KØBENHAVN BLIVER TO KUNSTVÆRKER RIGERE
En 20 meter lang, rød, skibslignende skulptur og plinte, der sættes sammen til en opholds- og aktivitetsskulptur, dukker op på henholdsvis Enghavevej i Københavns Sydhavnskvarter og på Helga Larsens Plads i Vanløse.
I dag fylder biler og cykler det meste i det trafikale billede på Enghavevej omkring Bavnehøj, men i fremtiden byder bybilledet på et noget aparte transportmiddel i midterrabatten nær brandstationen. Et nyt kunstværk er nemlig netop politisk godkendt, og det betyder, at naboer og besøgende fremover vil kunne opleve en tyve meter lang, halvanden meter bred rød skibslignende skulptur udført af kunstneren Tove Storch. Skibet er en reference til dengang, hvor Enghavevej udgjorde den oprindelige kystlinje, som de færreste københavnere sandsynligvis tænker over i hverdagen.
Baggrunden for skulpturen er en opgavebeskrivelse, som påbød kunstneren at skabe et kunstværk, som skal skabe en unik, stedspecifik og forunderlig oplevelse i midterrabatten på Enghavevej. Der blev ydermere lagt vægt på, at kunsten styrker forbindelsen mellem Bavnehøj og resten af byen, at kunsten udgør en unik stedsmarkør for Bavnehøj og styrker den lokale fortælling og tilhørsforhold til kvarteret. Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) er glad for, at Bavnehøj nu kommer til at byde på endnu mere kunst:
- Bavnehøj har længe levet en hengemt tilværelse mellem store færdselsårer, togbanen og Vestre Kirkegård, men med områdefornyelsens og de mange lokale ildsjæles store arbejde er Bavnehøj nu blevet en bydel, som vi forbinder kunst. Tove Storchs skulptur kommer til at skabe identitet i et travlt område, og den kommer i hverdagen til at minde os om, hvordan historien har set ud helt lokalt. Jeg glæder mig til at se den blive til virkelighed, Line Barfod.
Tove Storch skriver selv om værket:
”Placeringen på Enghavevej skal understøtte det, skulpturen selv gør, nemlig at finde hvile i midterpunktet, synke nedad i al sin tyngde og blive stående på et sted. Det er min ambition at give Bavnehøj en skulptur, der definerer et blivende punkt, selvom alt omkring det bevæger sig. Alle, der suser forbi, tror måske de kører om kap med skibet, men de, som bor her, ved, at det er et slags anker.”
I Vanløse er Helga Larsens Plads gået fra historisk at have fungeret som vendeplads for sporvogne og endestation for busser til at blive et grønt, levende og trygt samlingspunkt med mulighed for ophold, ro og leg, hvor der også er blevet plads til en nærgenbrugsstation. Den nye plads markeres med et centralt placeret kunstværk, som skal symbolisere Helga Larsen.
Det er billedkunstner Laila Westergaard, der sammen med Sweco Danmark har udformet kunstværket. Udsmykningen består af plinte udført i blå rønne granit i forskellige størrelser, der sættes sammen til en opholds- og aktivitetsskulptur. Helga Larsen er gengivet i fuld figur på den højeste af stenene. Rundt om den høje sten håndhugges figurer, billeder og tekst knyttet til kvinder og børn på tværs af tid samt referencer til pladsens og Københavns fortid og nutid.
- Vi skal have flere kunstværker i København, som hylder historiens kvinder, og på Helga Larsens Plads er det naturligvis oplagt at inkludere et kunstværk, som gør netop dette. Kunst giver os noget at samles om, og den lægger op til debat og eftertænksomhed. Med Laila Westergaards værk får vi øjnene op for nogle af Helga Larsens mærkesager som hjemløshed og hendes store engagement i børneforsorgen, og det er vigtige emner at fokusere på i hverdagen, siger Line Barfod.
Laila Westergaard skriver selv om værket:
”Helga Larsen står i fuld figur hugget grafisk ind i den højeste af stenene. Hun lægger hænderne på en lille piges skulder som et billede på , at Helga Larsen ved sit virke har banet vejen for, at kvinder og børn har kunnet og kan få et bedre liv. Rundt om den høje sten indhugges billeder af kvinder og børn på tværs af tid og med forskellige elementer og indtryk fra pladsens og Københavns fortid og nutid. To sten er placeret på langs og på tværs af den høje sten og fungerer som bænke, der kan siddes på. En pige, der leger med en sporvogn, kravler langs siden på den ene. Måske hun drømmer om at styre både tog og land en dag. En husvild ligger og sover på bagsiden af den anden bænk.”
Etableringen af udsmykningen på Helga Larsens Plads forventes at starte op i tredje kvartal 2024 og være færdig i fjerde kvartal 2024. Det forventes, at kunstværket på Enghavevej kan indvies ultimo 2024.
Fakta
Bavnehøj har sit navn efter bål (bavne), der blev tændt på toppen af højen for at signalere til skibe på havet.
Skulpturen er udført i rød indfarvet beton og måler 20 meter i længden, 1,48 meter i bredden og 1,25 meter i højden.
Nøgleord
Kontakter
Teknik- og Miljøforvaltningens pressevagt
Tlf:2327 8090presse@tmf.kk.dkBilleder
Links
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommune Teknik- og Miljøforvaltningen
Nyt inspirationskatalog og beregner skal få københavnerne til at energirenovere deres bolig20.11.2024 09:52:18 CET | Pressemeddelelse
Energirenovering og efterisolering lyder måske ikke så spændende, men kan faktisk gøre en stor forskel i forhold til at reducere ens CO2-udledning. Særligt i byer som København, hvor der er mange ældre bygninger. Derfor vil Teknik- og Miljøforvaltningen nu inspirere bygningsejerne i byen til at energirenovere deres facader.
Nu træder de nye regler for brændeovne i kraft11.10.2024 10:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Borgerrepræsentationen har godkendt Københavns Kommunes nye forskrift for brændeovne. De nye regler træder i kraft allerede nu. Har man en ældre brændeovn eller pejseindsats fra før 1. juni 2008, skal den være sløjfet eller udskiftet inden for de næste 12 måneder, da det herefter vil være ulovligt at anvende den.
Københavns Kommune vil mindske affald ved flytninger23.9.2024 09:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Vi kender det alle sammen. Man står overfor en flytning og på kort tid er der flyttekasser, møbler og sorte sække med blandet affald alle vegne. Og selvom møblerne ikke fejler noget, så ender de som stort indbo i sidste øjeblik. Hver år flytter 90.000 husstande i Københavns Kommune og det skaber en del usorteret affald. Derfor vil Københavns Kommune nu i et nyt forsøg give et flyttekit til københavnere, der står overfor en flytning. Et flyttekit, der skal gøre det nemmere at organisere flytningen og få sorteret affaldet i processen.
Forbud mod ældre brændeovne: Nu er de nye regler for brændeovne klar17.9.2024 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Det skal være slut med ældre og forurenende brændeovne i landets hovedstad. Efter en høringsrunde har politikerne på Københavns Rådhus nu godkendt et nyt forskrift, som forventes at få betydning for 3.200 brændeovnsejere i byen.
Ny stander med bioposer skal gøre det nemmere at sortere madaffald16.9.2024 09:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Fremover bliver det nemmere at hente bioposer til dit madaffald i hovedstaden. Fra i dag går Københavns Kommune i gang med at sætte standere med bioposer op i gårdene i København. På standeren kan man også finde grønne køkkenkurve og holdere, så det bliver nemmere i det daglige at få fat i sorteringsudstyr til dit madaffald.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum