Offentlige chefer: Bureaukratiet er forværret de seneste tre år
31.5.2024 12:50:45 CEST | PwC | Pressemeddelelse
Selvom politikerne arbejder på at frisætte den offentlige sektor for at reducere bureaukrati og give ledere mere handlefrihed, oplever de offentlige chefer øget bureaukrati. Til gengæld oplever de også øget innovation og kvalitet inden for deres område. Det viser en ny undersøgelse fra PwC.

I undersøgelsen “Den offentlige chef 2024” har 200 ledere fra den offentlige sektor vurderet udviklingen inden for deres politiske område på 11 centrale parametre. Undersøgelsen viser, at det går den forkerte vej i forhold til bureaukrati, som er det parameter, hvor flest har oplevet en forværring. Ca. halvdelen af de offentlige ledere fortæller således, at de har oplevet forværret bureaukrati de seneste tre år, mens blot 12 % har set en forbedring.
“Undersøgelsen tyder på, at man trods politiske intentioner om frisættelse af den offentlige sektor kun har øget bureaukratiet, hvilket kan skyldes komplekse reformer, manglende koordinering mellem enheder og yderligere kontrolmekanismer. Det viser, at der er behov for klarere mål, bedre koordinering samt øget effektivitet og innovation," forklarer Esben Toft, markedsleder for den offentlige sektor i PwC.
Han glæder sig derfor over, at der ifølge de offentlige chefer er sket den største forbedring på parameteren innovation, hvor 48 % fortæller, at de har oplevet en forbedring de seneste tre år, mens 17 % har oplevet en forværring. Også på parametre som kvalitet og effektivitet er det gået frem ifølge de offentlige ledere.
“Det er glædeligt at se, hvordan de offentlige chefer oplever øget effektivitet og innovation inden for deres eget politiske område. Denne positive udvikling kan medføre, at der kan leveres bedre service til borgerne, ressourcerne kan udnyttes mere optimalt og skabe en mere dynamisk og fremtidsorienteret arbejdsplads for de ansatte i den offentlige sektor," udtaler Esben Toft.
Den teknologiske udvikling og krav om effektivisering ændrer fokus
Undersøgelsen viser desuden, at de offentlige ledere forventer, at en række samfundsfaktorer vil påvirke deres organisation betydeligt de næste tre år. Øverst på listen ligger påvirkningen fra den teknologiske udvikling. 71 % forventer således i høj eller meget høj grad, at den teknologiske udvikling, herunder AI, vil påvirke deres organisations fokus og opgaver de næste tre år. Også kravet om effektivisering og mangel på arbejdskraft forventes i endnu højere grad at påvirke opgaver og fokus de næste tre år.
“Den offentlige sektor står overfor store udfordringer med den hastige teknologiske udvikling og stigende krav om effektivisering. Det kræver, at man investerer i ny teknologi, herunder AI, kontinuerlig kompetenceudvikling for medarbejderne og er åben for forandring, der kan sikre en effektiv og fremtidssikret offentlig service," påpeger Esben Toft.
AI forventes markant at ændre den offentlige sektor
Ifølge undersøgelsen forventer 68 % af de offentlige ledere, at AI vil ændre deres organisations måde at skabe og levere værdi på markant de næste tre år. Allerede inden for de næste 12 måneder forventer 63 %, at AI vil føre til øget effektivitet i deres services, mens 57 % forventer øget kvalitet i deres services inden for de næste 12 måneder som følge af AI. Udviklingen inden for AI betyder samtidig, at mange organisationer står over for opkvalificering. 64 % af de offentlige ledere forventer således, at de fleste medarbejdere i organisationen skal opkvalificeres inden for AI inden for de næste tre år.
"AI er i fuld gang med at forandre den offentlige sektor ved at automatisere rutineopgaver og forbedre beslutningsprocesser. For at udnytte dette potentiale er det afgørende at investere i kompetenceudvikling, så medarbejderne kan arbejde effektivt med nye teknologier og sikre en moderne, borgercentreret offentlig service," forklarer Esben Toft.
Usikkerhed om lovgivning, data og manglende kompetencer er barrierer for AI
Hele 7 ud af 10 offentlige ledere fortæller, at deres organisation på nuværende tidspunkt anvender AI-værktøjer, hvoraf langt hovedparten anvender generative AI-værktøjer som ChatGPT eller Copilot. De peger dog samtidig på en række barrierer i forhold til at komme i gang med AI. 48 % mener således i høj eller meget høj grad, at usikkerhed om lovgivningen på området er en barriere, mens 46 % i høj eller meget høj grad er bekymret for datasikkerheden. Samme andel peger på manglende kompetencer på området som en barriere for anvendelsen af AI.
“Undersøgelsen viser, at implementeringen af AI i den offentlige sektor møder flere barrierer, herunder usikkerhed om lovgivning og mangel på kompetencer. For at overvinde disse udfordringer er det nødvendigt med klare retningslinjer og målrettet kompetenceudvikling, så vi kan udnytte AI's fulde potentiale til gavn for samfundet," slutter Esben Toft.
Om undersøgelsen
For at belyse udviklingen i den offentlige sektor på en række centrale parametre har PwC i perioden den 8. april til 14. maj 2024 gennemført en online spørgeundersøgelse målrettet offentlige ledere. 200 ledere fra stat, regioner og kommuner har deltaget i undersøgelsen. Undersøgelsen lanceres på PwC’s konference for offentlige chefer 2024.
Vedhæftede filer
Om PwC
I PwC arbejder vi for at styrke tilliden i samfundet og være med til at løse væsentlige problemstillinger. Det gør vi med udgangspunkt i vores viden inden for revision, skat og rådgivning. Vores kunder kommer fra alle dele af erhvervslivet og den offentlige sektor, og vi er ca. 2.800 medarbejdere og partnere, som brænder for at gøre en positiv forskel for kunder og kolleger. Globalt er vi 328.000 PwC'ere i 152 lande, og i Danmark er vi markedsledende. Mød os over hele landet. Vi er der, hvor du er.
Succes skaber vi sammen …
Følg pressemeddelelser fra PwC
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra PwC
Nu åbner årsopgørelsen: Her er de ting, mange danskere overser20.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Årsopgørelsen åbner officielt mandag den 23. marts, men faktisk kan du typisk allerede tjekke din årsopgørelse i løbet af weekenden op til den officielle åbning. Få skatteekspertens råd til en korrekt årsopgørelse.
Erhvervslivet til ny regering: Styrk forsvaret og stop kortsigtede økonomiske tiltag som fødevarechecks18.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
De danske erhvervsledere efterlyser først og fremmest politisk fokus på forsvar og sikkerhed samt erhvervspolitik med fokus på fx konkurrenceevnen i den kommende valgperiode. Politikerne bør efter valget starte med at reducere overregulering og skabe et konkurrencedygtigt skatte- og afgiftssystem, da det har størst betydning for erhvervslivets vækst de kommende år. Det viser en ny Pulsmåling fra PwC’s erhvervspanel om Folketingsvalget 2026.
Har du fået udbetalt erstatning? Så skal du måske betale skat26.2.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
En ny afgørelse fra Landsskatteretten bekræfter, at en erstatning både kan være skattefri og skattepligtig. Ifølge PwC’s skatteekspert er det afgørende for, om der skal betales skat, hvad erstatningen dækker.
Skilsmisse kan udløse skat på investeringer19.2.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
En skilsmisse kan få skattemæssige konsekvenser, især når det handler om værdipapirer. Det slår en ny afgørelse fra Skatterådet fast. PwC’s skatteekspert anbefaler, at parterne får overblik over de potentielle skattebyrder, før formuen deles.
Ny afgørelse: Grøn strøm fritager ikke for beskatning af fri bil16.2.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Du kan ikke undlade at blive beskattet af fri bil, hvis du kører mellem hjem og arbejde for at oplade grøn strøm på hjemmeadressen. Det slår Skatterådet fast i en ny afgørelse.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum