Hakket oksekød endnu en gang årsag til salmonellaudbrud
10.6.2024 09:58:27 CEST | Statens Serum Institut | Pressemeddelelse
For anden gang på under en måned er forbrugere i Danmark ramt af salmonellainfektion. Gennemsteg burgerbøffen og lad være med at smage på råt kød, advarer myndighederne.

Et nyt salmonellaudbrud med 43 patienter er i gang i Danmark. Det omfatter indtil videre 27 mænd og 16 kvinder i alderen 3-85 år. Det viser tal fra Statens Serum Institut, som overvåger og efterforsker fødevarebårne sygdomsudbrud sammen med DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen.
”Vi ser lige nu et hurtigvoksende udbrud med 43 patienter, der har fået salmonella. Vi ved, at det faktiske antal syge er langt højere, da ikke alle går til læge eller får taget en prøve. Ved hjælp af undersøgelse af bakterierne kan vi se, at salmonellatypen er helt ens på DNA-niveau. Det betyder, at patienterne er smittet af den samme kilde. Interviews med patienter peger igen på hakket oksekød, som vi så med det seneste udbrud,” siger epidemiolog Luise Müller fra Statens Serum Institut.
Efterforskning i gang
Det er endnu uklart, hvor oksekødet kommer fra, men myndighederne er i gang med patientinterviews og gennemgang af indkøbsoplysninger. Målet er at finde fællestræk blandt patienternes indkøb for ad den vej at forsøge at få et gennembrud i efterforskningen.
”Vi har konstateret, at to tredjedele af de aktuelle patienter enten har smagt på det rå kød eller brugt almindeligt hakket oksekød til tatar. Det vil vi kraftigt fraråde,” understreger sektionsleder i Fødevarestyrelsen Annette Perge.
Årsagen er, at der kan være bakterier i hakket kød, som kan give sygdom. Det kan være salmonella, men det kan også være særligt farlige E. coli-bakterier. Derfor lyder rådene fra Fødevarestyrelsen da også:
- Hvis du vil spise tatar, så køb hakket kød, som er specielt beregnet til tatar. Det står på pakningen - ellers spørg slagteren.
- Vask hænder, inden du går i gang med at lave mad og efter at have rørt ved råt kød
- Undlad at smage på råt kød, fx rå fars
- Hold det rå kød adskilt fra den spiseklare mad, fx salat
- Gennemsteg eller gennemkog hakket kød
For under en måned siden blev 64 patienter i Danmark smittet med en salmonellatype, der viste sig at stamme fra hakket oksekød fra England. Myndighederne i den centrale udbrudsgruppe har endnu ikke fundet oprindelsen til smittekilden til det seneste udbrud.
Fakta om Salmonella
Infektion med salmonella giver typisk almen utilpashed, diarré, ondt i maven, eventuelt kvalme, opkastninger og feber. Infektionen ledsages ofte af ledsmerter, muskelsmerter og hovedpine. Som oftest er symptomerne på salmonella milde og går over af sig selv. Hvis man får vedvarende symptomer, bør man henvende sig til sin egen læge.
Læs mere om udbruddet
Læs mere om salmonellainfektion
Kontakter
Statens Serum Instituts pressetelefon
Tlf:+45 2260 1123presse@ssi.dkOm Statens Serum Institut
Statens Serum Institut (SSI) er et institut under Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Vi forebygger og bekæmper infektionssygdomme og medfødte sygdomme gennem forskning, overvågning, diagnostik og rådgivning.
Vi stræber mod at være en internationalt førende forsknings- og beredskabsorganisation, der styrker menneskers og dyrs sundhed.
Følg pressemeddelelser fra Statens Serum Institut
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Statens Serum Institut
Vestnilfeber spreder sig længere nordpå i Europa: SSI følger udviklingen29.10.2026 14:15:51 CET | Pressemeddelelse
2026 har været en rekordstor sæson for vestnilfeber i Europa. Virussygdommen er i år fundet i flere nye områder længere mod nord, men der er fortsat ikke påvist lokal smitte hos mennesker i Danmark. SSI følger udviklingen, blandt andet fordi et varmere klima kan give den myggeoverførte sygdom bedre betingelser for at etablere sig i nye områder.
Stadigt flere danskere får behandling efter mulig eksponering for rabies28.9.2026 10:00:26 CEST | Pressemeddelelse
Antallet af danskere, der får forebyggende behandling efter eksempelvis bid eller krads fra dyr, hvor der kan være risiko for rabies, er steget markant. Behandling bør fortsat gives på baggrund af en konkret risikovurdering, hvilket ikke mindst gælder færdigdannede antistoffer mod rabies – såkaldt humant rabiesimmunglobulin – som er en begrænset ressource globalt.
30 års overvågning viser, at antibiotikaresistens kan presses tilbage24.9.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Målrettede indgreb kan presse bestemte resistente bakterier markant tilbage, viser 30 års overvågning af antibiotikaforbrug og -resistens i DANMAP-programmet.
Europa styrker overvågningen af overdødelighed18.9.2026 11:37:37 CEST | Pressemeddelelse
Den europæiske overvågning af overdødelighed får større geografisk dækning, efter at Letland er blevet medlem og flere lande er på vej ind i samarbejdet, hvilket styrker mulighederne for at opdage og følge usædvanlig høj dødelighed på tværs af Europa under epidemier og andre trusler mod folkesundheden. I disse dage mødes repræsentanter og eksperter fra nationale myndigheder fra de 27 medlemslande i EuroMOMO i København for at styrke metoderne bag overvågningen.
Nye tal: Hiv-indsatsen virker, men de resterende tilfælde er sværere at forebygge16.9.2026 12:26:50 CEST | Pressemeddelelse
Antallet af nye hiv-diagnoser i Danmark er fortsat lavt, og den målrettede forebyggelse har haft stor effekt. Men de personer, der i dag får konstateret hiv, udgør en stadig mere sammensat gruppe, som kan være vanskelig at nå med de gængse forebyggelsestiltag. Samtidig bliver omkring halvdelen diagnosticeret sent.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum