Langelands Museum

Halvmarathon markerer jubilæum i Rudkøbing

Del

På et-årsdagen for åbningen af Besøgscenter Langeland bliver der udlevering af startnumre til løberne som deltager i løbet “De 3 Broer Halvmaraton”. Det sker lørdag den 22. juni, hvor Rudkøbing kommer til at svømme over med løbe-entusiaster.

Åbningen af besøgscenteret i 2023 blev fejret med en imponerende udstilling af Bjørn Okholm Skaarups bronzefigurer. Besøgscenter Langeland markerer sit første jubilæum efter et succesfuldt år med spændende udstillinger og mere end 7.500 besøgende. 

"Besøgscenter Langeland har formået at kombinere kultur, historie og lokal information på en måde, der gavner både vores turisme og lokalsamfundet. Jeg ser frem til de mange kommende aktiviteter og udstillinger og til at byde endnu flere besøgende velkommen i det kommende år." udtaler den langelandske kulturchef, Jane Jegind. 

Hele 2024 kan besøgende opleve den fascinerende udstilling "Frosset i tid," som fokuserer på bevaring af arkæologiske fund, herunder træ og læder. 

Besøgscenter Langeland er ikke kun hjemsted for interessante udstillinger. Det rummer også VisitLangelands turistkontor og en museumsbutik. Turistkontoret tilbyder en bred vifte af brochurer, kort, og information om lokale begivenheder og oplevelser. ”Senest har vi med støtte fra Friluftsrådet udgivet to nye landsbyfoldere om Tranekær og Strynø, der nu supplerer de tidligere foldere om Lohals, Tullebølle, Spodsbjerg, Lindelse, Humble og Bagenkop,” fortæller en af besøgscenterets faste medarbejdere, Frauke Koch. 

Museumsbutikken tilbyder klassiske souvenirs, og fra juli vil det også være muligt at købe et kombineret kort og vendespil med motiver fra Langeland og Strynø, perfekt som minde om et besøg eller som gave. 

Besøgscenteret ligger i den historiske købmandsbygning, der tilhørte grundlæggeren af Langelands Museum, Jens Winther. Ejendommen er gennemrenoveret med støtte fra Realdania og fremstår nu som et moderne og indbydende center for både turister og lokale.

Billeder

Langelands Museum

Langelands Museum har som statsanerkendt museum det kulturhistoriske ansvar for Langeland, Strynø og Siø. Museet har af Slots- og Kulturstyrelsen fået tildelt arkæologisk ansvar for Langeland Kommune og Ærø Kommune, samt det marinarkæologiske ansvar for farvandet omkring Fyn, og den jyske østkyst fra grænsen til Vejle fjord. Langelands Museum har til opgave at indsamle, registrere, bevare, forske i og formidle kulturarven og gøre den vedkommende for borgere og samfund. Museet blev etableret i 1900 af købmand og amatør arkæolog Jens Winther.

Langelands Museum omfatter fire museer: Langelands Museum i Rudkøbing, Koldkrigsmuseum Langelandsfort ved Bagenkop, Besøgscenter Langeland i Rudkøbing og Tobaksladen i Tranekær.

På Langelands Museum vises permanente udstillinger samt skiftende særudstillinger om den langelandske historie fra stenalder og til nutid.

Koldkrigsmuseum Langelandsfort ligger midt i den langelandske idyl som ét af den kolde krigs tavse vidner. På Langelands sydligste spids blev Langelandsfortet opført i starten af 1950’erne og udstyret med fire 150 mm kanoner, luftværnsstillinger og underjordiske bunkers. Herfra holdt danskerne øje med Warzsawa-pagtens fly- og flåde aktiviteter i den vestlige del af Østersøen. I dag fortælles her koldkrigshistorie, og det foregår både over og under jorden.

Besøgscenter Langeland rummer en lille udstilling, hvor Langelands historie fortælles, fra den tidligste fortid til i dag, med unikke genstande og med en kobling til den store danske fortælling.

Tobaksladen i Tranekær er den eneste i Danmark, der endnu står på sin oprindelige plads. Den blev bygget omkring slutningen af 2. verdenskrig af husmand Hans Hansen. I laden kan man i tekst og billeder følge tobakkens historie i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Langelands Museum

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Langelands Museum

Flygtede til Danmark med livet som indsats...18.11.2024 14:52:40 CET | Pressemeddelelse

Vandcykler, kaprede fly, kajakker og meget andet blev brugt til at krydse Østersøen i al slags vejr under den kolde krig. Når østeuropæerne satte livet på spil ude på åbent hav, var det for at komme i sikkerhed i Vesten via Danmark, og det skete under hele den kolde krig. Disse spektakulære fortællinger fortælles nu i en ny bog med titlen ”Frihedens Hav – flugten over Østersøen”, der udkommer den 22. november.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye