Stort økonomisk løft til Langelands Museum
Regeringen har netop gennemført det langstrakte arbejde med at få lavet en tilskudsreform for de statsanerkendte museer i Danmark. Igennem årtier har det været forsøgt at skabe en retfærdig og gennemskuelig model for, hvordan museerne fik tildelt økonomisk støtte for de opgaver som de løste i henhold til museumsloven. Den nye reform kommer en række museer til gavn, heriblandt Langelands Museum.

Det gav smil på læberne flere steder, da kulturminister Jakob Engel-Schmidt torsdag kl. 15.00 afholdt et doorstep-møde og præsenterede rammerne for regeringens museumsreform.
Langelands borgmester, Tonni Hansen, glæder sig over regeringens udspil.
“Jeg ved, at de fynske folketingspolitikere Bjørn Brandenborg og Erling Bonnesen har knoklet politisk for at sikre en mere fair og gennemsigtig tilskudsmodel for de statsanerkendte museer, og det er nu lykkedes. Der skal lyde en stor tak til dem, ministeren og regeringen for det store arbejde,” udtaler borgmesteren. Med den nye reform får Langelands Museum omtrent fordoblet sit statstilskud og modtager allerede fra januar 2025 2,9 mio. kroner i tilskud.
Også lederen af Langelands Museum, Peer Henrik Hansen, er begejstret over det foreløbige resultat, som regeringen præsenterede torsdag eftermiddag.
“Reformen har været meget tiltrængt. Fordelingen af statstilskud har i mange år været skæv og uigennemskuelig, både geografisk og i forhold til opgaver, og her på Langeland har vi alt for længe arbejdet efter humlebi-modellen: vi har leveret mere end økonomien egentlig har tilsagt. Lidt ligesom humlebien som ikke ved at den ikke kan flyve, har vi igennem snart mange år fået meget ud af de få midler samtidig med, at vi har været relativt gode til at tjene penge,” udtaler han. Udover den positive nyhed her og nu er han overbevist om, at reformen vil blive husket af én bestemt årsag.
“Den landede museumsreform er historisk på mange måder. Ingen regering har de seneste mange årtier formået det, som SVM-regeringen med kulturminister Jakob Engel-Schmidt i spidsen har gennemført. Han har formået at gennemføre det, som hans forgængere måtte opgive, nemlig at skabe et gennemskueligt og retfærdigt tilskudssystem for de statsanerkendte museer,” fortsætter museumslederen.
Peer Henrik Hansen håber, at museerne med reformen får nogle retningslinjer som kan skabe en fornuftig balance mellem på den ene side at skulle danne og uddanne og så på den anden side at skabe interessante besøgssteder for såvel lokale som udenlandske turister. Han glæder sig i øvrigt over, at ministeren satte så stor fokus dannelse og vidensdeling.
Reformen træder i kraft fra januar 2025.
Billeder




Langelands Museum
Langelands Museum har som statsanerkendt museum det kulturhistoriske ansvar for Langeland, Strynø og Siø. Museet har af Slots- og Kulturstyrelsen fået tildelt arkæologisk ansvar for Langeland Kommune og Ærø Kommune, samt det marinarkæologiske ansvar for farvandet omkring Fyn, og den jyske østkyst fra grænsen til Vejle fjord. Langelands Museum har til opgave at indsamle, registrere, bevare, forske i og formidle kulturarven og gøre den vedkommende for borgere og samfund. Museet blev etableret i 1900 af købmand og amatør arkæolog Jens Winther.
Langelands Museum omfatter fire museer: Langelands Museum i Rudkøbing, Koldkrigsmuseum Langelandsfort ved Bagenkop, Besøgscenter Langeland i Rudkøbing og Tobaksladen i Tranekær.
På Langelands Museum vises permanente udstillinger samt skiftende særudstillinger om den langelandske historie fra stenalder og til nutid.
Koldkrigsmuseum Langelandsfort ligger midt i den langelandske idyl som ét af den kolde krigs tavse vidner. På Langelands sydligste spids blev Langelandsfortet opført i starten af 1950’erne og udstyret med fire 150 mm kanoner, luftværnsstillinger og underjordiske bunkers. Herfra holdt danskerne øje med Warzsawa-pagtens fly- og flåde aktiviteter i den vestlige del af Østersøen. I dag fortælles her koldkrigshistorie, og det foregår både over og under jorden.
Besøgscenter Langeland rummer en lille udstilling, hvor Langelands historie fortælles, fra den tidligste fortid til i dag, med unikke genstande og med en kobling til den store danske fortælling.
Tobaksladen i Tranekær er den eneste i Danmark, der endnu står på sin oprindelige plads. Den blev bygget omkring slutningen af 2. verdenskrig af husmand Hans Hansen. I laden kan man i tekst og billeder følge tobakkens historie i Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Langelands Museum
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Langelands Museum
Savnet amerikaner fundet ud for Langeland23.5.2025 12:44:18 CEST | Pressemeddelelse
Næsten hele besætningen omkom, da et amerikansk bombefly af typen B-24 styrtede ned i Langelandsbæltet den 20. juni 1944. Blandt de omkomne var den 19-årige skytte John H. Danneker, som nu er blevet bekræftet fundet ved hjælp af DNA-undersøgelser.
Bedre forhold for demente på museerne5.5.2025 08:12:34 CEST | Pressemeddelelse
Uge 19 er den årlige demensuge, hvor der landet over bliver sat fokus på den alvorlige sygdom som rammer flere og flere. Selv om man rammes af demens, skal der være mulighed for en god tilværelse, og det er Langelands Museum med til at bidrage til.
Langeland mindes befrielsen og besættelsesårene!27.4.2025 15:00:00 CEST | Pressemeddelelse
På Langeland oplevedes besættelsesårene ikke så hårdt som andre steder i landet, men det afholder ikke Langelands Museum fra at lave flere markeringer af 80-året for befrielsen. Det sker med film, foredrag og udstilling.
Luftkrig over Langeland!25.4.2025 14:05:54 CEST | Pressemeddelelse
Mørklægningsgardiner og lyden af sirener. Luftflåder, der med larmende og lammende intensitet flyver hen over land. Flykampe, styrt og flygtende piloter... Alt det kunne man opleve på Langeland i tiden under besættelsen.
Højreradikale skæmmede mindet om faldne danskere11.4.2025 13:30:08 CEST | Pressemeddelelse
Langelands Museum mindedes på forskellig vis den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940, men markeringen af blev skæmmet af højreradikale trolde. Det gik blandt andet ud over en historie om en langelandsk soldat som faldt i kamp med tyskerne.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum