Bygger Biodiversitetscenter ZOO til 122 millioner kroner
21.5.2024 06:36:04 CEST | Zoologisk Have i København | Pressemeddelelse
Finansieringen er nu på plads, så ZOO kan gå i gang med stort og vigtigt byggeri for natur og truede arter

Drømmen har været der i flere år, og nu går den endelig i opfyldelse.
For få dage siden fik man i ZOO en besked, der gav anledning til store smil og highfives på kontoret. Nemlig tilsagnet om de sidste millioner, der gør det muligt at bygge Biodiversitetscenter ZOO. Et centrum for alle de aktiviteter omkring biodiversitet og beskyttelse af truede arter, som ZOO er involveret i.
-ZOO har gennem årtier arbejdet for at beskytte truede dyr og deres naturlige levesteder i udlandet og herhjemme. Igennem de senere år har vi intensiveret arbejdet med en række danske projekter, hvor vi med stor succes opdrætter truede danske insekter og padder og sætter dem tilbage i genoprettede naturområder. Internationalt har vi feltprojekter på seks kontinenter, som er en væsentlig del af ZOOs arbejde for at redde truede arter og formidle om den globale biodiversitetskrise. Så vi er allerede en vigtig aktør, og kan nu få en endnu større stemme. Dertil kommer, at det rent praktisk bliver muligt at invitere vores gæster ind og se vores arbejde bag kulissen, siger adm.dir i ZOO, Pernille Mehl.
Det er skovejer Carsten Følsgaard, der har været den største private bidragsyder til projektet og derudover gør millionbevillinger fra Novo Nordisk Fonden, Augustinus Fonden, Alfred Benzons Fond, Knud Højgaards Fond, Beckett Fonden, Skibsreder Per Henriksens Fond, Louis Petersens Legat og William Demant Fonden det muligt at bygge det, som skal blive til et stort multifunktionelt fyrtårn på hjørnet af Roskildevej og Søndre Fasanvej.
-Der er heldigvis mange forskellige aktører, der sammen med os, vil gøre en forskel for verdens dyr og natur. Det skal vi selvfølgelig bruge aktivt i de nye rammer. Derfor skal Biodiversitetscenter ZOO også rumme et spirende netværk, hvor Zoologisk Haves eksperter kan udveksle ideer med visionære danske virksomheder og organisationer. Det bliver meget spændende at se, hvor meget vi sammen kan udrette i fremtiden, lyder det fra Pernille Mehl.
Borgmester på Frederiksberg, Michael Vindfeldt, finder projektet særligt spændende:
-Vi er stolte af, at Biodiversitetscenter ZOO bliver etableret i den største kulturinstitution på Frederiksberg. Frederiksberg Kommune har en vision om at være en grøn oase midt i hovedstaden med masser bynatur og høj biodiversitet. Det kunne med andre ord ikke være et bedre match, lyder det.
Ny dyreklinik med topmoderne udstyr
Med en dyrebestand på mere end 4000 dyr - og dermed ansvaret for nogle af Jordens mest truede arter, har ZOOs dyrlæger en helt afgørende opgave i at sikre dyrenes sundhed. Trods de beskedne rammer i den nuværende dyreklinik, som er fra 1984, har ZOOs dyrlæger og forskere længe været blandt verdens førende, når det gælder udvikling af nye teknikker til bedøvelse samt indenfor zoomedicinsk og genetisk forskning.
-De fysiske rammer for vores dyrlæger og forskere har længe været utidssvarende i forhold til den moderne ZOO, vi er i dag. Samtidig vil vi gerne give både børn og voksne mulighed for at følge med live, når der laves DNA-analyser, foretages CT-scanninger, eller hvis et dyr skal undersøges eller opereres. Derfor bliver en ny dyreklinik og forskningsfaciliteter også en del af det nye hus, fortæller zoologisk direktør Mads Bertelsen.
Udover indkig til forskning, laboratorier og dyreklinik, vil ZOOs gæster kunne følge med i arbejdet i felten i Grønland, Sydafrika, Brasilien og andre steder gennem en spektakulær videoinstallation.
Biodiversitetcenter ZOO er tegnet af Arkitektfirmaet CCO.
Byggeriet forventes igangsat: primo 2025
Forventes færdigt: ultimo 2026
FAKTA:
SÅ MANGE AKTIVITETER SAMLES I BIODIVERISTETSCENTER ZOO:
Dyrehospital
”Live-formidling” fra dyreklinikken af røntgenbilleder, scanninger osv. Som gæsterne både kan se og lytte til.
Gennem panoramaruder kan man se ind i dyrehospitalets behandlingsrum, hvor undersøgelsesbordet er placeret lige inden for vinduerne. På skærme ved siden af vinduet vil man kunne følge med i detaljer gennem kameraer placeret på undersøgelseslamperne, eller - afhængig af hvad det aktuelle indgreb indebærer - se ultralydsscanning, røntgenoptagelser eller CT-billeder. Et lydanlæg tillader, at dyrlægerne eller en formidler kan forklare procedurer og fund.
Kliniklaboratorium
Blodprøver undersøges, afføringsprøver testes for parasitter og vandprøver analyseres. ”Live” formidling af dét dyrlæger og laboranter ser i mikroskopet.
Gæsten kan opleve kliniklaboratoriet, hvor blodprøver fra ZOOs dyr analyseres ved kemiske analyser, automatiserede tællinger og mikroskopi. Det er også her vandprøver testes og afføringsprøver analyseres for parasitter og hormonniveauer.
DNA-laboratorium
Kig ind i ZOOs genetiske laboratorium. ”Live” formidling af resultater og data.
ZOO har en lang historik for genetisk forskning, og i DNA-laboratoriet analyseres hår-, blod- og vævsprøver ikke bare fra zoologiske haver, men fra hele verden. På info-skærmene skal gæsten kunne følge med i arbejdet med DNA oprensning etc., og delagtiggøres i resultater og deres betydning. Det er også her, at man vil kunne stifte bekendtskab med ZOOs arbejde med stambøger og avlsprogrammer, der sikrer overlevelse for truede arter.
CT-rum
Essentielt redskab
Fra gaden er der indkig til det højloftede rum, hvor en CT-scanner, som er den første i en zoologisk have i Nordeuropa, skal hjælpe ZOO med at løse vanskelige cases og at beskrive normalanatomi hos en række dyrearter.
I projektet er der også sat penge af til at renovere eller genopføre følgende faciliteter:
Gartneri
Biodiversitet er også planter og svampe. ZOOs gartnere fremdriver planter og opdrætter sommerfugle.
Der skal bygges to specialindrettede drivhuse: et koldt og et varmt. I Gartneriet fremdriver ZOOs gartnere dels planter til dekoration, dels til føde for specialiserede dyr som vandrende pinde, bladskærermyrer og sommerfuglelarver. Her kan gæsten følge gartnernes arbejde på nærmeste hånd og lære at kampen for biodiversiteten i høj grad også omfatter planter.
Foderkøkken (renoveres)
I Foderkøkkenet tilberedes foder til ZOOs mere end 230 dyrearter.
Gennem en stor rude kan man se ind i grøntrummet, hvor ZOOs fodermedarbejdere forbereder og pakker foder til Havens mangeartede dyr. På plancher vil vi fortælle historien om vigtigheden af ernæring og om dyrs tilpasning.
Obduktionsrummet (nuværende dyreklinik)
”Dødens detektiver” undersøger døde dyr.
Gennem store ruder kan man følge med i obduktioner på nærmeste hånd. Obduktionsrummet indrettes med kameraer, så detaljer kan vises på store skærme. Også her vil et lydanlæg tillade direkte formidling, og skærmene vil kunne vise arkiverede optagelser, når rummet ikke er i brug. Gæsten skal også kunne kigge med på histopatologiske detaljer på skærmen.
Biodiversitetcenter ZOO er tegnet af Arkitektfirmaet CCO.
Kontakter
Camilla Cornelius SørensenPresse- og kommunikationschefZOO
Tlf:+4530167373cams@zoo.dkBilleder



ZOO er sat i verden for at fremme naturbevarelse. Det gør vi gennem inspiration og opdagelser for vores gæster i Zoologisk Have København. Vi bidrager aktivt i det internationale arbejde med at bevare dyrearter og naturområder. Vi øger interessen og forståelsen af naturen og dens mangfoldighed og bidrager med vigtig forskning. Alt, hvad vi gør, er natuligvis baseret på et videnskabeligt grundlag.
Følg pressemeddelelser fra Zoologisk Have i København
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Zoologisk Have i København
Ny girafkalv født den 13.03 kl. 13.03 i Zoologisk Have København13.3.2026 15:22:25 CET | Pressemeddelelse
NY GIRAFKALV FØDT D. 13.03 KLOKKEN 13.03 // 13031303 En lille ny girafunge er født i Zoologisk Have København. Den kom til verden fredag eftermiddag, hvor både gæster og personale fik sig en stor oplevelse. Mor og unge har det godt.
Nye billeder og video af hanelefantunge Zoologisk Have København12.3.2026 11:54:46 CET | Pressemeddelelse
Nye billeder og video af hanelefantunge. Højere opløsning og flere vinkler.
Ny hanelefantunge født i Zoologisk Have København til stor glæde12.3.2026 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Sjælden fødsel – førstegangsmor Mun klarer det flot Natten til onsdag kl. 03.54 fødte elefanten Mun en hanelefantunge i Elefanthuset i Zoologisk Have København. Aisatiske elefantfødsler i zoologiske haver er relativt sjældne. På verdensplan blev der sidste år registreret omkring 14.
Zoologisk Have København indvier Europas længste leopardsti11.3.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Fra onsdag den 18. marts kl. 10:30 kan gæsterne i Zoologisk Have København opleve leoparderne udforske den 160 meter lange vandresti, der længe har været en anlægsdrøm for Haven.
ZOO bag ny forskning: Gamle zoodyr står i vejen for truede arters langsigtede overlevelse21.1.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Et nyt internationalt studie med deltagelse fra Zoologisk Have i København dokumenterer, at mange pattedyrbestande i europæiske og nordamerikanske zoos er på vej mod demografisk kollaps, hvis dyr ikke får lov til at yngle, og overskydende dyr ikke i et vist omfang aflives som led i en planlagt forvaltning. Kun på den måde kan de zoologiske haver for alvor bidrage til bevarelse af truede arter, men berøringsangst for aflivning er udbredt.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum