Sudans børn i risiko for kritisk underernæring
Millioner af børns liv i Sudan er i fare, og der er behov for hurtig handling for at beskytte en hel generation mod underernæring, sygdom og død. En ny analyse fra UNICEF, FN's Verdensfødevareprogram (WFP) og Verdenssundhedsorganisationen (WHO) viser, at situationen i det borgerkrigshærgede land er alarmerende og at krigen har forværret årsagerne til underernæring hos børn.

Krigen, der nu er gået ind i sit andet år, har øget manglen på adgang til næringsrig mad, rent drikkevand og sanitet, samt øget risikoen for sygdomme. Situationen forværres af massiv befolkningsfordrivelse, da et stort antal mennesker flygter fra konflikten. Sudan står over for en stadigt stigende risiko for hungersnød, der vil få katastrofale konsekvenser for befolkningen, især de små børns liv. Krigen påvirker også i alvorlig grad muligheden for at levere humanitære forsyninger og efterlader utallige kvinder og børn uden adgang til livsvigtig mad og ernæring.
Underernæring af børn i Sudan er alarmerende. I det centrale Darfur anslås akut underernæring at være på 15,6 procent blandt børn under 5 år, mens det i ZamZam-lejren er tæt på 30 procent. Situationen er blevet forværret i løbet af de seneste måneder, uden tegn på at aftage på grund af fortsat konflikt og manglende adgang med humanitær hjælp. Akut underernæring er livstruende og underernærede børn har op til 11 gange så stor risiko for at dø end et velernæret barn. Underernæring og sygdom forstærker hinanden, da syge børn bliver lettere underernærede, og underernærede børn bliver lettere syge. Selv når børn kommer sig, kan underernæring have livslang effekt på den fysiske og kognitive udvikling. Sudan risikerer en tabt generation, med alvorlige konsekvenser for landets fremtid.
"Børn i Sudan oplever forfærdelig vold, fordrivelse og traumer - og nu er de konfronteret med potentiel hungersnød," siger Susanne Dahl, UNICEF Danmarks generalsekretær. ”Når børn lider af alvorlige former for underernæring, skader det deres fysiske og kognitive udvikling og kan efterlade livslang skade. Parterne i konflikten skal omgående tillade humanitær adgang, så børn kan få mad, vand, lægehjælp og husly. Men mest af alt har børn brug for fred.”
De tre organisationer bag rapporten frygter, at den ekstremt kritiske situation kun vil forværres de kommende måneder.
Regntiden starter i juni og vil øge antallet af sygdomme i Sudan. Landet går også ind i den magre sæson; en tid mellem høst, hvor fødevarelagrene traditionelt er ved at være tomme. Dette er særligt relevant i år, da rapporter allerede peger på, at landbrugsproduktionen i 2023 var under normalen på grund af usikkerhed og fordrivelse.
UNICEF, WFP og WHO opfordrer til øjeblikkelig, uhindret og konsekvent adgang til de samfund, der lider under den brutale og langvarige konflikt. Adgangen skal ske gennem alle mulige tværgående og grænseoverskridende ruter med nabolande, samt en deeskalering af situationen i Sudan og en landsdækkende våbenhvile.
Der har været vanskeligheder forbundet med at få adgang til konfliktområder og dermed det fulde overblik over data. Hullerne i data er i sig selv indikation af mangel på vital humanitær adgang til de værst ramte områder og alle muligheder skal udnyttes for at nå de befolkninger, der har størst behov.
Følg pressemeddelelser fra UNICEF Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra UNICEF Danmark
Fredsaftale et vendepunkt for Gazas børn, hvis liv og fremtid er på spil9.10.2025 18:30:06 CEST | Pressemeddelelse
”For Gazas børn vil en fredsaftale være mere end et politisk gennembrud. Den vil være livreddende og give håb om tryghed, beskyttelse og en fremtid uden frygt,” siger UNICEF Danmarks generalsekretær Susanne Dahl, der også peger på en hurtig start af genopbygning
Rettighedsstafetten samlede over 800 børneidéer på en uge19.9.2025 18:33:00 CEST | Pressemeddelelse
Finale på Christiansborg satte fokus på børns rettigheder. Børne- og undervisningsminister fik overrakt ideerne af skoleelever.
Nu ruller Rettighedsstafetten: Skolebørn i hele landet arbejder med rettigheder15.9.2025 06:43:29 CEST | Pressemeddelelse
I uge 38 sætter kampagnen ’Rettighedsstafetten’ fokus på børns rettigheder med undervisning, spil og events over hele Danmark. Stafetten følges af DR Ultra lige indtil afslutningen på Christiansborg.
Tusinder af børn uden tag over hovedet – UNICEF har brug for 140 millioner kroner i Afghanistan10.9.2025 13:14:01 CEST | Pressemeddelelse
Hundredtusinder kæmper for at overleve – UNICEF bringer livsvigtig hjælp til 400.000 mennesker, heraf over 212.000 børn, i Afghanistans jordskælvsramte provinser.
Fedme er mere udbredt end underernæring blandt skolebørn og unge globalt10.9.2025 04:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvert femte barn i verden lever med overvægt eller fedme. Massiv markedsføring af ultraforarbejdede fødevarer får en del af skylden. Der er brug for lovgivning for at stoppe udviklingen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum