Energistyrelsen

Populære puljer er åbne igen – sådan kan du spare penge ved at energirenovere boligen

Del

Syv ud af ti danske husejere har ikke foretaget energiforbedringer af deres bolig det seneste år. For knap halvdelen skyldes det manglende økonomi. Nu har Energistyrelsen igen åbnet for ansøgninger til to populære puljer, som i de seneste tre år har givet tilskud til, at mere end 20.000 danskere har kunnet optimere boligen.

Billede: Colourbox.
Billede: Colourbox.

Nye vinduer. Bedre isolering af ydervægge. Ny varmekilde. Opdateret energimærke. Mange danskere drømmer om at forbedre boligen til gavn for både pengepungen, den grønne omstilling og forsyningssikkerheden.  

Men ifølge nye tal fra Energistyrelsens Energibarometer, som tager temperaturen på danskernes adfærd og motivation i forhold til at spare på energien, har syv ud af ti husejere ikke foretaget nogen form for energiforbedring af deres bolig inden for det seneste år.

Hele 42 procent af de husejere, der ikke har foretaget energiforbedringer af boligen det seneste år, svarer nemlig, at det, der afholder dem fra at energiforbedre er, at de ikke har råd og/eller, at det er for dyrt.

En anden stopklods for at anskaffe sig nye trelagsruder i vinduesrammen eller elektrisk varmepumpe, hvor gasfyret stod, er manglende viden. I undersøgelsen svarer 13 procent, at de mangler viden om, hvordan de kan energiforbedre boligen.

To puljer skal gøre energirenovering mulig

På Energistyrelsens hjemmeside SparEnergi.dk kan du få indsigt i, hvad energirenovering er og hvilke renoveringstiltag, der har størst potentiale for netop din bolig. Det er også her, du kan læse om, hvordan du søger puljerne – og søge dem.

Og det er der god grund til at gøre, ifølge Lone Brose, der er chef for puljeadministration i Energistyrelsen. 

”Der er store besparelser for danskerne at hente i de to puljer – både på den korte bane, i form af den håndsrækning et tilskud er, og på den lange bane i form af lavere udgifter til energiregningen år efter år. Og særligt sidstnævnte er jo noget, der betyder rigtig meget for de fleste danskeres dagligdagsøkonomi.”

Den ene pulje, der refereres til er Energirenoveringspuljen, der har til formål at hjælpe danskere, der bor i huse med energimærke E, F eller G, med tilskud til energibesparende forbedringer på deres hus.

Den anden er Varmepumpepuljen, som er dedikeret til de, der ikke kan få fjernvarme, og som ønsker at udskifte deres primære varmekilde, typisk gas- eller oliefyr, med en elektrisk varmepumpe, der kan producere varme i huset og varmt vand i hanen.

Puljerne er åbne for ansøgninger og lukker først, når alle puljemidlerne er afsat eller senest den 30. november 2024.

Læs mere på:
www.SparEnergi.dk/Varmepumpepuljen    

www.SparEnergi.dk/Energirenoveringspuljen

Kontakt For borgere: 
Kontakt Energistyrelsens mail- eller telefonrådgivning på 31 15 90 00 eller info@sparenergi.dk 

Du kan også tilmelde dig nyhedsbreve, høre podcast eller møde vores rådgivere til inspirationsarrangement i dit område. Læs mere her: sparenergi.dk/raadgivningen

Tilmeld dig gratis webinar om Varmepumpepuljen 5. maj:
sparenergi.dk/webinarer-vedr-varmepumpepulje

Tilmeld dig gratis webinar om Energirenoveringspuljen 20. juni:
sparenergi.dk/webinar-om-energirenoveringspuljen

Fakta om puljerne 

Det er Energistyrelsen, der administrerer Energirenoveringspuljen og Varmepumpepuljen.

Der er i foråret 2024 afsat 230 mio. kroner fordelt på begge puljer.

Energirenoveringspuljen og Varmepumpepuljen har til formål at fremme energibesparende forbedringer gennem et økonomisk tilskud til private danske boligejere og foreninger, der enten ønsker at isolere deres bolig, udskifte vinduer, etablere eller skifte ventilationsanlæg, etablere vandbåret rumvarme eller skifte deres primære varmekilde ud med en varmepumpe.  

I løbet af de seneste tre år har mere end 20.000 danske boligejere fået udbetalt midler fra de to puljer, bl.a. til udskiftning af omtrent en kvart million kvadratmeter vindue, hvilket svarer til ca. 130.000 almindelige parcelhusvinduer.

De fem mest populære ting at søge tilskud til gennem Energirenoveringspuljen, er:

  1. Udskiftning af facadevinduer 
  2. Uudnyttet tag 
  3. Energimærkning 
  4. Udskiftning af ovenlysvinduer 
  5. Terrændæk 


I forhold til Varmepumpepuljen har cirka:

70.000 fået tilsagn om tilskud til luft-til-væske-varmepumper

2.000 fået tilsagn om tilskud til jord-til-væske-varmepumper

Kontakter

Energistyrelsen

I Energistyrelsen gør vi en forskel hver dag. I Danmark og i lande verden over. Vores vision om at opnå et klimaneutralt samfund i vækst og balance er den største opgave, vi skal være med til at løse. Vi ved, at vi skal tænke ambitiøst, og vi ved, at vi skal tænke nyt. Vores mål er en klog, grøn omstilling, hvor Danmark går foran, og danske erfaringer anvendes globalt. Hvor grønne løsninger, sikker og effektiv forsyning og økonomi tænkes sammen.

Følg pressemeddelelser fra Energistyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Energistyrelsen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye