Udenrigsministeriet

Kvalitet over kvantitet er mantraet i ny strategi for udenlandske investeringer

Del

Det er ikke nok blot at tiltrække udenlandske investeringer. Det handler om at tiltrække de rigtige investeringer, der kan gøre Danmark stærkere, står der i Udenrigsministeriets nye strategi for investeringsfremme.

Udenlandske investeringer spiller en central rolle for Danmarks vækst og velstand. Selvom udenlandske virksomheder blot udgør tre procent af det samlede antal virksomheder i Danmark, står de for hver femte arbejdsplads og en fjerdedel af værdiskabelsen i den private sektor.

Det er ikke kun i Danmark, at udenlandske investeringer giver positive effekter. Derfor er der en benhård global konkurrence om at tiltrække dem.

Nu lancerer Udenrigsministeriet en ny strategi, der sætter retningen for, hvordan og hvilke investeringer Danmark skal arbejde for at tiltrække.

”Udenlandske investeringer kan være en af de nøgler, der åbner for endnu mere vækst og velstand i Danmark. Men vi skal sørge for, at nøglen passer til den lås, vi ønsker at åbne. Det siger sig selv, at nogle investeringer er bedre end andre. Danmark skal tiltrække investeringer, der bygger videre på det, vi allerede er gode til. Investeringer der er med til at løse centrale samfundsudfordringer og samtidigt sikrer, at vores erhvervsliv bliver ved med at udvikle sig. De rigtige investeringer gør Danmark stærkere,” siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

Når udenlandske virksomheder kommer til Danmark, medbringer de ny viden, kapital, teknologi og højt specialiserede medarbejdere. Det skaber afledte effekter for danske virksomheder, der også har gavn af den nye viden og teknologi.

På den måde er udenlandske investeringer vigtige for at udvide Danmarks talentmasse og styrke økosystemerne i det danske erhvervsliv.

I den nye strategi har Udenrigsministeriet opstillet fire prioriteter for, hvilke typer af investeringer, der skal tiltrækkes:

  1. Investeringer der udvikler danske styrkepositioner inden for life science, fødevarer, cleantech og tech
  2. Investeringer der accelererer den grønne omstilling og bidrager til et ansvarligt erhvervsliv
  3. Investeringer der fremmer vækst og udvikling i hele Danmark
  4. Investeringer der styrker Danmarks robusthed

Strategien for tiltrækning af udenlandske investeringer lanceres under navnet ”Et stærkere Danmark”.

Den sætter retningen for Danmarks investeringsfremmeindsats for 2024-2027 og understøtter Udenrigsministeriets fokus på at opnå konkrete resultater gennem økonomisk diplomati via tætte partnerskaber.

Strategien kan læses her: https://investindk.com/for-danish-partners/invest-in-denmark-strategy-2024-dk-version

Fakta om Udenrigsministeriets investeringsfremmeindsats:

Udenrigsministeriet arbejder gennem Invest in Denmark med at tiltrække, fastholde og udvikle udenlandske investeringer i Danmark. Invest in Denmark er Danmarks nationale investeringsfremmeorganisation, og indsatsen gennemføres i et tæt samarbejde med offentlige og private aktører nationalt, regionalt og kommunalt.

Invest in Denmark har sektoreksperter placeret nær vidensmiljøer og økosystemer i Danmark og spiller en vigtig rolle som bindeled mellem udenlandske investorer og de danske aktører.

Som en del af Udenrigsministeriet trækker Invest in Denmarks indsats på betydelig viden og indsigt om internationale udviklinger baseret på fast tilstedeværelse på relevante markeder og medarbejdere med indgående markedskendskab, stærke lokale netværk, kulturel forståelse og sektorkompetencer.

Udenrigsministeriet har investeringsrådgivere ansat på 12 repræsentationer: Bangalore, London, München, New York, Oslo, Paris, Shanghai, Silicon Valley, Singapore, Taipei, Toronto og Tokyo.

Kontakt:

Hvis du som journalist ønsker mere information, kan du kontakte pressevagten@um.dk

Ønsker du at komme i kontakt med Invest in Denmark, kan du finde kontaktoplysninger her: investindk.com/contact

Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet

Høring: Interessetilkendegivelse til repræsentation i EU’s Økonomiske og Sociale Udvalg i perioden 2025-203016.1.2025 12:43:03 CET | Nyhed

Den nuværende mandatperiode for EU’s Økonomiske og Sociale Udvalg (ØSU) udløber den 20. september 2025. De ni danske pladser i udvalget skal derfor beskikkes på ny for den kommende periode 2025-2030. Udenrigsministeriet har som led i nybeskikkelsesprocessen foretaget en bred høring om interessetilkendegivelse i at være medlem i ØSU blandt en række arbejdstager-, arbejdsgiver- og civilsamfundsorganisationer. Øvrige organisationer, som måtte være interesserede i at være repræsenterede i ØSU, opfordres dog også til at tilkendegive og motivere deres interesse over for Udenrigsministeriet. Interesserede organisationer bedes motivere deres tilkendegivelse med blandt andet oplysning om antal medlemmer og bredden af de repræsenterede samfundsinteresser, jf. også kriteriet om repræsentativitet i TEUF art. 300, stk. 2, nedenfor. På baggrund af de modtagne interessetilkendegivelser vil regeringen med henblik på at kunne indstille ni medlemmer til en plads i ØSU foretage en samlet afvejning af mot

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye