Danmark giver 785 millioner kr. til grøn omstilling og el i Afrika
Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen har i dag annonceret et nyt dansk bidrag på 785 mio. kr. til Den Afrikanske Udviklingsfond.
Fokus er på grøn omstilling og adgang til elektricitet i de 37 fattigste og mest sårbare lande i Afrika.
Pengene går blandt andet til at forbedre forsyning af vedvarende energi og bidrager til store energiinvesteringer i afrikanske lande. Fx skal en del af pengene gå til investeringer i et vandkraftanlæg på grænsen mellem Tanzania og Malawi. Den slags investeringer bidrager samtidig til fattigdomsbekæmpelse, fordi det kan give flere mennesker adgang til grøn elektricitet.
Bidraget er det største, danske bidrag til Den Afrikanske Udviklingsfond nogensinde og skal bidrage til danske prioriteter i Afrika.
”Der er et kæmpe behov for at hjælpe mange afrikanske lande med grøn omstilling og fattigdomsbekæmpelse. Samtidig har vi en interesse i, at udviklingen af de afrikanske samfund bliver grøn, så den ikke forværrer klimakrisen. Når de 600 millioner afrikanere, der lige nu lever uden elektricitet, skal have adgang til strøm, skal det fx helst være grøn strøm. Det er den positive udvikling, vi gerne vil støtte med vores bidrag til Den Afrikanske Udviklingsfond,” siger Dan Jørgensen.
I alt skal det danske bidrag være med til at give 20 millioner mennesker adgang til elektricitet. Derudover skal Danmarks bidrag især understøtte klimatilpasninger i Afrika. Afrika rammes hårdt af klimaforandringer, trods kontinentets beskedne bidrag til de globale udledninger. Og langt størstedelen af befolkningerne har næsten intet at stå imod med, når enten tørken eller oversvømmelserne rammer.
Dan Jørgensen er lige nu i Kenyas hovedstad, Nairobi, for at deltage i årsmødet for Den Afrikanske Udviklingsbank, som Udviklingsfonden hører under. De afrikanske lande ejer 60% af Udviklingsbanken, og det er også de afrikanske lande, der fører an, når Banken og Fonden investerer.
”Det er de afrikanske lande, der skal forme udviklingen af det afrikanske kontinent. Udviklingsbanken er en stærk institution, som med god grund nyder stor tillid fra de afrikanske lavindkomstlande. Med vores bidrag støtter vi op om bæredygtig udvikling på de afrikanske landes egne præmisser,” siger Dan Jørgensen.
Ud over klimatilpasning og grøn omstilling vil det danske bidrag også være med til at styrke god regeringsførelse, opbygning af velfungerende institutioner og bæredygtig gældsbehandling i landene.
Danmark og en række andre lande planlægger desuden at øge deres garantiforpligtelser over for Den Afrikanske Udviklingsbank for at sikre, at den kan bevare en AAA-kreditvurdering. Bankens kreditvurdering er afgørende for, hvor mange penge, den kan låne ud og hvor dyre lånene bliver for modtagerlandene. En god kreditvurdering betyder, at banken kan opretholde sin udlånskapacitet og fortsat levere billigere lån på et tidspunkt hvor 21 afrikanske lande er i gældskrise eller i høj risiko for at komme det samtidig med, at der er et massivt behov for finansiering til investeringer i bæredygtig udvikling på tværs af det afrikanske kontinent.
Baggrund
Den Afrikanske Udviklingsbankgruppe består af Den Afrikanske Udviklingsbank, Den Afrikanske Udviklingsfond og en række mindre fonde. Danmark er med i og har og har været med til at grundlægge flere af dem. Udviklingsbankgruppen kaldes ofte samlet Den Afrikanske Udviklingsbank.
Danmarks bidrag på ca. 785 mio. kr. gives til Den Afrikanske Udviklingsfond og sker som led i en større genopfyldning af Fonden for perioden 2023-2025. Danmark har været medlem af og donor til Den Afrikanske Udviklingsfond siden Fondens oprettelse.
Den Afrikanske Udviklingsfond tilbyder særlige lån med lav eller ingen rente og gavebistand til de 37 fattigste og mest sårbare afrikanske lande.
Senest har Den Afrikanske Udviklingsfond i perioden 2018-2022 samlet set blandt andet finansieret 8.700 km veje på tværs af landegrænser, forbedret adgang til transport for 50 mio. mennesker, adgang til elektricitet for 15,5 mio. mennesker, forbedret adgang til landbrugsteknologier for 74 mio. mennesker og adgang til vand og sanitet for 42 mio. mennesker.
Selve Den Afrikanske Udviklingsbank, som Danmark planlægger at øge garantiforpligtelsen over for, sikrer, at de afrikanske lande kan optage lån til udviklingsprojekter på bedre vilkår end på det private lånemarked. Banken gearer desuden de indskudte midler. Dermed bliver én dansk krone til knap tre kroner i udlån.
Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Danmark i spidsen for NATOs samarbejde med industrien om kvanteteknologi13.11.2024 14:21:15 CET | Pressemeddelelse
Den første plenarsamling i NATOs forum for kvanteteknologi, Transatlantic Quantum Community (TQC), afholdes i disse dage i København. Med sit formandskab for TQC viser Danmark endnu engang sin ambition om at være en af verdens førende kvantenationer.
Migration og konkurrenceevne er højt på dagsordenen, når europaministeren rejser til Nederlandene13.11.2024 08:12:24 CET | Pressemeddelelse
I dag rejser europaminister Marie Bjerre til Haag. Besøget er en del af forberedelserne til Danmarks kommende EU-formandskab i andet halvår af 2025. På rejsen møder hun en række centrale politiske aktører i Nederlandene, ikke mindst med fokus på emner som migration og konkurrenceevne.
Dansk eksport i september 202411.11.2024 13:08:40 CET | Pressemeddelelse
I september 2024 faldt Danmarks samlede eksport 2,1 pct. i forhold til august. Årsstignings-takten, dvs. de seneste 12 måneder i forhold til 12 måneder forud, steg til 4,1 pct.
Møde i Det Udenrigspolitiske Nævn6.11.2024 12:16:38 CET | Pressemeddelelse
Det Udenrigspolitiske Nævn holder møde torsdag den 7. november 2024 kl. 13.15.
Europaministeren og medlemmer af Folketingets Europaudvalg besøger Beograd for at drøfte Serbiens EU-perspektiver og reformprocesser3.11.2024 17:19:07 CET | Pressemeddelelse
Den 3.-5. november rejser europaminister Marie Bjerre sammen med medlemmer af Folketingets Europaudvalg til Beograd. Besøget er en del af forberedelserne til Danmarks kommende EU-formandskab i andet halvår af 2025, hvor udvidelsen med bl.a. landene på Vestbalkan vil stå højt på dagsordenen. Besøget finder sted kort efter EU-Kommissionens fremlæggelse af årets udvidelsesrapporter den 30. oktober.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum