Danskerne er trætte af produkter i dårlig kvalitet
10.6.2024 06:05:00 CEST | Miljømærkning Danmark | Pressemeddelelse
En ny undersøgelse fra Svanemærket viser, at mere end 4 ud af 5 danskere føler et ansvar for at vælge mere miljøvenlige produkter. Men det kan være svært i hverdagen. Bl.a. mener en stor del af danskerne, at mange produkter bevidst er designet til at have en kort levetid og til ikke at kunne repareres.

Miljø- og klimaforandringer er fortsat blandt de vigtigste dagsordener for danskerne. Faktisk er det ifølge en ny undersøgelse fra Svanemærket så vigtigt, at 52 pct. af danskerne angiver det som en af de største udfordringer, samfundet står overfor lige nu – kun slået af sundhedsvæsenet med 60 pct, mens forsvarssituationen kommer på en tredjeplads med 28 pct. I Sverige og Norge er det kun hhv. 31 og 36 pct., der ser miljø- og klimaforandringer som en af tidens største udfordringer.
”Undersøgelsen viser, at danskerne tager miljø- og klimaforandringerne alvorligt – og det fylder tilsyneladende også langt mere i vores bevidsthed, end det gør hos vores nordiske naboer. Derfor er det også vigtigt, at danskerne oplever, at de kan være med til at gøre en forskel. Men undersøgelsen peger desværre på flere udfordringer,” siger Rina Ronja Kari, kommunikationschef i Miljømærkning Danmark.
For mange produkter med for dårlig kvalitet
Undersøgelsen viser, at mere end 4 ud af 5 danskere forsøger at belaste miljøet mindst muligt i dagligdagen, og ligeså mange føler et ansvar for at vælge mere miljøvenlige produkter. Ikke desto mindre oplever mange danskere, at produkternes kvalitet – eller mangel på samme – er en stor barriere ift. en grønnere livsstil:
80 pct. af danskerne mener således, at mange produkter er bevidst fremstillet til at have en kort levetid, og 83 pct. har oplevet, at det var billigere at købe et nyt produkt end at reparere et produkt, der var gået i stykker. Og faktisk har hele 76 pct. oplevet, at produkter er fremstillet på en måde, så de ikke kan repareres.
”Undersøgelsen peger på nogle barrierer, som vi er nødt til at tage alvorligt, hvis vi skal have gjort op med brug og smid væk-kulturen. Der er først og fremmest behov for at fremme mere cirkulære produkter, og her kan både virksomheder og forbrugere bruge Svanemærket som guide. Svanemærket arbejder nemlig for at holde produkter og ressourcer i brug så længe som muligt – bl.a. gennem krav til design, kvalitet, garanti og reparationsmuligheder,” fortæller Rina Ronja Kari.
Og kvalitet er netop det, der står øverst på danskernes ønskeseddel, hvis man spørger dem, hvad virksomhederne skal gøre, for at gøre det nemmere for forbrugerne at træffe mere miljøvenlige valg. Hele 64 pct. mener, at virksomhederne bør fremstille produkter i bedre kvalitet, så de holder længere,
Derudover ønsker danskerne også produkter, der bliver fremstillet på en måde, så det er nemmere at genanvende dem, ligesom det også skal være både nemmere og billigere at få repareret produkter.
Tal fra undersøgelsen (danske tal)
- 86 pct. forsøger at belaste miljøet mindst muligt i dagligdagen.
- 82 pct. føler et ansvar for at vælge mere miljøvenlige produkter.
- 83 pct. har tillid til at et produkt er et bedre miljøvalg, når det er mærket med Svanemærket.
- 52 pct. angiver ”miljø- og klimaforandringer” som en af de største udfordringer, samfundet står overfor lige nu.
- 80 pct. mener, at mange produkter er bevidst fremstillet til at have en kort levetid.
- 83 pct. har oplevet, at det var billigere at købe et nyt produkt end at reparere et produkt, der var gået i stykker.
- 76 pct. har oplevet, at produkter er fremstillet på en måde, så de ikke kan repareres.
- 64 pct. mener, at virksomhederne bør fremstille produkter i bedre kvalitet, så de holder længere.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen “Nordic consumer sustainability index” er gennemført af Opinion på vegne af Svanemærket, Nordisk Miljømærkning, maj 2024. Der er i alt adspurgt 4.516 nordiske forbrugere, herunder 1.007 danskere i alderen 16+ i perioden 15. marts – 15. april 2024.
Kontakter
Lisa Olufson KlæsøeMiljømærkning Danmark
Tlf:27 12 93 69lio@ecolabel.dkBilleder
Om Miljømærkning Danmark
Miljømærkning Danmark har ansvaret for Svanemærket og EU-Blomsten i Danmark og fungerer som uafhængig kontrolinstans i forhold til de officielle miljømærker. Miljømærkning Danmark er en selvstændig enhed hos Dansk Standard.
Om Svanemærket
Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke, som gør det enkelt for forbrugere, virksomheder og det offentlige at bidrage til den grønne omstilling. Svanemærket er holistisk og ser på alle relevante miljøparametre i hele produktets livscyklus. På den måde fremmer Svanemærket cirkulær økonomi, effektiv brug af ressourcer og biodiversitet – og reducerer klimabelastningen og brugen af skadelige kemikalier. Svanemærket er det mest kendte miljømærke i Norden.
Svanemærket findes på en lang række produkter, herunder bl.a. møbler, tøj, byggevarer, pleje- og husholdningsprodukter, legetøj, køkkener og gulve.
Følg pressemeddelelser fra Miljømærkning Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Miljømærkning Danmark
Hver fjerde vil stemme på grønne frontløbere11.3.2026 06:25:00 CET | Pressemeddelelse
En ny undersøgelse viser, at det er vigtigt for 25 pct. af danskerne, at det parti, de stemmer på, er frontløbere på grøn politik. Samtidig vurderer 39 pct. af danskerne, at miljø og klima er blandt landets største udfordringer – kun overgået af forsvarssituationen.
Ved du heller ikke, om der er skadelig kemi i de produkter, du bruger?5.3.2026 06:25:00 CET | Pressemeddelelse
Hele 8 ud af 10 danskere har svært ved at gennemskue indholdet af potentiel skadelig kemi i de produkter, de køber, viser en ny undersøgelse. Samtidig svarer hver fjerde, at de ikke har tillid til, at myndighederne har forbudt produkter, der indeholder skadelige stoffer.
Nu kan sportshaller også opnå Svanemærket19.2.2026 06:25:00 CET | Pressemeddelelse
Efterspørgslen på svanemærket byggeri betyder, at det nu også er muligt at få certificeret sports- og idrætsbygninger med det officielle nordiske miljømærke.
Officielt miljømærke i markant vækst27.1.2026 06:25:00 CET | Pressemeddelelse
På blot fem år er antallet af produkter på det danske marked med det officielle europæiske miljømærke, EU Ecolabel, fordoblet.
Tænk dig om, når du rydder sne7.1.2026 06:25:00 CET | Pressemeddelelse
Sne og frost får mange danskere til at ty til vejsalt for at komme de isglatte fortove til livs. Men der er god grund til at finde alternative midler. Vejsalt er nemlig skidt for både din have, dine fliser og grundvandet – derudover skader det også både dit fodtøj og små hundepoter.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

