Julemærkefonden

Børns brug af skærm: Dialog og aftaler frem for forbud

Del

I dag har Sundhedsstyrelsen udsendt anbefalinger om børns skærmbrug. Men rådene kan ikke stå alene, mener vi på Julemærkehjemmene. De skal følges op af en god dialog mellem børn og forældre.

På Julemærkehjemmene må børnene bruge mobil en halv time om dagen.
På Julemærkehjemmene må børnene bruge mobil en halv time om dagen. Julemærkehjemmene

Mobiler, tablets og computere er i dag en fast del af de fleste børns liv. Det er forældrenes ansvar at sørge for, at børnene har en fornuftig tilgang til, hvordan de bruger skærmene.

”Vi bakker op om Sundshedsstyrelsens anbefalinger, for vi ved, det er gavnligt for børn, når der er klare rammer for skærmbrug. Vi ved også, at en del af deres liv og leg foregår via skærmen. Derfor skal forældre gå i dialog med deres børn og fastsætte regler for brug af skærme,” siger Søren Ravn Jensen, direktør i Julemærkefonden. 

Det er kendt stof for mange børnefamilier, at det giver anledning til konflikter i hjemmet, hvis man som forældre begrænser skærmtiden. Særligt hvis man indfører begrænsninger, der ikke tidligere har været der. Men opstiller man bare forbud, risikerer man, at børnene vil modarbejde dem. 

Klare, enkle aftaler for alle
Derfor er det nødvendigt, at man som forældre skaber en god dialog med børnene. Gennem dialogen kan forældre tage ansvar for, at der kommer klare og enkle aftaler om skærmbrug, som alle i hjemmet forstår og lever efter.  

”Forældrene skal huske på deres egen digitale adfærd, og at de selv er et eksempel for deres barns opførsel. Det kan være, der gælder andre regler i hjemmet for de voksne, men i så fald skal de kunne begrundes. Og uanset regler og begrundelser er det helt afgørende, at forældre er nærværende og ikke på mobilen, når de er sammen med deres børn. Uden nærvær er der ikke rum for en god dialog”, understreger Søren Ravn Jensen. 

Seks gode råd til god dialog om skærmbrug
Julemærkehjemmene har disse seks råd til, hvordan du kan få en god samtale med dit barn om den digitale verden og sætte nogle klare rammer:  
 
1.  Start positivt. Børn bruger især digitale medier til leg, venskaber, underholdning og spil – ligesom voksne. Tag derfor udgangspunkt i noget, I begge synes, er sjov og interessant. Det gør den efterfølgende samtale nemmere. 
2.  Hold dig orienteret. Du behøver ikke vide, hvad alle apps hedder, men sørg for, at du kan navnet på det spil eller medie, som dit barn bruger tid på. Barnet føler sig bedre forstået, når du kender til dets digitale verden.  
3.  Sæt klare grænser. Aftal med dit barn hvilke spil og apps, det må bruge, samt hvilke tidspunkter på dagen og hvor længe ad gangen de anvendes. På den måde hjælper du det med at etablere gode digitale vaner.
4.  Styr tiden. Børn kan opleve et forventningspres om altid at være online. De kan være bange for at gå glip af noget. Hjælp dit barn til at holde pauser fra det digitale. 
5.  Husk aldersgrænsen. Mange spil og medier har et krav om, at barnet skal have en vis alder, før det må bruge det. Hjælp dit barn med at respektere denne grænse, uanset om det kan være let at omgå den.
6.  Skab ro og tillid. Understreg, at dit barn kan komme til dig, hvis det oplever noget ubehageligt i den digitale verden. Bliver du selv oprevet eller vred, kan det smitte af på dit barn, så find et mere roligt tidspunkt, hvor I kan have en god samtale.

”På Julemærkehjemmene møde vi børn i alderen 7-14 år, som kæmper med mistrivsel, mobning og ensomhed. Vi ser, at en del af børnene står uden for fællesskabet og i stedet bruger mobil og computer som underholdning og eneste ven. Når de kommer på ophold hos os, skal de overholde aftalen om, der kun er en halv times skærmtid om dagen. Vi kan se, det har en positiv effekt på barnets trivsel, når det ikke er underlagt skærmene og udefrakommende pres”, slutter Søren Ravn Jensen. 

Kontakter

JULEMÆRKEHJEMMENE – GIVER BØRN EN NY START
Ingen børn fortjener en hverdag fyldt med ensomhed og ondt i maven.
Julemærkehjemmene hjælper børn med at finde deres styrker og opbygge deres selvværd. Læs mere: Julemaerket.dk

Følg pressemeddelelser fra Julemærkefonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Julemærkefonden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye