efter at man 1. oktober delte Den Blå Avis op, så den udkom i to forskellige versioner. En i øst med annoncer fra det område og en i vest med ting til salg hos folk, der boede i Jylland.
Før de to udgaver af Den Blå Avis blev en realitet, havde man forsøgt at opdele landets annoncer ved at introducere et 'vest'-tillæg i den eksisterende avis.
- Det begyndte at køre godt for avisen, og det gik endnu bedre på Sjælland, fortæller Karsten Ree, eftersom Øst-udgaven blev mere populær end Vest-udgaven.

Karsten Ree er en lille provokatør. Der bliver ikke lagt fingre imellem. Foto - DBA Guide
Her er Karstens eget bud på, hvorfor han er blevet mere kendt end Jac
Jac Nelleman var ham, der overtalte Karsten til at gå med til at etablere Den Blå Avis, men i dag forbinder de fleste kun Karsten med DBA. Jac Nelleman er ikke et navn, særlig mange kender til.
Karstens eget bud på, hvorfor det forholder sig sådan, er, at han selv ikke er bleg for at "larme". Karsten gør, hvad han har lyst til, også selvom det trækker overskrifter.
Som eksempel nævner Karsten, at han har skudt efter Ekstra Bladets helikopter. En episode, der ikke kun gav medieomtale, men også fik Karsten Ree i retten. Sagen endte med, at dommeren konkluderede, der var tale om et varselsskud.
Karsten skød efter helikopteren, fordi han mente, den fløj faretruende tæt på hans projekt. Karsten brugte nemlig den dag i 1991 23 mio. kr. på at få hejst en ubåd op fra havet i håbet om at finde en skat i båden.
- Ekstra Bladet lavede noget, de ikke måtte, mener Karsten stadig i dag, men retssagen har han kun sjove minder fra:
- Det endte med en retssag, hvor vi sad og grinede alle samen, for kaptajnen, der blev afhørt, hed 'kaptajn Fisse'. ''Hvad siger de', spurgte dommeren?' 'Ja, han hedder kaptajn fisse'. Det endte i skæg og ballade det hele.
Jac og Karsten går hvert til sit
Den Blå Avis gik i 1985 så godt, at Karsten og Jac Nelleman samme år besluttede sig for at etablere en "søsteravis" i Hamborg. 'Avis' hed den.
'Avis' blev Jacs projekt, da han og Karsten i 1988 gik hvert til sit. Karsten beholdt Den Blå Avis frem til 2008, hvor han solgte til eBay.

’Jeg laver det omvendte. Annoncerne skulle være gratis, og avisen skulle koste noget betydeligt. Det var finansieringsgrundlaget.' Foto - DBA Guide
Tidslinje: Den Blå Avis fra 1981-2021
- 1981: Etableres af racerkøreren Jac Nellemann, som kort efter får Karsten Ree med som kompagnon. Den 31. oktober lander den første udgave af Den Blå Avis på gaden.
- 1995: Den Blå Avis går online med dba.dk.
- 1995: Dba.dk vinder Det gyldne @ - E-handelsprisen.
- 2007: Avisen går fra betaling til gratis avis.
- 2007: Vinder af Webchamp - Bedste navigation på nettet.
- 2008: Dba.dk bliver gratis.
- 2008: Den Blå Avis sælges til eBay.
- 2010: DBA udkommer som app til iPhone og Android.
- 2014: Den trykte udgave af Den Blå Avis lukker efter 33 år.
- 2020: eBay sælger DBA til den norske virksomhed Schibsted.
Video:
I må hellere end gerne bruge videoen, så længe den embeddes fra vores YouTube.
Her er embedkoden:
<iframe width="560" height="315" src="https://www.youtube.com/embed/NYXHDbsLajA" title="YouTube video player" frameborder="0" allow="accelerometer; autoplay; clipboard-write; encrypted-media; gyroscope; picture-in-picture" allowfullscreen></iframe>
Citater og statistik fra DBA, I bare kan plukke:
- Dengang, Den Blå Avis blev etableret, var der ikke et lige så stort samfundsmæssigt fokus på at genbruge, som der er nu. Det kan vi se hjælper på danskernes lyst til at genbruge: I 2016 var det 59% af danskerne, der svarede, at de inden for de seneste 12 måneder havde købt eller solgt en eller flere brugte varer. I år er dette tal steget til 77%, siger Julie Schoen, talsperson for DBA.
- I 1981, da DBA blev grundlagt, var der flere, der genbrugte af nød. Fordi de ikke havde råd til andet. I dag ser vi, at fokus på bæredygtighed er en stigende motivation til at genbruge. I 2021 svarer 43%, at de handler brugt for at mindske overforbruget. I 2017 var det kun 18%, der svarede det samme, siger Julie Schoen, talsperson for DBA.
Tallene stammer fra: DBAs Genbrugsindeks:
Genbrugsindekset er DBAs årlige rapport, hvor vi tager temperaturen på Genbrugsdanmark. I forbindelse med rapporten har DBA gennemført en befolkningsundersøgelse, der afdækker den danske genbrugsøkonomi. Dataen er indsamlet via Epinions Danmarkspanel i perioden 20. januar til 4. februar 2021. Der er i alt gennemført 2.000 online besvarelser blandt danskere i alderen 18-75 år. Undersøgelsen er udsendt repræsentativt i forhold til køn, alder, og uddannelse. Derudover suppleres rapporten også med DBAs egne brugerdata.
For spørgsmål, kontakt: Julie Schoen, redaktør på DBA Guide & talsperson for DBA: 2877 7506
Kontakter
Julie SchoenPresseansvarlig
Tlf:+45 28 77 75 06julie.schoen@schibsted.comOm DBA:
DBA er Danmarks største handelsplads med nye og brugte varer, der spænder lige fra festkjoler til firehjulstrækkere. Vi har eksisteret siden 1981.
Med 370.000 aktive brugere hver måned, har vi for alvor fat i de købs- og salgsmotiverede danskere. På vores app og platform finder du i skrivende stund mere end 3 millioner aktive annoncer, og danskerne har et gennemsnitligt tidsforbrug hos os på mere end otte timer om måneden.
Følg pressemeddelelser fra DBA
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DBA
DBA fornyer sig – vil være det bedste sted at handle brugt4.2.2025 08:47:04 CET | Pressemeddelelse
I dag vågner alle DBA-brugere op til en helt ny version af den populære platform og app. DBA introducerer en række nye funktioner og højner brugervenligheden, så det bliver endnu nemmere og mere trygt at handle brugt. Et af højdepunkterne er fragt- og betalingsløsningen Fiks færdig, der gør det nemt at handle genbrug i hele landet. Lanceringen understreger DBAs mål om at være den bedste platform til genbrug i Danmark.
I parforholdet står kvinderne for genbrugssalget – men det er ofte mændene, der henter1.10.2024 13:25:48 CEST | Pressemeddelelse
Hvis du sælger dine brugte ting, er der størst sandsynlighed for, at det er en kvinde, som køber din vare. Men skal din ting hentes af køber, er der størst sandsynlighed for, at kvinden, du korresponderede med, sender sin mand afsted for at hente den købte vare. Det viser Genbrugsindekset 2024.
Når Apple lancerer ny iPhone går folk til tasterne på DBA10.9.2024 14:13:35 CEST | Pressemeddelelse
iPhone 16 er netop blevet lanceret, og den er tilgængelig på markedet om nogle få uger. Det får genbrugsinteressen for brugte iPhones til at stige, viser data fra DBA. iPhone er det næstmest anvendte søgeord på DBA, men 56 procent af danskerne har gamle mobiler liggende derhjemme uden at sætte dem til salg.
Ny rapport: Så meget CO2e har danskerne sparet ved at handle på DBA17.8.2024 08:54:46 CEST | Pressemeddelelse
Danskerne har potentielt sparet 58.000 tons CO2e på et år ved at handle på DBA, viser ny rapport. Det svarer til den CO2e-udledning, der kræves for at fremstille 400.000 nye cykler eller flyve 280.000 gange tur-retur mellem København og Stockholm. DBA vinder over sine nordiske naboer, når man måler på, hvor meget hver eneste brugthandel i gennemsnit har sparet af CO2e-udledning.
Louise og Jesper blev kærester gennem DBA25.7.2024 06:17:00 CEST | Pressemeddelelse
Louise fra Silkeborg fandt kærligheden ved at lades som om, hun var en gammel brugt bil på Den Blå Avis. Ni henvendelser senere fandt hun kærligheden, og i dag er hun og manden stadig sammen – og gift.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum